Nyhed

Boganmeldelse: David Sheff - John Lennon uden filter

Lennon i close-up i væsentlig interviewbog

Det er i grunden fantastisk, at der kan blive ved med at komme ny lekture om et blot fyrre år langt liv, som sluttede for 33 år siden - selv når navnet er John Lennon skulle man næsten tro, at vinklerne var udtømt og historien fortalt.

Rent kvantitativt matches mængden vel nærmest kun af Dylan-litteraturen, og alene herhjemme har vi de seneste måneder fået den diskutable "Den kyniske idealist John Lennon," den fabelagtige og flotte udgivelse "John Lennons breve" og den helt aktuelle "Dage, jeg vil huske - min tid med Yoko Ono og John Lennon" (som udkommer den 1/11, red.) af den tidligere Rolling Stone-redaktør Jonathan Cott. 

Tyve timer
 
Og så altså nærværende interviewbog, som er resultatet af den unge journalist David Sheffs maratoninterview med Lennon/Ono-parret i løbet af september '80, altså blot få måneder inden mordet på Lennon. Mere end tyve timers optagelser ligger til grund for den 280 sider lange paperback, som rent grafisk ikke gør noget væsen af sig - ingen billeder og et småkedeligt omslag  - men ikke desto mindre er absolut interessant læsning og en væsentlig brik i billedet af den komplekse popstjerne og polemiker.
 
Interviewet, som blev bragt i uddrag i Playboy Magazine i december '80, var parrets første i flere år - og desuden det længste nogensinde. Og fred så være med at det ikke helt var "det sidste store interview med John Lennon og Yoko Ono," sådan som den danske undertitel hævder  - førnævnte Jonathan Cott talte med Lennon i hele ni timer så sent som den 5. december '80 - tre dage inden Lennons død. Men ok, det var uden Ono, så teknisk set lyver titlen ikke. 
 
Derudover er der nu heller ingen grund til at fortabe sig i flueknepperi, for Sheffs interview(s) er vitterligt et unikt kig ind i parrets verden, som den så ud da Lennon efter fem år som hjemmegående husfar i New York var klar til at træde ind i spotlyset igen med albummet "Double Fantasy" - noget så sjældent som en fremragende popplade fra en tilsyneladende helt igennem tilfreds og velafbalanceret kunstner.
 
Hinsides popstjerneportrættet
 
Naturligt nok handler en ikke ubetydelig del af samtalerne - som er bundet sammen af forfatterens relevante regibemærkninger - netop om kønsroller og parrets private forhold - bruddet midt i årtiet, genforeningen efter Lennons gæsteoptræden ved en Elton John-koncert i Madison Square Garden og den atypiske arbejdsfordeling i de følgende år, hvor Ono passede forretningerne og Lennon helligede sig hjemmelivet med sønnen Sean.
 
Siden kommer vi dog også omkring såvel Lennons mangeårige søgen efter faderfigurer, fra guruen Maharishi til terapeuten Arthur Janov, stoffer, kunstnerrollen og ikke mindst årene med The Beatles. Det sidste ovenikøbet ganske ekstensivt, trods en vis demonstrativ modvilje fra hovedpersonen: "Den her Beatles-snak keder mig afsindigt. Blad lige frem til side 196."
 
En bog som denne fordrer i sin natur en ikke ubetydelig interesse for de to hovedpersoner, men samtidig er bogen interessant læsning hinsides popstjerneportrættet: Lennon/Ono var verdensstjerner med et abstraktions- og reflektionsniveau ud over det sædvanlige, og - nok så væsentligt - med en klar bevidsthed om deres egen rolle i mediecirkusset.
 
Derfor har de faktisk temmelig meget begavet at sige her, hvor samtalen bevæger sig mellem det nære og de helt store spørgsmål - og den klarsynede Lennon punkterer ethvert tilløb til bullshit i almindelighed og rock'n'roll-mytologi i særdeleshed. 
 
Ingen bullshit
 
"Er du uenig i Neil Youngs tekst fra "Rust never Sleeps:" "It's better to burn out than to fade away?," vil journalisten for eksempel vide, da Lennon ytrer sin glæde ved punkmusikken - og modvilje mod selvdestruktionen. "Jeg hader det," svarer Lennon med henvisning til Young-citatet og tilføjer: 
 
Det er bedre at sove ind som en gammel soldat, end det er at brænde ud som ung. Hvis han mener, at det er fedt at brænde ud som Sid Vicious, så glem det. Uanset om det er Sid Vicious, James Dean eller John Wayne, så bryder jeg mig ikke om, at man tilbeder døden. At gøre Sid Vicious eller Jim Morrison til en helt - det er det rene lort for mig. (...) Hvis Neil Young beundrer den slags mennesker så meget, hvorfor dør han så ikke selv? Fordi han så sikkert som amen i kirken trækker sig tilbage og gør comeback mange gange i sit liv - som vi alle gør. Nej tak, du. Jeg går ind for det sunde og det levende.
 
Tre måneder senere var Lennon som bekendt væk. Den syvende december ringede Yoko Ono til forfatteren - som han fortæller i bogens epilog - for at ytre sin tilfredshed med interviewet. Den følgende aften blev Lennon skudt.
 
Lad os ikke her forfalde til klichéer om, hvordan han lever videre på pladerne og i de mange bøger, der skrives (selvom han gør) - men i stedet blot konstatere, at Lennon uden filter er en af dem, som bestemt er værd at give sig tid til. Betegnende nok brænder Lennons egne, 33 år gamle, ord stærkere igennem end nok så mange biografier og hyldester. 
 
(Bedømmelse: Fire af seks stjerner)

David Sheff: John Lennon uden filter - Det sidste store interview med John Lennon og Yoko Ono. EC Edition, 280 sider, vejl.pris 249 kroner. Udkom 11. oktober 2013.

ANNONCE