I dag er det 45 år siden, Steppeulven døde. Nu udkommer hans gamle breve i bogform med illustrationer og fotos.
I en kasse på et loft hos Eik Skaløes søster Iben Lassesen stod, indtil sidste år, en uåbnet kasse med breve skrevet af dansk rockhistories mest mytologiske skikkelse, Eik Skaløe. Nu udgiver søsteren de gamle breve og kommenterer undervejs i bogen, der har titlen "Breve Fra Vejen af Rågummisåler" (med et citat fra Steppeulvene-sangen "Itsi-Bitsi") og udkommer i dag på 45 års dagen for Skaløes død.
Eik Skaløe var sanger og tekstforfatter i Steppeulvene, hvis første og eneste album, "Hip" fra 1967, regnes for den første danske rockplade med danske tekster.
Eik Skaløes intense breve beskriver en rejse i tid og rum. Fra de tidlige 60'eres Paris over sommeren 1967 med Steppeulvene i København til den sidste rejse i Indien i 1968. Samtidig fortæller de historien om en ung mands udvikling fra naiv forfatterspire til hardcore hippie-on-the-road – og kunstner.
Hvad tænkte en ung, intellektuel fyr i 1964? Hvad fik ham i 1966 til at appellere til fornuften i det danske retsvæsen, da han i sin celle i Helsingør ventede på en af landets første narkodomme? Hvad drev hippierne til at tage på vanvittige trip til Østen? Disse omkring 100 hidtil upublicerede breve fra årene 1964-68 giver ifølge forlaget Lindhardt & Ringhof Eiks egne svar og refleksioner.
Teksterne er ledsaget af de mange fotos, tegninger og vignetter, som brevene var fyldt med. Derudover kan læseren på fem kort, år for år, følge "Vejen af rågummisåler" – fra Sjælland til Nepal.
Eik Skaløe døde den 15. oktober 1968, 25 år gammel. Han begik selvmord på grænsen mellem Pakistan og Indien. I bogen "Ønsket Om Ordliv", som er en samling af Eiks digte, ligeledes kommenteret af hans søster, står der, at han blev fundet død, kun med sin taske og afskedsbreve til familien og til dem der nu skulle finde ham. I afskedsbrevet stod:
"Til myndighederne: Som jeg forventer, at I har regnet ud, er dette et planlagt selvmord. Ingen andre end den onde person inden i mig bærer skylden. tilgiv mig, Eik Skaløe."
Det er ikke første gang, breve af Eik Skaløe udkommer i bogform. Tilbage i 1993 udgav hans kæreste Ibel Nagel Rasmussen brevsamlingen "Breve til en veninde" med Eiks breve til hende.