En snes uden Onkel Danny

En smuk oktobermorgen for tyve år siden var det slut. Helt slut. Vennen Peder Bundgaard så på sin gamle ven i sengen på Riget og ville i sin bog Super-Dan siden konstatere, at den netop udåndede havde en slående lighed med Dracula.

Dans erklærede partner in crime - ofte benævnt som både håndtegner og Mein Freund - var lige ved at le højt, tænkende at Dan helt sikkert ville have syntes om lige det billede, men det var ligesom ikke passende. Slet ikke, for i rummet var Lotus, mor Inge, søster Anne og konen Chili Turèll. Og savnet. Far, søn, storebror og ægtemand samt en af sin generations helt markante personligheder fik end ikke lov til at opleve sin 50-årsdag. Det var – og er – ikke til at bære.

Siden har vi – Dans fans og læsere – bearbejdet tabet på hver vores måde. Mødt op ved graven på Assistens Kirkegård og bundet en pils, fyret en fed, chantet en kaddish eller med høj røst sunget Dan's gamle yndlingssang – en af ufatteligt mange – Turn On Your Lovelight med linjerne:

"When I get a little lonely, in the middle of the night, and I need you darling, to make things alright, so come on Babe, Baby please, and I need you darling, and I'm on my knees, so Turn on Your Light. let it shine on me, Turn On Your Lovelight, let it shine on me, Let it shine, Let it shine, Let it shine...".

Sunget med twanget diktion af en anden, der drog af sted for tidligt, Grateful Deads Ron McKernan, alias Pigpen. For selv om forfatteren både leverede mord i mørket, for meget, mand(!) og Gud og Gokke, var det i høj grad kærligheden, der står tilbage. De mange beskrivelser fra et privatliv, der blev offentligt uden at blive forstilt eller udvandet, hvor man var med, da der blev kysset farvel med Kirsten Brand på Nørreport i regnvejr, i hyldesten af hverdagen eller i den ikoniske tur gennem København en sidste gang.

Vi kom på tomandshånd med vennekredsen og steder som kollektivet på Forhåbningsholms Alle - hvor man lavede psykedelisk lysshow på taget af kirken overfor - lejligheden i Istedgade nær Comet Bar og den øvrige dødsrute, trådene tilbage til Vangede med Fede-Asger og alle de andre eller den afsluttende tid som succesforfatter med kone, barn og skattegæld på Frederiksberg. Også selv om Alhambravej ved skæbnens lunefulde nåde i hvert fald på Dans tid var blevet tildelt et postnummer, der sagde København V, et faktum der for Dan virkelig betød noget, selv om enhver forbipasserende på et øjeblik kan konstatere, at der sgu ikke er meget stenbro over den brede vej, der forbinder Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej. Og postnummeret også siden er blevet rettet til 1826 Frederiksberg C. Godt Dan ikke levede til at se det!

For tro mig: for Dans sans for streetcred var det afgørende IKKE at blive forbundet med Frederiksberg. Vesterbro forever tatoveret på sjælen og et væld af skrevne romantiske snapshot fra et nabolag, som Dan godt vidste, var fortid eller ved at forsvinde og hvor mange billeder i det album nok nærmere var husket fra den danske filmskat.

Arbejderromantikken og klasseskellet var alvorlig nok og gik tilbage til barndommen i 1950'erne, hvor man fornemmer, at det havde været på randen af tidens lurende atomkrig eller en anden katastrofe, hvis Helmuth og Inge Turèll havde valgt at slå sig ned på den anden side af Lyngbyvej og dermed med postadresse i Gentofte.

Og nu vi er ved det: Dan hed Tu-ræl. For nok var der huguenot-baggrund i en meget fjern fortid, men franske fornemmelser var meget lidt velkomne.

Manual til syrerejsen

Det her kan gøres meget bedre. Andre kendte Dan meget bedre end jeg. Han var en flink fyr, et forbillede og en guide for mig, som kom fra Lyngby. Hvor min bys kontrafej dukkede op fra tid til anden i den mesterlige erindringsbog, Vangede Billeder. Hvor der var Vangede-rockerne og vores pendant ved værtshuset Hold An på Jernbanevej, hvor Dan og hans venner kom. Så vidt jeg husker på denne aften ved tastaturet i...Marokko.

Ligesom Dan flyttede jeg ind til Vesterbro, hvor jeg har boet i mange år. Men da jeg var "i lære" som hippie, var Dans eksempel noget, der fyldte. Fordi han var så gavmild. Med tråde til den amerikanske vestkyst og dens beatniks og siden hippier øste han af alle oplevelserne, fra dage med uendeligt mange koncerter, hvor han med få sætninger formidlede stemninger og fyldte den læsendes sind med billeder. Af Jerry Garcia og de andre fra Grateful Dead, der væltede deres gear ud og manede til ro, når folk råbte "kul på". Af "syreprofeter" som Timothy Leary og Provo-Knud. Af Crosby, Stills, Nash & Youngs koncert og hvor hyggelige de var og det Aum (mantra-lyd), som spredte sig i rummet bagefter. Tror jeg nok. Mener jeg at kunne huske. Bogen er ikke ved hånden, udenfor mit vindue er et højhus, en masse surrealistisk betonslum og en moské, fra hvilken der snart vil blive kaldt til bøn, så I må leve med mine vildfarelser og den spredte fægtning ved tastaturet.

Dan kunne så meget. Hans farvelessay til syre var for mig en manual. Turn on, tune in, drop out. Carlos Castanedas Don Juan gestaltet som rare onkel D, som engang skrev, at "mit navn er DT, jeg ser tingene ske", og det gjorde han så sandelig. Som fyrede seriøs digtning af, men også kunne prædike om sit åndelige forbillede, som ikke var buddhaen, men nærmere Anders And, og som kunne fyre håndskrevne iagttagelser af i et af hovedværkerne, Karma Cowboy, hvor der et sted står: "Vi gik ind i Illum, der fyred' vi en chillum. Neeej, hvor vi koksed', som Illum bare voksed''". Havde det været i dag, var Dan blevet busted for bare at skrive det.

Kliken af flippere og jeg selv fra Lyngby så en masse koncerter med ham og hans utrolige orkester. Og da vi kørte en klub med beatmusik i Lyngby i sluthalvfjerdserne, var jeg som booker heldig at få mit forbillede ud og optræde til en aften med Dan-nærhed – der var sgu ikke noget der hed Spoken Word dér (!) - og rød libanon i Dans klamme majspibe på trappen til scenen.

Og siden ville jeg og alle andre måske møde ham i de sidste år, hvor Kojak-looket og den sorte neglelak var historie, på Vesterbro og på Værnedamsvej, hvor han syntes at valfarte til Slagter Juuls butik i sin lange frakke og med sky venlighed være til rådighed for de mange fans, der nænsomt holdt afstand, men alligevel lige måtte sige goddag. Tænker at det egentlig var godt for DT, at det ikke havde været i dag, hvor skoven af smartphone-fotograf-wannabes, der glemmer at leve nuet, fordi alt skal dokumenteres, nok havde været FOR MEGET... MAND!!!

Men hans kommentar til det ville nu have været sjov.

Stjerner af sølv

Vi forbinder i høj grad Dan Turèll med musikken, selv om han ifølge vennerne var noget af det mest umusikalske. Sang ufatteligt kolo-enormt falsk. Og sandt for dyden nok ikke havde sine bedste stunder, når han forsøgte sig ud i sangskrivning.

Tjek eksempelvis dette anslag fra den blandede landhandel, der blev til pladen Lykkehjulet med Skousen, Ingemann & Stig Møller, hvor Dan udbredte sig om "Bent og Birte", der "begyndte at flirte".. - eller fordanskningen af Chuck Berrys klassiker Johnny B. Goode, hvor det nok ikke er en fornærmelse af eftermælet at konstatere, at Dan nok mindst havde en landvinding af maratonlængde op til folk som Thøger Olesen, da han skrev følgende omkvæd til Lone Kellermanns første soloplade: "Gå, Børge, gå-gå-gå! Flå, Børge, flå-flå-flå. Flå i alle strengene, for pigerne og drengene....". Nej, vel?

Til gengæld tog han i den grad revanche med sit orkester, Dan Turèll & Sølvstjernerne, hvor han turnerede i årevis med sine fantastiske routines i bedste beatpoetstil, ledsaget af et band, der talte folk som pianisten Jan Kaspersen, congaspiller Flemming Quist Møller og den gamle guitarist fra Skousen & Ingemann, Claus Clement Petersen, bedre kendt som Tømrerclaus.

For nok lagde Dan Turèll ikke skjul på sin afgrundsdybe beundring for William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Jack Kerouac og de andre, men han formåede i den grad at bruge deres eksempel til at skabe sin egen beatpoesi- og prosa på dansk. Og efterlod en uforglemmelig plade, samt til allersidst to skiver sat sammen af Halfdan E.

Det er dog den oprindelige plade med dens ægthed og helt egne intimitet, som det anbefales at smide på, når der på forstadskøbenhavnsk skal skydes fra hoften.

Messe i larmen

Jeg skal ikke give den som litterat. Det må andre gøre, og det vil de utvivlsomt. Fred være med dem. Læs dem, men læs navnlig Dan Turèll. Jeg holder af at læse højt fra bøger som Karma Cowboy, Vangede Billeder, Dødslayoutet eller samlingerne af erindringsessay med titler som Onkel Danny fortæller. Grine højt af de fedeste I Byen-klummer fra Politiken.

Men jeg synes især, at det vil være på sin plads at tage en tur ud til Assistens Kirkegård på dagen eller på en hverdag. Ja, måske netop på en hverdag. En hvilken som helst dag. Selv er jeg der ikke den dag. Næste dag lander jeg med flyveren fra Casablanca og skal ind og høre Bob Dylan. Her ville Dan stensikkert have været med, hvis vi havde haft ham endnu. Bob D var ligesom Lou Reed blandt de ikoner, der befolkede den danske digters personlige stjernehimmel. Selvom der går frasagn om den ene gang, DT mødte en Mr. Reed, der ikke gav en tomme, eller da han overrislet blev sat til at rappe for åbent tæppe, inden Burroughs gik på og sammen med blandt andre Sort Sol gjorde den aften i Saltlageret til noget specielt.

Der bliver konkurrence den tirsdag. I lige det hjørne af den gamle kirkegård har metroselskabet gang i sin hel egen form for Industrial, skråt over for tomten, der husede Ungdomshuset.

Det er ikke kønt, og de pynter ikke, så giv los. And Turn On Your Lovelight.

Tyve år er gået. Byens vandrer lagde så mange spor. Og efterlod et savn, der aldrig forstummer. Fordi Dan Turèll var essensen af nærvær, fylder fraværet så meget.

Tilbage er taknemmeligheden.