Nyhed

Lucy Love: Jeg synes ikke, at folk bruger de rum, de er i

GAFFA har mødt den koncertaktuelle danske rapper til en snak om hendes nye album og live-setup

Den danske grimepop-darling Lucy Love er aktuel med sit tredje album, der bærer titlen "Desperate Days Of Dynamite". Siden udgivelsen af "Kilo" i 2010 har hun turneret intenst i det meste af verden, og nu er hun og den faste samarbejdspartner og producer Yo Akim klar med ny musik og fire store, danske liveshows i København, Aarhus, Aalborg og Odense. GAFFA mødte Lucy Love og Yo Akim til en snak om det nye album og live-setup.

Hvad betyder albumtitlen "Desperate Days of Dynamite" for dig?

Lucy: – Det står sådan set for hele den tilstand, jeg føler, at jeg er i, og musikken er i. Det er det med, at der er voldsomme nedture, men så er der noget dynamik samtidig, som gør, at tingene rykker sig. Jeg tror, at der er mange, der forstår titlen. Du har noget "dynamite", som er altafgørende, men du bliver nødt til at have en modvægt, for hvis alt bare er godt, så er der sgu ikke noget at skrive om.


Yo Akim/Joakim: – Jeg forstod det med det samme. Jeg så det lidt på en anden måde. Det er jo også en kamp at få lavet vores ting, fordi vi går meget op i det. Vi er to stærke personligheder omkring det, vi laver, og så er der også nogle kampe, der skal kæmpes for at nå til det, der er vores sound. Jeg tror også, at det er det, en god titel kan: Den har måske en mening fra starten, som Lucy kan forklare om, eller som jeg kan forklare om, men andre kan også lægge deres eget i det.

Hvilke dele af dit liv har inspireret til det nye album?

Lucy: – Alt. Jeg tror, at jeg før i tiden har valgt, hvilke dele, det skulle være og sagde, at det var den festglade side eller den optrædende side af mig. Denne her gang, der har det sgu været hele mig.


Hvilke temaer handler teksterne om?

Lucy: – Det er depression, angst, dødsangst, kærlighed, tab og meningen med livet. Hvad er årsagen til, at man skal stå op om morgenen, og er der en årsag til det?

Tidsspecifikt, men stadig lidt tidløst


Hvad er forskellen på "Desperate Days of Dynamite" og de tidligere album?

Lucy: – På det første album havde jeg ikke hørt så meget musik og ikke skrevet så mange sange, så der var jeg mere inden i sådan en "rapperboble". Der ville jeg have noget om, hvor god jeg syntes, at jeg var til at rappe. Det handlede mest om "Hey, se mig. Her kommer jeg."

Yo Akim/Joakim: – På første album skabte vi vores sound, og det var et overraskende element i Danmark, at der kom et album, som var så gennemført, og som stadigvæk havde noget at byde på. Andet album var det album, hvor det blev taget og gjort til mainstream. Det ville vi jo gerne have, men det var ikke noget, vi havde søgt at gøre. Vi havde søgt at lave vores musik bedre. Og nu her tredje album: Vi ved godt, hvor vores sound er. På den måde er der jo en særlig stemning over det, vi laver - også selvom vi laver nogle ting, der er lidt ekstreme. Man er ikke i tvivl om, at det er os.


Hvilke overvejelser er gjort i forhold til albumcoveret?

Lucy: – Jeg ville bare gå tilbage til sort/hvid, fordi jeg stadig synes, at det holder. Jeg ville godt have noget organisk, og jeg ville godt have det i form af noget håndmalet. Ja, selve coveret er faktisk et stykke stof: Det er en jakke, som jeg har malet på, og som der er zoomet ind på. Så det er det, der ligesom er tapetet. Og så er der et billede af mig, som vi tog i første hug. Det ville jeg ikke kunne have gjort for seks år tilbage, for eksempel da jeg gik på akademiet (Lucy er uddannet ved Det Fynske Kunstakademi red.). Så ville jeg have siddet og været for præget af alle mulige andre ting. Så det var nemmere for mig. Der er noget rock 'n' roll over albumcoveret, og der er noget urban over det. Og så prøver jeg at lave noget, der er tidsspecifikt, men samtidig skal det også være lidt tidløst. Jeg synes, at det er det flotteste, jeg har lavet. Jeg har siddet og kigget på nogle gamle, danske plader, og tænkt: "hold kæft, hvor er layoutet bare fedt". Jeg kan godt lide, at det er sådan helt ubesværet, så det ligner, at det bare er et foto, der er copy-pastet ned.

"Vi elsker at sætte vores præg på hver scene"


Hvordan ser det nye live-setup ud?

Lucy: – Der er jo sket en del. Vi er jo stadig to i bandet, der kan stå på en scene og skabe musikken, men med de fire store jobs, vi starter ud med, har vi valgt at have live-band med. Det tilføjer supermeget. Der er trommer, bas og keyboard og så Joakim, som laver det, han plejer med maskiner.

Yo Akim/Joakim: – Og så har vi jo dans med, som vi plejer.


Lucy: – Det kommer også til at være ret tydeligt, at der er trukket sådan et kæmpe Lucy Love-tapet ud over scenen. Vi elsker at sætte vores præg på hver scene, og jeg synes ikke, folk gør nok. Jeg synes ikke, at folk bruger de rum, de er i, overhovedet.

Yo Akim/Joakim: – Men det har jo nok også noget at gøre med, at Lucy og jeg går all-in. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke tjener nogen penge på de her jobs, fordi vi bruger alle pengene på, at det skal se fedt ud. Vi har altid haft den idé med, at hvis vi skal ind at se noget musik, så skal vi ind at se det. Hvis du kommer ind i et univers, allerede fra du kommer ind på klubben, så er du allerede i en bestemt stemning omkring det, du skal høre.

Lucy Love kan opleves følgende steder:


Store Vega, København den 19. oktober

VoxHall, Aarhus den 24. oktober

Studenterhuset Aalborg den 25. oktober


Kulturmaskinen – Magasinet, Odense den 26. oktober

Find billetter via GAFFA Live

ANNONCE