I anledning af deres fjerde studiealbum gæster de amerikanske indie-folk-rockere Aarhus og København
Texas-gruppen Midlake har tidligere været i Danmark, hvor de blandt andet i 2007 spillede for et udsolgt Lille Vega. Senest gav de roste koncerter på Voxhall og i Amager Bio i 2010, og nu kan danske fans glæde sig til endnu et gensyn med indie-folk-rock-bandet, når de denne gang giver koncert i VoxHall 13. marts og Pumpehuset 14. marts.
I 2004 udgav Midlake det psykedeliske debutalbum 'Bamnan And Silvercork', men først i 2008 fik de deres store gennembrud med efterfølgeren "The Trials of Van Occupanther", hvor de skiftede til en 70'er inspireret softrock-lyd. Pladen fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen under overskriften "Herligt umoderne udspil fra kvintet med poesien og eventyrligheden i behold." Siden har de udgivet det mere folk-orienterede "The Courage of Others" fra 2010 og er nu snart klar med det fjerde album i rækken.
Gruppens forsanger Tim Smith forlod sidste år bandet for at fokusere på et nyt projekt ved navn Harp, og nu er det guitarist og tidligere korsanger Eric Pulido, der er frontfigur. Midlake udgiver pladen "Antiphon" 4. november, hvor inspirationerne fra deres tidligere albums bliver blandet med en mere rocket lyd.
Billetter kan findes via GAFFA Live, når billetsalget starter den 9. oktober.