Nyhed

RECession er klar med færdigt program

Den aarhusianske festival har offentliggjort det endelige program og tilføjer de sidste navne

Aarhusianske Sky Architects, Agata & Me og FABL samt københavnske Machinery of Joy er de sidste fire navne, der fuldender RECession festivals program. Det bliver 12. gang, at RECession Festival afvikles, og som altid er der fokus på den musik, der ikke går under pejlemærket mainstream. Den 15. og 16. november vil kulturmekkaet Godsbanen blive forvandlet til en musikalsk labyrint, hvor man kan opleve alternative acts i fuldt flor. Festivalen støttes økonomisk af Kulturhovedstad Aarhus og køres derudover udelukkende af frivillige, hvis hjerter brænder for musikken. I år vægtes genrer som neofolk, elektronisk og indierock.

Sky Architects (billedet) får på RECession besøg af Asger Bruun, manden bag "Odd Shapes". Her skabes mødet mellem Sky Architects' "doom pop", post-rock og dubstep. Sky Architects spiller både nyt og gammelt, og sættet udformes specielt til RECession. Sky Architects udgav i maj 2012 albummet "The Promise of Tomorrow" i Europa. En plade, som i udlandet blev mødt med rigtig gode anmeldelser. GAFFAs Erik Barkman gav den tre stjerner med på vejen under overskriften "Kompetent, post-rocket debut med falsk varedeklaration." 

Det internationale projekt Agata & Me har base i Aarhus, men rødder i mange og meget forskellige lande. Bandet tæller musikere fra byerne Aarhus, Sarajevo og Catania. Agata & Mes debutalbum "There Are Songs About You" fra 2012 gav dem status som "Soundclouder of the day" på Soundcloud, mens videoen til den første single "Let Go" - håndtegnet af kunstner Irene Dose - fik eksklusiv premiere på italienske Rolling Stones website. Musikken bevæger sig i dream-folk-genren.


FABL er et målrettet og dynamisk band fra Aarhus. I en kombination af eventyrlystne klangflader, spændende energiske rytmer og fængende elementer fra den elektroniske verden ledes tankerne hen på elektro-indie-bands som Phoenix og M83. Bandets seneste udgivelse er ep'en "Libra", som kan høres på Soundcloud.

Machinery of Joy henter inspiration fra støjrock, krautrock og industrial, men holder et konstant fokus på det melodiske. Bandet består af musikere, som tidligere har slået deres folder i blandt andet Yellowish, Decorate Decorate og Demons Are Real. Koncerten på Recession Festival er også releasekoncert for debutudgivelsen "On the Verge of Sleep", som udkommer den 11. november.

Efter koncerterne på HeadQuarters går de to dj's Jesper Hvam og John Fogde på scenen under navnet Strangeways. Her vil man kunne opleve indierock fra de sidste 30 år blandet med New Wave, Punk, Grunge, Ska, Electro, Britpop og de helt nyeste sange fra den spirende undergrundsscene i både ind- og udland.


ANNONCE