Nyhed

Se ny video med Norah Jones og søster

Den populære sangerinde og sangskriver har lavet et nyt album sammen med søsteren Anoushka Shankar, hvor de hylder deres afdøde far

De to søstre Norah Jones og Anoushka Shankar (billedet) – der er sitarspiller – er gået sammen om at lave et nyt album, som har fået titlen "Traces Of You". Albummet er skabt ud fra en forestilling om, at alt i universet efterlader et uudsletteligt spor på alt, hvad det møder og berører. Det er en forestilling inspireret af Anoushka Shankars relationer, multikulturelle opvækst og globale karriere. 

På "Traces of You" mindes Anoushka og Norah Jones samtidig deres far, sitarlegenden Ravi Shankar (1920-2012), med sangene "The Sun Won't Set", "Unsaid" og titelsangen "Traces of You", som allerede er udgivet som første single. Du kan lytte til nummeret herunder.

Anoushka Shankar udgav sidste år albummet "Traveller", som fik en flot anmeldelse af GAFFAs Ivan Rod, der gav det fem stjerner under overskriften: "Fremragende fusion/fornyelse af såvel indiske og spanske musiktraditioner." I forlængelse af Anoushkas albumudgivelse spillede hun til Copenhagen Jazz Festival i Koncerthuset, hvor hun også trak fem stjerner hjem.

Norah Jones, som er den mest kendte af de to søstre, har fem album bag sig, hvoraf det seneste, "Little Broken Hearts" udkom i 2012. Albummet fik dengang ligeledes fem stjerner med følgende beskrivelse: "Det mest konsekvente, insisterende og modne udspil fra Norah Jones siden debuten."

ANNONCE