Nyhed

Spotify fylder fem – og får en sviner af Thom Yorke

Det er i dag fem år siden, at den succesfulde streamingtjeneste gik i luften. Ikke alle er dog lige begejstrede.

Her på femårsdagen har Spotify allerede nået voksenalderen, hvis man taler om succes og udbredelse. Den 7. oktober 2008 blev programmet lanceret til offentlig brug, i første omgang kun i hjemlandet Sverige samt Norge, Finland og Frankrig, men senere i flere og flere lande, og siden den dag har det været muligt at betale sig til et musikbibliotek af dimensioner – eller at have en gratis profil imod reklameafbrydelser.

Der er efterhånden indgået aftaler med mange af de store pladeselskaber om udgivelser på Spotify, inklusive de multinationale selskaber Sony, EMI, Warner og Universal, og meget af den musik, der udgives i dag, udkommer også på streamingtjenesten til fri afbenyttelse for kunderne. I december 2012 havde Spotify globalt 20 millioner brugere, hvoraf fem millioner månedligt betaler for adgang til musikarkivet.

Det er kampen mod piratkopiering og industriens totale ødelæggelse, der lå til grund for oprettelsen af Spotify, men ikke alle mener, at tjenesten tjener et godt og brugbart formål. Heriblandt frontmand i Radiohead og Atoms For Peace Thom Yorke. Han udtalte forleden til mexicanske Sopitas, at Spotify profiterer af, at store pladeselskaber relancerer og gensælger deres gamle albums "for at tjene en formue og ikke dø." Han siger, oversat fra spansk af engelske The Independent:


"Det er derfor, at Spotify for mig er sådan en massiv kamp. Fordi det handler om fremtiden for al musik, og om vi tror på, at der er en fremtid i musik. For mig er det her (Spotify, red.) ikke mainstream, for mig er det her den sidste desperate prut fra en døende krop." Han tilføjer:

"Jeg mener, at alle musikere er nødt til at bekæmpe Spotify-tingen. Jeg mener, at det, der sker i mainstream, er det sidste åndedrag fra den gamle industri. Når den omsider dør, og det gør den, så vil der ske noget andet. Men det handler alt sammen om, hvordan vi ændrer måden, hvorpå vi hører musik, det handler om, hvad der sker næste gang i forhold til den teknologiske udvikling, i forhold til hvordan folk taler med hinanden om musik, og meget af det kan blive "really fucking bad"."

Yorkes første Spotify-angreb fandt sted i juli, da han skrev på Twitter, at hans band Atoms For Peace havde forladt servicen. Han tweetede: "Tag ikke fejl. Nye artister, som du opdager på #Spotify, bliver ikke betalt. Imens sidder der nogle bagmænd, der snart vil tjene formuer. Ganske simpelt."


Thom Yorke har i øvrigt også fødselsdag i dag – han bliver 45 år.

ANNONCE