GAFFA Norges anmelder er ikke udelt begejstret for koncerten i lørdags
Vores venner på den norske GAFFA-redaktion var til koncert med Soundgarden på Spektrum i Oslo i weekenden. Som optakt til aftenens danske koncert i Forum kan du her få et overblik over, hvad du kan forvente af Seattle-rockbandet. GAFFA Norges Petter Brønstad er ikke udelt begejstret. Han uddeler tre stjerner og skriver:
Dårlige arbejdsforhold i Spektrum
Soundgarden åbnede med "Been Away Too Long", som i og for sig er en meget passende titel. Det er trods alt ved at være et godt stykke tid siden, at bandet sidst lagde vejen forbi Oslo. Alligevel bliver det allerede klart under "My Wave", som er aftenens anden sang, at Cornell & co. har dårlige arbejdsforhold. Lyden i Oslo Spektrum står ikke distancen.
Der er antydninger af, at tingene måske kan hives lidt op under klassikere som "Spoonman" og "Jesus Christ Pose", men det skal senere vise sig, at det kun blev ved forhåbningerne. Chris Cornell ligner lidt Bruce Springsteen, som han står der og slår løs på guitaren, og der kommer en meget glansløs respons fra publikum i første omgang, selv om de forsøger at kompensere ved at klappe høfligt mellem sangene.
Der er ikke megen tvivl om, at publikum primært er kommet for at høre det gamle materiale fra Soundgarden, og der er relativt få, der synger med på sangene fra den nyeste plade "King Animal". Desuden er lyden lidt mere end halvdårlig, hvilket gør hele oplevelsen noget krampagtig.
Nogle gange er det meget cool, især i sange som "Fell On Black Days". Under "Halfway There" bliver Chris Cornell dog voldsomt uvenner med sin guitar og bruger det meste af sangen på at stemme den. Efter "Blow Up The Outside Of The World" har Mr. Cornell fået mere end nok af sin Les Paul og smadrer den i stumper og stykker. Han kunne jo alligevel ikke bruge den til noget.
Kort efter får vi "Outshined", som måske er aftenens bedste oplevelse. Her virker det som om, at publikum er blevet vakt til live, om end så bare for en kort stund. Imidlertid er lyden så elendig, at vi må trøste os med, at lyset trods alt er glimrende.
Efter "Burden In My Hand", "Superunknown" og "Rusty Cage" er det ved at være tid til ekstranumre, selv om det i udgangspunktet ikke skulle være nødvendigt under omstændighederne.
Cornell & Co kommer alligevel tilbage på scenen og spiller "Room A Thousand Years Wide" uden at få de vilde tilbagemeldinger fra publikum, før de fortsætter med "Black Hole Sun". Den kan både publikum og Soundgarden levere med bravour. Men så heller ikke mere. De runder aftenen af med "Beyond The Wheel"."
Vi må håbe, at Soundgarden kan gøre det lidt bedre, når de gæster Forum i aften. Som yderligere opvarmning kan du læse et langt interview med Soundgarden her.