Den svenske sanger har storhittet med singlen ”Undressed”. Nu giver han koncert i Danmark.
Kim Cesarion blev i foråret P3's uundgåelige med "Undressed" og er nu klar med en ny single, der har fået titlen "Brains Out" . Fredag den 13. december kan man opleve det svenske stjerneskud i København, når han giver koncert i Koncerthusets Studie 2.
Cesarion har nu skrevet pladekontrakt på verdensplan og er allerede spået en gylden karriere. Debutalbummet bliver sendt på gaden i starten af 2014. Den 23-årige sanger kører den poppede stil med et touch af r&b. Han lader sig inspirere af helt store stjerner som Prince, Stevie Wonder og D'Angelo, og flere medier er endda gået så langt, som at kalde ham "en moderne Prince."
Talentets to singler er blevet til i tæt samarbejde med den svenske producer Arnthor Birgisson, den skotske musiker og sangskriver Gary Clark og sangskriver Lukasz Lukipop Duchnowski. Cesarion mødte Arnthor Birgisson for to år siden, hvor den svenske producer i et stykke tid havde ledt efter en kunstner, som han kunne arbejde på et helt albumprojekt sammen med. De to herrer teamede op med den skotske singer/songwriter Gary Clark.
Billetter kan købes her. Hør den nye single "Brains Out":