Nyhed

Portrætartikel: Lars H.U.G. – Kysser Himlen Farvel

I anledning af H.U.G.'s 60 års fødselsdag bringer vi en lang artikel om hans nok mest kendte album inklusive interview med H.U.G. og den nu afdøde producer Hilmer Hassig

I anledning af Lars H.U.G.'s 60 års fødselsdag 11. september 2013 bringer vi en lang artikel om hans nok mest kendte album "Kysser Himlen Farvel" inklusive interview med H.U.G. og den nu afdøde producer Hilmer Hassig. Artiklen blev oprindeligt bragt i Klub GAFFA-tillægget august 2006.

Efter at Supertankeren Kliché var kuldsejlet, fik Lars Hug pæn succes med City Slang, hvor han satte musik til Søren Ulrik Thomsens digte i 1984. Den blev tre år senere fulgt op af Kysser Himlen Farvel, hvor kunstnerisk abstraktion, maleriske ord og musikalske ørehængere gik op i en højere enhed. En sand klassiker var født.

Albummet åbner med Hvor Går Vi Hen?, hvor veldrejede grundfilosofiske overvejelser om menneskets og klodens tilblivelse, eksistens og uforudsigelige skæbne står side om side med sangbare omkvæd og dunkende diskorytmer. Kysser Himlen Farvel var samtidig albummet, der, for alvor, gjorde Lars Hug til superstjerne som solist. Fortsat excentrisk kunstner – med stort E – men samtidig på alles læber og fast inventar på statsradiofoniens æterbårne lydbølger, for aldrig helt at forsvinde igen. Denne skribent hørte eksempelvis titelnummeret på P3 så sent som dagen før, dette blev skrevet. Der var i sin tid varmet godt og grundigt op til den store Hug-fest. Elsker Dig For Evigt havde året for inden hittet stort som single. En ægte ørehænger, der i 1987 blev fulgt op af albummets øvrige hit-singler. Det var ud over titelnummeret Mon De Kan Reparere Dig?, der 17 år efter sin udgivelse fik royalt stjernestøv drysset over sig, da Frederik citerede omkvædet i sin bryllupstale til Mary i maj 2004. Tilbage i 1987 var det Hug, som var kongen, og han var manden, der satte tidens lyd- og vokalmæssige dagsorden. Kopisterne lurede overalt i krogene, hvor det grelleste eksempel var Lars Muhls fraseringer på Sjæl I Flammer, i kendingsmelodien til tv-serien Én Gang Strømer, der (undskyld udtrykket) var den rene "strandhugst".


Kysser Himlen Farvel var Hug himself det kunstneriske omdrejningspunkt, men han havde klogeligt allieret sig med en række tekniske og musikalske begavelser. Vigtigst var producer Hilmer Hassig, som havde været tilknyttet Kliché i bandets sidste 3-4 leveår, og en anden medspiller var Finn Verwohlt. Centrale personer på musikscenen i en tid, hvor dybde, eksperimenter, teknologi og pop forsøgte at gå hånd i hånd, med Kysser Himlen Farvel som epokens mest helstøbte og vellykkede resultat

 

Lars Hug alias Lars H.U.G. 2006


Hovedpersonen smider Kysser Himlen Farvel i cd-maskinen, og smilet kommer frem i samme øjeblik, som første nummer bryder lydmuren. Og med rette. På trods af umiskendeligt tidstypiske 80'er-trends hører albummet til blandt de mere langtidsholdbare, ikke mindst fordi det forener originale kunstneriske og verbale kvaliteter med poppens direkte, medrivende og sangbare "drive". Efter flere relativt dystre album hørte man pludselig Lars Hug i et lysere humør og toneleje, hvilket gik rent ind hos anmeldere og pladekøbere. En følelse af at være på en kreativ opdagelsesrejse, fortæller H.U.G. – der grundet et forbud fra en familie ved navn Hug ikke har måttet kalde sig Hug siden 1987 – små 20 år senere.

– Pladen som helhed er mere musikalsk i en traditionel forstand end tidligere. Den er også mere poetisk og romantisk og en plade, hvor individet (læs: Hug, red) træder i karakter i forhold til bandet. Det er en af de få plader, jeg har lavet på keyboard. Jeg kastede mig bare ud i det og lavede en masse nye numre. Tit laver man det bedste, når man ikke rigtigt aner, hvad det er, man laver, fortæller H.U.G.

Allerede i Kliché-dagene havde Hug demonstreret et stort vokalt register, herunder en sikker falset. Men på Kysser Himlen Farvel boltrede sangeren sig i kokette vokale krumspring som aldrig tidligere, hvilket – kombineret med mandens ofte kryptiske offentlige facon – gav ham tilnavnet "Lars Kruk". Men faktisk ligger hans naturlige toneleje relativt dybt, fortæller sangeren:


– Jeg prøver flere ting med min stemme på albummet end tidligere. Det var min fjerde plade, så jeg havde fået en hel del mere erfaring. Det var dengang, jeg stadig kunne komme højt op! Faktisk har jeg en baryton (stemme i et relativt dybt register, red.), men jeg var meget sikker i min falset og havde udviklet den meget. Som sanger var jeg også meget inspireret af croonere fra Gustav Winckler til Bing Crosby. Man bliver, hvad man synger

 

Produceren – Hilmer Hassig 2006


Hilmer Hassig var i sin tid lidt af en pioner på den elektronisk orienterede del af den danske musikscene og debuterede allerede som 20-årig med orkesteret Scatterbrain, hvis album Keep Dancing fra 1981 (som lige er blevet genudgivet) var Danmarks første egentlige techno-album. Hassig var skrap på såvel guitar som computer, effekter og mikserpulte, hvilket var noget, der blev bemærket i Kliché i sin tid. Her var gruppens medlemmer i snit 6-7 år ældre end Hassig, men det forhindrede ikke, at Hassig blev fast tilknyttet Kliché i de sidste 3-4 år af gruppens levetid. Som guitarist var Hassig særligt inspireret af innovative skikkelser som Robert Fripp og Fred Frith, hvilket kunne høres i hans eget spil, såvel som i hans omgang med teknik og produktion. Hassig var i 1984 medstifter af popduoen Naïve og var senere en af grundpillerne i Love Shop helt tilbage fra 86-87 og op til 2004. I sidste fase af Kliché-tiden var Hassig stærkt involveret i Hugs første soloudspil City Slang og på næste ombæring Kysser Himlen Farvel var det Hilmer, som satte sig til rette i selveste producer-stolen.

 

Hug-lag


GAFFA fangede Hassig en tidlig hverdagsmorgen i sommeren 2006, efter at ungerne var sendt i skole og kort inden, vennen og samarbejdspartneren Tomas Ortved (Sort Sol med flere) kom forbi for at arbejde på et nyt projekt. Hassig arbejdede i det meste af et årti ganske intensivt med Hug, hvilket sætter sine spor. Johnny Voss aka Johannes Møller (H.U.G.s mangeårige samarbejdspartner fra Kliche-tiden og op til i dag) har til denne skribent fortalt, at der ligefrem eksisterer et begreb i musikverdenen for denne tilstand, det såkaldte Hug-lag. Hassig nikker smilende genkendende til beskrivelsen og uddyber:

– Ja, der ligger en del lig efter ham, sådan har det været i alle år. Da jeg blev tilknyttet Kliché i sin tid, var jeg ikke ret gammel, og det var kanon at komme med i det selskab. I den periode spillede jeg hele tiden og var involveret i alt muligt, Scatterbrain, det, der blev til Naïve med Claus Berthelsen og så videre. Selvom de andre i Kliché var meget ældre end mig, spillede jeg nogenlunde, som jeg selv ville og var ikke nogen lille forsagt knægt. Jeg nød samarbejdet, og Lars og jeg blev "legekammerater", som passede godt sammen. Jeg var meget inde over City Slang, som jeg den dag i dag synes er en fantastisk plade.

Og så legede I videre på Kysser Himlen Farvel?


– Det gjorde vi bestemt, rigtig meget endda. Og som altid med Lars tog det en helvedes tid. Det var som om, vi gik i børnehave sammen; vi var bonkammerater, der legede os frem til resultaterne. Vi var alle mulige steder henne, lavede om på arrangementer, eksperimenterede med det ene og det andet. Selvfølgelig var der pauser indimellem, men jeg tror, vi brugte et helt år, før vi var færdige med pladen.

I var begge kendt for at boltre jer i et relativt dystert kunstnerisk univers, hvor Kysser Himlen Farvel på mange måder er en meget lys og livsbekræftende plade.

– Det er rigtigt. Vi havde begge to lyst til at lave en noget lysere plade. På den måde var den et stykke pionerarbejde for os begge, da vi prøvede kræfter med et – for os – nyt musikalsk univers. Jeg synes stadig, at pladen holder i dag, og det er nok, fordi den indeholder den friskhed og entusiasme, som tit udspringer af at finde og betræde nye stier.


Det er en plade, hvor tidens nye teknologi spiller en markant rolle.

– Ja, det var meget Finn (Verwohlt, red.), som styrede emulatoren (den tidlige sampler, red.), og så var det en tid, hvor den nye teknologi for alvor begyndte at virke; det var fantastisk.

 


Kysser Himlen Farvel sang for sang

Hvor Går Vi Hen?

Lars Hug (LH): – Jeg kan godt li' den sang. C-stykket er et billede på, at vi alle hænger sammen og om at være det sidste led i kæden.


Hilmer Hassig (HH): – Et skidegodt nummer; benhård disko. Det er Georg (Olesen fra TV-2, red.) der spiller bas på nummeret, og det er rigtige horn, man kan høre. Vi havde grundidéen ret hurtigt, men at få nummeret helt færdigt viste sig at være en helvedes lang og hård nød at knække.

 

Mon De Kan Reparere Dig?


(LH): – Det var da en ære, da kronprins Frederik citerede teksten til sit bryllup. Men nu havde den ligesom haft sit eget liv i 17 år forinden. Nogle af tekstlinjerne er refereret fra en korrespondance fra én, som er indlagt på et hospital.

(HH): – En romantisk klassiker; fantastisk nummer, som Lars havde i lommen. Lars blev citeret af Frederik i talen, men jeg har til gengæld slået kronprinsen i bordfodbold på Rust! Lars kom med oplægget til sangen på et lille, billigt, "cheesy" keyboard. Sådan en "one touch"-Yamaha-sag. Det kunne han lige overskue. Man kan sige meget om Lars, men den store musiker er han ikke. Hvis vi skulle mødes igen i dag, er jeg ret sikker på, at jeg stadig skulle stemme hans guitar.

 


Kysser Himlen Farvel

(LH): – Jeg har aldrig rigtig forstået, hvad den handler om. Den er baseret på små fragmenter, jeg skrev ned en dag, hvor jeg gik og kedede mig. Lidt samme fornemmelse, som når man ser tekstet tv uden lyd på. Fløjtelydene i baggrunden er mig, der fløjter ind i en vocoder.

(HH): – Det var faktisk en overligger fra City Slang, som oprindelig havde titlen De Berusedes Vej. Lars skrev videre på nummeret. Det, der for alvor gjorde nummeret stort, var den dér "dok-dok"-sequencer, som Pete Repete (Malurt med flere, red.) kom ind og lagde på nummeret. Det gjorde, at der kom noget maskinelt over nummeret. Efter det dubbede vi en masse guitarer ind over.


 

Skibet Hedder Afsked

(LH): – Den er klippet sammen af to forskellige miks. Vi kunne først ikke få omkvædet til at fungere; det holdt ikke en skid. Men det hjalp, da vi fik rigtige trommer på. Det er Nanna, som synger, og det er Johannes Møller og Nils Torp som har skrevet teksten. De gav mig teksten, og bagefter skrev jeg akkorderne. (Ifølge Johannes Møller skrev Lars den færdige melodi på mindre end et døgn, red.).


(HH): – Der var ikke noget hjerteblod investeret i dette nummer fra min side, og jeg spillede ikke nogen videre rolle i produktionen. Det er sådan lidt "plain", lidt country-agtigt.

 

Tal Til Mig


(LH): – Den er til min datter, Alexandra.

(HH): – Det var helt igennem Lars' demo. Indspillet på en fire-spors Tascam. Den havde en helt speciel lyd, som vi bibeholdt.

 


Desertøren

(LH): – Den handler om at se lykken som andet end at tilrane sig selv sin del af kagen. For mange bliver det sværere og sværere at blive lykkelige, og det er ikke kun et spørgsmål om fordeling af ressourcer. Det er ikke kun et spørgsmål om armbåndsur og højhælede sko. Jeg ser sådan et omvendt billede foran mig, hvor den tredje verden hjælper os i form af, at 10.000 hellige køer bliver kastet ud fra flyvemaskiner over den vestlige verden. Det er min vision, som slutbillede på en film! Men det må blive en anden gang.

(HH): – Her er det igen Lars' lille, dumme keyboard, der spiller en rolle. Det er Mads Michelsen fra Gnags, som spiller trommer. Han var meget professionel og knaldede det hele ind i "first take". Det var vi slet ikke vant til. De fleste omkring os var langt mere kunstnere end professionelle musikere. Nummeret var klippet helt vanvittigt sammen. Det var en analog indspilning dengang, så det bestod af jeg ved ikke hvor mange, små båndstumper, som skulle splejses sammen. Et skidegodt nummer.


 

Dreng Dreng

(LH): – Det er Nils – ham med klovenæsen fra Souvenirs – Torp, som har skrevet teksten. Det er i virkeligheden en jazz-sang. Koret er samplinger afspillet på keyboard.


(HH): – Jeg kan ikke huske så meget fra det nummer. Vi prøvede at "trigge" trommerne. For hvert lilletrommeslag kommer der en glaslyd. Det tog en evighed at lave.

 

Elsker Dig For Evigt


(LH): – Når en person ganske ublu udfordrer dig, kan det af og til fremprovokere noget i dig selv, som får dig til at rykke. Det skete med denne sang. Poul Borum (den legendariske, nu afdøde litterat og anmelder, red.) skulle medvirke i et tv-program, hvor oplægget var, at det var ham versus Dan Turèll. Borum sagde til mig, at jeg skulle medvirke i programmet og komme med en ny sang. Jeg gik i tænkeboks og tog fat i en gammel skitse fra Kliché-tiden. Jeg fik så lavet denne sang, men krævede til gengæld, at den skulle filmes i regnvejr; noget for noget. Den viste sig at blive lidt af en isbryder. Derfor var den også lidt mærkelig at placere på albummet, da det, langt senere, var færdigt. Teksten er selvbiografisk og handler om en voldsom forelskelse.

(HH): – Det er Tomas Ortved, der spiller trommer, blandet med en rytmeboks. Første version var indspillet med Jesper Sieberg fra Scatterbrain, men det var en "lousy" produktion, som senere blev mikset om i Medley Studiet. Den endelige version er temmelig tæt på demo-udgaven, hvilket vi valgte for at bevare den oprindelige stemning.

 


Vi Er En Stor Familie

(LH): – Efter ikke at have spillet den i 15 år har jeg taget den op for nylig i en akustisk udgave. Teksten er alt for aktuel, set i forhold til Muhammed-tegningerne, integrationsproblemer, nationalisme og så videre. Vi er nødt til at være her alle sammen.

(HH): – Så er vi igen i country-afdelingen. Der er fuldt band på, og den var det rene mareridt at få færdig. Det er mig, som spiller slide-guitaren, men i stedet for en "slide" (stålrør, flaskehals eller lignende til at fremstille den karakteristiske slide-guitarlyd, red.) er den spillet med et Treo-rør. Stadig en vedkommende tekst.


 

  1. PS: You Better Believe In Boys, Girls

(LH): – Michael Ritto og Poul Bruun (fra pladeselskabet Medley, red.) spurgte til, hvordan det gik med at få lavet en ny plade. Jeg sendte dem et demo-bånd, hvor jeg snakkede gebrokkent engelsk ind over, såsom "This is Lars from Yearhouse speaking" og så videre. Til sidst kom så nummeret her, i samme version som dén, der kom på pladen. Det var Poul, der var helt vild for, at den skulle med.

(HH): – Den er ret morsom og ikke så fandens prætentiøs. Det smitter af på de andre numre og på opfattelsen af pladen som helhed.


 

 

Lars Hug bio/diskografi


Født og får navnet Lars Haagensen. Opvokset i Sorgenfri.

Cirka 1971-74:

Spiller i funkbandet Friends & Lovers.


1975-78:

Indskrevet på Det Jyske Kunstakademi i Århus.

1977


Kliché opstår i Århus. 5. maj 1978,

Kliché debuterer ved en koncert på Vestergade 58 i Århus. Efterår 1978

Kliché optræder til Punk Festival i Huset i Århus i november 1978. Optagelser fra den og en tilsvarende festival i København udkommer på albummet Pære Punk. Klichés bidrag er Militskvinder og Farvel.


Maj 1980

Debutalbummet Supertanker udkommer, og Jens Valo forlader kort efter bandet. Han erstattes i første omgang af keyboardmanden fra bandet Taurus, også kendt som Steffen Brandt.

Foråret 1981


Steffen Brandt erstattes af Nils Torp. I en kort overgang er begge med i bandet.

Efterår 1981

Hilmer Hassig tilknyttes Kliché. Oktober 1982


Albummet Okay Okay Boys udkommer.

Efterår 1984

Bandet går i studiet for at indspille album nummer tre, men bliver aldrig færdig.


November 1984

Lars Hugs første soloalbum City Slang udkommer.

April 1985


Kliché meddeler, at gruppen går officielt i opløsning.

September 1985

Kliché optræder for sidste gang til den store Afrika-koncert i Parken.


1986

Singlen Elsker Dig For Evigt bliver et kæmpehit.

Hug medvirker på Sebastians Skatteøen.


Forår 1987

Albummet Kysser Himlen Farvel udkommer og gør Hug til superstjerne.

Sommer 1987


En pibehandler fra Kolding nedlægger forbud mod brug af sit slægtsnavn Hug som kunstnernavn, med mindre H.U.G. vil spille gratis til en konfirmationsfest i familien, hvilket han nægter. Hug antager derefter kunstnernavnet H.U.G. efter i en kort periode at have kaldt sig Lars Hu?

Efteråret 1987

Udsender kassettebåndet Musician's Guide To The Sounds Of The Universe, som Lars H.U.G.


Spiller junkie i filmatiseringen af Dan Turélls Mord i Paradis.

1989

Udsender cover-albummet Kopy. Pladen sælger omkring 100.000 solgte eksemplarer og er til dato hans bedst solgte. Største hits er Dansevise og duetten med Hanne Boel, Skibet Skal Sejle I Nat.

Tildeles en Grammy for "Årets danske sanger".

Medvirker i Nils Malmros' film Århus By Night.

1990-91

Turnerer og arbejder som billedkunstner.

1992

Albummet Blidt Over Dig udkommer. Største hit er Natsværmer og fortolkningen af Karen Jønssons ? Er Lykken Så Lunefuld.

Optræder på Roskilde og Skanderborg Festival og på Grøn Koncert.

1993

Modtager som første rockmusiker det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

1994 Kommer i kontakt med det unge jazzorkester Once Around The Park.

1996

Det lette og jazzede album Kiss & Hug From A Happy Boy udkommer. Efter en langsom start bliver den en stor og langvarig publikumsfavorit. Største hit er duetten med Lisa Ekdahl, Backwards.

1997

Vinder Grammy-statuetter for henholdsvis "Årets danske sanger", "Årets danske album" og "Årets danske popudgivelse". Skaber røre til prisuddelingen ved at oversprøjte den ene statuette med guld-spraymaling.

1998

Spiller en række koncerter med Lisa Nilsson og Radioens Underholdningsorkester, men arbejder fortrinsvis som billedkunstner.

1999-2002

Har numre på en række soundtracks og kompileringsplader og arbejder i øvrigt som billedkunstner.

2003

Det delvis akustisk baserede album Save Me From This Rock'n'Roll udkommer.

2004

Turnerer elektrisk.

2005

Turnerer akustisk.

ANNONCE