De aldrende herrer er klar til at vise Aarhus, hvor dansk rock kommer fra
Til næste år bliver det muligt at opleve duoen, der går for at være foregangsmænd for dansk folkrock. Skousen og Ingemann lægger vejen forbi VoxHall den 11. april. I 1971 udgav de albummet "Herfra Hvor Vi Står", der i dag stadig betragtes som en vaskeægte milepæl i dansk rockhistorie.
Skousen og Ingemann, der gjorde sig i mere eller mindre psykedelisk folkrock, men som også fra starten var inspireret af gamle danske folkeviser, talte foruden Niels Skousen (sang, guitar) og Peter Ingemann (sang, bas) blandt andre sangeren og guitaristen Stig Møller, som også slog sine folder i Steppeulvene - et band, hvis afdøde frontmand Eik Skaløe tjente som stor inspirationskilde for d'herrer.
Bandet udgav yderligere et par album op igennem 70'erne og blev gendannet i 2011, da 40 års-jubilæet for "Herfra Hvor Vi Står" blev fejret med en voldsomt anmelderrost koncert på VEGA. GAFFAs anmelder Torben Holleufer kvitterede med seks stjerner med ordene:
- Dette var en koncert af de helt sjældne. Af den slags som der vil gå frasagn om, der vil tale om sitrende øjeblikke og effekten af, at en samling fantastiske sange har fået lov til at lagre i fire årtier og nu bliver sunget ud som af en stemme, for fuld hals med lykkelige smil overalt. For de var der, de gamle 68'ere, i stort tal, og der var rigtigt mange som snildt kunne være deres børnebørn, men som i en stor fælles vibration blev til et. En aften, der var grænseløs og af det stof, som myter er gjort af.
Billesalget foregår via Fondenvoxhall.dk og i Stereo Studio.