Nyhed

Bryan Ferry til Danmark

Den stilfulde crooner giver tre danske koncerter til efteråret

Den altid stilfuldt klædte engelske rock- og popsanger Bryan Ferry gæster Danmark igen til oktober i år med tre koncerter i København, Randers og Esbjerg. Bryan Ferry gav sidst koncert i Danmark i august 2013 – dengang med The Bryan Ferry Orchestra og et jazzet program. Denne gang vender Bryan Ferry tilbage til pop-rock-rødderne og medbringer derfor et rockband med blandt andre den danske lead-guitarist Jacob Quistgaard. Repertoiret ved koncerterne vil blive et genhør med de mange rock- og pophits, som Bryan Ferry har haft gennem tiden, både solo og med Roxy Music, heriblandt sange som "More Than This", "Avalon", "Slave To Love" , "Dance Away" og "Jealous Guy".

Bryan Ferry var i 1970 med til at danne den sofistikerede rockgruppe Roxy Music, og fra start var han gruppens leder og skrev næsten alle gruppens numre. Allerede i 1973 udsendte Ferry dog sit første soloalbum, "These Foolish Things" – et album udelukkende med fortolkninger af klassiske rockhits. I 1976 besluttede Roxy Music at holde pause på ubestemt tid, og Bryan Ferry benyttede tiden til at indspille yderligere tre soloalbums, inden gruppen fandt sammen igen, for dog i 1983 at gå i opløsning. I 2001 blev den gendannet og har siden været samlet ad flere omgange, dog uden at udgive ny musik. Ferry har sideløbende indspillet en lang række soloalbum, både albums med fortolkninger og udspil med egne numre, blandt andet "As Time Goes By" med amerikanske klassikere i 1999 og "Dylanesque" fra 2007 med lutter Bob Dylan-numre.

Bryan Ferrys seneste album er det jazzede "The Jazz Age" fra 2012. Hans koncert i Mølleparken i Sønderborg i august 2013 fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Stine Lykkebo under overskriften "Alle tiders Aristocat".


Bryan Ferry kan opleves følgende steder:

Tivolis Koncertsal
Tirsdag den 21. oktober 2014
Billetsalg: www.tivoli.dk / 33 15 10 12

Værket, Randers
Torsdag den 23. oktober 2014
Billetsalg: www.vaerket.dk / 89 13 51 10

Musikhuset Esbjerg
Fredag den 24. oktober 2014
Billetsalg: www.mhe.dk / 76 10 90 10

Billetsalget til koncerterne starter den 5. maj 2014, 10:00.


Se musikvideoen til Roxy Musics "Avalon" fra 1982:

ANNONCE