Derfra hvor de står – en samtale med Skousen & Ingemann - Del 2

Sig titlen "Herfra hvor vi står," og du kan næsten mærke den salige nostalgi sænke sig og chillumrøgen bølge dovent gennem lokalet. Skousen & Ingemanns første album fra 1971 er imidlertid ikke "bare" et stykke guldrandet hippie-nostalgi, men også en regulær rockhistorisk milepæl herhjemme, hvor den står som et tidligt og fornemt eksempel på den særegne sammensmeltning af fin- og folkekultur, som fandt sted i de år.

Folkeviser, fjernøstlig filosofi og en fin fornemmelse for den simpelt, gode sang mødtes på "Herfra hvor vi står," som siden fik følgeskab af "Musikpatruljen" (1972), "Lykkehjulet" (1976) og endelig "Forbryderalbum" (1978) inden Skousen & Ingemann pakkede sammen ved udgangen af halvfjerdserne. For Niels Skousen begyndelsen på en over tyve år lang pause fra musikken – for Peter Ingemann starten på et nyt kapitel i en karriere, som også har inkluderet en årrække i Kim Larsens band Bellami.

I næste uge er der så en sjælden mulighed for at opleve de gamle makkere sammen på scenen, når de på torsdag og fredag (den 10. og 11. april, red.) giver koncert på henholdsvis Ishøj Kulturcafé og århusianske Voxhall. Siden følger jobs på sommerens musikfestivaler i Jelling og Kløften, foruden et større arrangement på Nemoland på Christiania, hvor Skousen & Ingemann stiller op side om side med gamle kolleger som Burnin' Red Ivanhoe, Young Flowers og Stig Møller.

Hjørnesten

GAFFA benyttede anledningen til at sætte de to 70-årige herrer i stævne i Ingemanns arbejdsværelse i Hellerup, og med god, stærk kaffe som eneste stimulans kom samtalen omkring såvel den aktuelle genforening som Skousens tekstunivers, I Ching, vigtigheden af en god hookline og loven om euforiserende stoffer. Du kan læse anden og sidste del af det veritable maratoninterview nedenfor. Første del blev bragt i går.

Ingemann: Da "Herfra hvor vi står" udkom, viste den sig at drøne derudad salgsmæssigt. Efterfølgende skete der så det – og så kommer vi igen ind i noget marketingsteknisk, for det var jo før tingene skulle gå så helvedes stærkt som i dag. Dengang lavede man nye film i syv-otte kopier – i dag laver man firs.

Det har du sikkert lagt mærke til; når der kommer er en ny film, har den gerne premiere over hele landet på samme tid, helt ud til den yderste flække. For du har tre uger, og så kommer den næste, ikke? Sådan er det også gået med musikken, og det går hurtigere og hurtigere. Men "Herfra hvor vi står" var så stabilt sælgende, at den lå nummer et på hitlisten stort set hele året. Vi fik virkelig vendt et blad i den her historie, og så tror da pokker at den er blevet til en hjørnesten, og noget som folk vender tilbage til – en klassiker.

S: Det var også den sommer, festivalerne kom til Danmark....

I: Multimusikfestivalerne, og Fælledparken....

S: Men allerførst var det Djurs Festival og så kom Nyborg Festival.....

I: Vi spillede også til den allerførste Roskilde Festival, og der kan jeg huske at vi havde tømt alle byens musikforretninger for gear, som blev stablet op på scenen. Jeg ved ikke, om du kan huske det, Niels? (….) I dag sidder jeg blandt andet med i Styringsrådet for Rockmuseet (i Roskilde, red.), sammen med festivalen, RUC, Vikingemuseet og sådan nogle.

Det er jo en anledning til at få afprøvet, om mine historier er korrekte, og jeg sagde til dem at "nu har I lavet hele det her katalog (over festivalens historie, red.)...hvorfor står der ikke nogen steder, at Skousen & Ingemann var med til at åbne den første festival?" Men det var altså "år 0," fik jeg så at vide, ha-ha. Så vi kommer altså fra år nul....og det er vel nok det rummeligste ciffer, der overhovedet findes.

Men den plade solgte altså voldsomt, og vi blev pludselig topnavne i alle mulige forskellige sammenhænge. Og videre fra jamsessions nede i Per Kofods bogcafé blev det så et party à la The William Blakes – dem der er hjemme, tager med. Jeg kan blandt andet huske ham den lille lys-krøllede, som spillede tværfløjte...

S: Finn. Vi skulle engang spille udendørs i Kolding sammen med den finske gruppe Kebnekaise, og Uglebjerg var ikke kommet – vi havde altså et trommesæt, men ingen trommeslager. Så sagde vi "Finn, du tager trommerne!" Og det gik sgu da fint. Det var ikke noget, vi undrede os over. Vi sagde "Det er da klart!"

I: Og sådan var det hele den sommer. Så skete der det, som Niels så fint beskrev før: Den proces blev efterhånden lidt for komprimeret, der blev lidt for meget workshop og for lidt.....anyway, vi cleanede ud i miljøet, lavede Musikpatruljen – med Tømrerclaus, Uglebjerg, Bjørnø, Niels og jeg. Så kørte vi med det en periode og lavede den plade, der nu kom ud af det.

Parallelt med det udgav Niels jo soloplader op gennem halvfjerdserne; "Jeg vender mig i sengen," "Palads af glas" og så "Landet rundt del 1 og 2"...eller del to er vist ikke rigtig kommet. Efter Musikpatruljen lavede vi så et nyt hold, med Thomas Grue, Uglebjerg....

S: Og Møller....

I: Og så skulle de vist ud at spille med Lone Kellermann, hvorefter vi kørte en korte periode med Ulla Tvede fra Shit & Chanel på trommer. Men efter at Uglebjerg og Thomas Grue var smuttet, blev det meget tydeligt at der var en eller anden form for ubalance i gruppen – og så kørte vi med forskellige trommeslagere og lavede den nye konstellation med Finn Gustafsson og Poul Halberg.

På den måde gik halvfjerdserne, med forskellige sammensætninger men hele tiden med Skousen/Ingemann i front. Så kom vi ind i firserne, og der skete jo mange mærkelige ting deromkring. Både Røde Mor, Gasolin' og altså også Skousen & Ingemann stoppede med at spille, og jeg røg med Troels Trier og lavede en masse revyer...nærmest en slags stand-up. Og da Kim (Larsen, red.) så kom hjem fra Amerika, begyndte min "lange pause."

Sceneskift

Ingemann: Det var virkelig stordrift med Larsen og Bellami, og de syv-otte år jeg spillede med dem var fascinerene at opleve. For det første havde jeg hele tiden synes, at det dér Gasolin' var noget underligt noget. Men da oplevede jeg....vi lavede noget, der hed Gorilla Galla, som var den sidste gang de spillede, og der kunne jeg pludselig se poesien i dét band. Og selvom det skal handle om Skousen & Ingemann nu, vil jeg da ikke lægge skjul på en anden af mine floskler...

Historien om Kim og Gasolin' er i den grad historien om den grimme ælling. De kom senere i gang end alle os andre, de var kluntede – men de havde så helvedes meget energi, at det bare var om at komme af vejen. De møvede på og skulle bare frem – og det var jeg sgu ikke opmærksom på; jeg havde nok at se til, der hvor jeg var henne. Men efterfølgende....jeg vil vove at påstå, at de endte med at blive den smukkeste blomst i haven.

Med de store klassikere, de har lavet, er det store brag af en efterdønning jo totalt begribelig og forståelig. Så meget saft og kraft var der i det. Og det var dybt fascinerende for mig.....lange turnéer fra juni til december, fem dage om ugen uden pause. Hele den store produktion, hele Skandinavien, Færøerne, Island og Grønland - det var helt svimlende.

Men i de syv-otte år var jeg jo så ude af miljøet, om man så må sige; jeg var så meget inde i den boble. Det var mens Niels også tog sin pause. "Kielgasten" var det sidste, jeg lavede med Kim, inden jeg tænkte at "nu er denne her periode forbi."

Og da jeg kom tilbage i starten af halvfemserne, begyndte jeg at dykke ned i mit gamle miljø – ikke mindst med Stig Møller, som jeg stadig tager ud og spiller med i dag. Men da oplevede jeg, at der rent socialt var sket et voldsomt sceneskift i vores branche.

Alle brancher har en pionertid, hvor det er idéerne der tæller, og hvor der er en meget direkte kontakt mellem udøverne og publikum. Så bliver det hele etableret – og da vi kom til halvfemserne var det så oven i købet blevet institutionaliseret, der var gået offentlig støtte i den.

Og der kunne jeg bare konstatere, at forskellen på om du var oppe i A-kæden og kunne lave store, selvstændige koncerter og sælge hundredetusinder af plader, og så de andre - den forskel var blevet væsentligt større. Der var sket en polarisering.

Ikke nødvendigvis på bundlinien, dog – for dem, som ikke var oppe i A-kæden, tog ud og spillede deres ting til tarif og på spillesteder og så videre. Og dem med de store produktioner var nødt til også at have et crew, en masse management og sådan noget. Så de endte med mere eller mindre det samme.....selvfølgelig var der nogle enkelte, som fik bygget nogle værdier op, men alligevel.

S: Haha, ja, det er rigtigt....

I: Hele det med at producere rationelt....du kan tage et anonymt band, som tager ud og spiller op til fest og ballade og så en stor, toneangivende gruppe over nogle sæsoner: Det er et spørgsmål om at producere det rationelt. Og du kan på et hvilket som helst niveau lave en rimeligt anstændig levevej af det – det er min påstand. Men det kræver nogen, som har blik for det og sørger for at tingene passer sammen.

Tallene taler

Jeg kan ikke huske, hvor jeg har hørt anekdoten, men er det rigtigt at din egen flair for tal åbenbarede sig for dig under et LSD-trip engang, hvor du pludselig kiggede op og udbrød "Tallene taler"? Og hvor foregik det egentlig?

Det er fuldstændig autentisk. Men ja, hvor foregår et LSD-trip egentlig henne? - det er lidt svært at vurdere...... (almindelig latter, red.). Out of nowhere, vil jeg nok sige. Men selve bemærkningen "tallene taler" blev så en af mine floskler, som jeg så bar på siden hen.

Jeg tror historien var, at vi havde spillet til en af Multimusikfestivalerne.....jeg kan godt lide at få tingene til at stemme og så havde jeg siddet en hel nat og ledt efter en eller anden difference. Jeg ved ikke, hvad det er man oplever på et LSD-trip – men det er i al fald noget andet. Og det er måske noget som er der hele tiden, men som kun bliver åbenbaret under de omstændigheder.

Jeg kan huske, at jeg engang sad og kiggede på en 100-krone-seddel, og ud fra den energi den havde kunne jeg simpelthen fornemme og se, hvor meget den havde været i omsætning. Hvor mange, der havde sat deres fingeraftryk på den......det er dét røngtenblik du får under de omstændigheder.

Noget af det bliver en erfaring, du tager med tilbage til din clean tilstand – og jeg vil sige, at jeg har arbejdet så meget med økonomi i mit liv, at jeg faktisk har sådan en evne til at scanne hen over en sammenhæng og fornemme om tallene er røde eller blå, minus eller plus. Jo, tallene taler til mig. Omkring tal vil jeg i øvrigt sige, at det er 3, 4 og 5 – det er de tre tal, det hele handler om.....

Det må du uddybe.....

Alle tal er indeholdt i de tre tal. Tre gange fire er tolv og fire gange tre er....0 er det mest rummelige tal, det har vi lige talt om, og 1 er bare røvkedeligt. To går op i alt det andet, men 3, 4 og 5....

S: Syv.....

I: Nej, primtallene er ikke med. Dem holder vi uden for, de har deres eget selvstændige liv....

S: "Jeg har altid følt mig som et primtal"......

Nu vi fik åbnet op for stimulanserne vil jeg da også godt lige omkring hashen, som jeg har indtryk af spillede en stor rolle hos jer dengang. Nu ved jeg ikke, hvorvidt eller hvor meget I ryger i dag, men er det efter jeres opfattelse for eksempel rimeligt, at vi stadig har en lovgivning hvor man kriminaliserer den store og diverse gruppe af brugere? Og Niels, mener du som tekstforfatter at netop det rusmiddel kan have en frisættende effekt på kreativiteten...kan man bruge hash kreativt?

S: Det kan man godt, og det er blevet gjort.....men jeg synes ikke, at man kan sige noget generelt om det. Det er en meget svær diskussion, synes jeg faktisk. Ikke fordi jeg ikke vil tage stilling til det, for det vil jeg gerne. Jeg synes bare at.......det er jo sådan med alle rusmidler, ikke?

De har noget, fordi de påvirker din hjerne så der kommer lidt mere gennemtræk i hovedet....og så bliver det jo også et spørgsmål om, hvad der er inde i hovederne på folk. Alle rusmidler har en bagside. I starten, da hashen kom, var der en mere følsom indgang til det.....det var ikke bare noget, man forbrugte helt vildt. Folk gik ikke rundt med kæmpe klumper; det var ikke så meget, man havde...

I: Du taler med et par eksperter, det er du godt klar over, ikke?

S: Man sad heller ikke og røg hele dagen, dengang. Der var en eller anden festlighed over det i starten, og der var noget socialt omkring det. Man sad ikke og røg alene, i al fald ikke i starten. Man gjorde det sammen, og så lyttede man til noget musik eller snakkede.

Men ja, der bliver gennemtræk i hovedet; der bliver luftet lidt ud og pludselig bliver nogle ting forstørret og andre formindsket. Og derfor bliver landskabet lidt anderledes at se på – og det er jo altid godt, når det gør det. Men det er også klart, at alle rusmidler har den bagside, som rusmidler nu har:

Hvis man bliver afhængig af dem – så er det rigtig dårligt. Simpelthen. Så kan det hele gå i stå, og så er der pludselig ingen farver mere. Så er det bare gråt i gråt.

I: Det er vigtigt, at hvis man benytter sig af stimulanser – så skal det være på et overskud. Fordi du er midt i en fest eller skal have gang i den på en anden måde og så lige kan få et ekstra skub på den måde. Omvendt – og det er det, Niels taler om – hvis du gør det, fordi du tror du ikke kan klare den uden, så skal du bekymre dig. Så er der noget galt. Det skal gøres på et overskud.

Men debatten kører jo lige for tiden omkring de lande og stater, der frigiver marihuana. Det er jo også fordi, at stoffet er eksotisk: Det kommer fra andre kulturer, mens vi har været vant til alkohol lige siden vikingerne. Der ligger altså også noget kulturpolitisk i, at vi slæber rundt på et forbud.

Alkohol kan være afsindig livsfarligt og slidsomt; en brandert gør dig måske lidt bøvet, simpel eller aggressiv – mens det, der frem for alt sker med tjaldrygningen er, at det er så antiautoritært. Visse ting, som samfundet gerne vil have at du skal tage alvorligt, kan du ikke tage alvorligt.

S: Ja....

I: I de dér debatter bliver folk nogle gange spurgt, om de selv har prøvet at ryge, og svarer så "ja, én gang." Men rent teknisk: Det kan simpelthen ikke passe, for første gang virker det ganske enkelt ikke. Når du ryger tjald første gang, dannes der et stof i hjernen, således at du er klar til at modtage næste omgang. Og så kommer effekten i gang.

Jeg var vant til fra jazzmiljøet, at det var bittesmå klumper – man lagde sølvpapir henover en pibe, og så lagde man lidt ovenpå. Så blev man lidt bimmelim af det....men da jeg kom ind i rockmiljøet var det altså store klumper og tobak. Men det sociale var intakt, til forskel fra da det pludselig blev smart med coke og andre ting. Det var sådan noget med, at nogen forsvandt ud af festen og hen i et hjørne i en lille lukket klub....

S: Det er rigtigt....

I: Men det ville være hyklerisk af mig at gøre andet end selvfølgelig gå ind for en legalisering af hash – selvom jeg også erkender, at der er problemer med det, ligesom med så meget andet. Det sidste nye er jo de her tests de kan lave, også ude omkring Fristaden og sådan nogle steder.

Ballonen, man puster i, har vi kendt i mange år – men med de nye tests er det sådan, at hvis du har røget en joint må du teknisk set ikke køre bil i tre-fire uger. Og det er jo dybt vanvittigt. For når rusen er overstået, er du fuldstændig nøgtern – også selvom det kan spores i dit blod, eller hvor de nu tester.

Du kan sagtens køre bil. Til forskel fra, hvis du har taget et LSD-trip – det kan du ikke spore efter fem minutter, men jeg ville fandeme nødig ud at køre bil på syre. Til spørgsmålet om, hvordan det så er gået sådan to gamle hashvrag her, så vil jeg sige: Hvis jeg blev stoppet i min bil ved sådan et checkpoint der, så ville jeg blive busted – fordi der ville være spor efter den sidste joint.

Og det er jeg selvfølgelig ret irriteret over, hvorfor jeg så også har taget mine forholdsregler. Der er visse steder, jeg ikke kører bil længere, for det vil jeg ikke udsættes for; det er det simpelthen ikke værd. Miste kørekortet i tre år og en ordentlig bøde oven i hatten.

I Christiania-sammenhæng sidder jeg i sådan nogle dialogmøder med blandt andet politikere og politiet, hvor jeg har nævnt denne problematik. "Det er forbudt, sådan er reglerne," får jeg så at vide. Men hvorfor fanden skal trafikloven bruges til at varetage det forbud?

S: Ja, det er fordi de har kørt det over i trafikloven, og det er helt forkert. Det er æbler og pærer, som er blevet blandet sammen.

I: Men den første prøvesag er på vej, Knud Foldschack er i gang med at prøve at lave en proces og en afprøvning i retten af, om det virkelig kan være rimeligt.....

S: Dem, der gerne vil have de forbudt, vil bruge et hvilket som helst argument for at få det forbudt. Længere er den ikke. Det er jo dér diskussionen opstår: Der er simpelthen nogen, som synes at det skal være forbudt.

I: Jeg hørte en politiker-dame, jeg tror hun var fra det p.t. næststørste parti herhjemme, som blev spurgt om det for nylig, og hun svarede sådan set meget ærligt. Hun sagde "jamen, jeg vil bare ikke have at folk ryger hash, for de bliver.....anderledes."

S: Det er virkelig klar tale.....

I: Ja, det er sgu da til at forstå. Omkring effekten af det er det vigtigt for mig også at give Niels ret i det med, at man ikke kan generalisere om noget som helst i den sammenhæng. Jeg kan huske, at i min ungdom – da var det dødfedt at spille noget musik, hvis man lige havde røget sig en tjald. Du fik en større følsomhed, kunne virkelig komme ud på de tynde grene.

Og det var ikke bare noget, man bildte sig ind: Nogle af de musikalske strukturer, man blev udsat for, lykkedes nemmere, når man var i den tilstand. Mit forbrug er på en helt anden måde i dag, selvom jeg vedkender mig at jeg ikke ville kunne passere sådan en test i dag. Hvis jeg skal ud og spille, kan jeg ikke blive clean nok. Jeg er fuldstændig straight – og det bliver jeg så høj på, om man så må sige.

Og hvis jeg kommer for skade at ryge på en joint inden jeg skal spille.....det kan jeg ikke bruge til en skid. For musik er bevægelse og forandrer sig hele tiden. Og så opstår der så mange muligheder, at det ikke er til at have med at gøre. På den måde kan man bruge det på forskellige måder i forskellige faser – men jeg kan ikke bruge det til at spille musik mere. Det bliver det for ubeslutsomt af, og det duer jo ikke.

Opbrud

Efter den første plade sagde I farvel til Stig Møller og beholdt Tømrerclaus – angivelig fordi det åbenbart ikke fungerede med de to på samme tid. Hvad lå bag den beslutning?

S: Ja, hvordan var det egentlig.....jeg vil sige det på den måde – og det har jeg også skrevet – at Stig jo selv var en stor solist. Jeg tror nok selv han følte, at det var meget sårende dengang. Jeg kan ikke huske, at han blev "fyret" som sådan.....

I: Det kan jeg heller ikke, men det kan jo have været vores overfladiskhed. Hvis Møller oplevede det sådan som han tit og ofte har beskrevet det, så er det jo lige så reelt som vores holdning. Vi har bare været et andet sted henne og har skulle tynde lidt ud i bandet - og der virkede det altså som om....

S: Det virkede som om, han også godt selv ville gå sine egne veje.....

I: Men altså, det er rigtigt nok, at Stig ikke kom med omkring det hjørne. Men så dukkede han jo op igen senere.....

S: Jeg tror da også nok, der var lidt hvor de stod og hakkede på hinanden musikalsk....det tror jeg faktisk.

I: Gjorde de virkelig? Ja, når du hører de dér guitarsoli på "Herfra hvor vi står," er den ene flottere end den anden. Møllers elektrisk forstærkede, akustiske guitar og den smerte, som kommer ud dér – og så Claus' wahwah-guitar, ikke?

S: Ja, men hen ad vejen - da vi havde spillet en masse jobs, - begyndte de at skændes lidt, rent musikalsk.

I: Hvis jeg skal give det en forklaring nu og her, vil jeg sige, at vi jo også endte i en situation, hvor vi havde hele det her katalog: Niels skulle have knaldet sine sange af, jeg skulle have knaldet mine af og Møller havde også nogle sange. Til sidst var sættene ikke lange nok, og måske har det været det...jeg ved det ikke.

Men der har aldrig været tale om, at vi har siddet og vurderet hinanden som sådan – og hvis Stig har oplevet det som, at han blev "sat af," så kan jeg jo ikke tage den oplevelse fra ham. Men det er jo ikke noget, som har forhindret os i at komme sammen efterfølgende – og i dag spiller jeg ret meget med Stig.

Men når vi ved tidligere lejligheder har vendt tilbage til det her, så har det heddet Flower Pot Party (i 1990'erne, red.) eller Hippie Galla (i 2013, red.) - denne gang kalder vi det bare, hvad det er: Skousen & Ingemann.

"Musikpatruljen" er en markant anderledes plade end "Herfra hvor vi står," selv om der kun er godt et år imellem. Man kan nok også argumentere for, at sidstnævnte er en mere helstøbt plade, i ordets egentlige forstand.....hvor de efterfølgende netop bærer præg af, at I har hver jeres sange.

S: Det var fordi, vi blev en gruppe – sådan var det i Beatles, sådan var det i Stones, sådan var det alle steder. Det skulle være en naturlig ting, at man gav plads til hinanden.

I: "Herfra hvor vi står" er Nielses sange hele vejen igennem. Og i forhold til den åbne fest i starten, blev vi jo mere konventionelle som band....kom med vore forskellige bidrag hver især.

S: Det kan man godt sige.....men hvorfor fortsatte det så ikke, spørger du, Peter. Tja, måske fordi vi var lidt konfliktsky og ikke sagde "det gider jeg fandeme ikke, den sang skal fandeme ikke med" og den slags.

I: Du lavede jo så dine soloplader ved siden af....

S: Ja, og jeg kan da også spørge mig selv, hvorfor jeg ikke fik lavet en samling sange, som jeg kunne præsentere for jer, i god tid. Som faldt naturligt ind. Der gik ret lang tid....

I: Ja, det med timingen bemærkede jeg godt. Jeg bemærkede også – rent lavpraktisk – at vores samarbejde altid var baseret på det repertoire, du havde skabt, på forhånd. Hvorimod at når du så lavede nye sange – så lavede du dem til dine soloudgivelser.

Om det så har været fordi, du har villet have dem for dig selv, ved jeg jo ikke. Som sagt før: Vi kan sidde og analysere og beskrive – men der har ikke været tale om en bevidst adfærd eller strategi. Tingene skete bare på den måde.

S: Det faldt fra hinanden, altså.....når jeg hører "Musikpatruljen" i dag kan jeg godt høre, at numrene har meget, meget forskellig karakter. Det er meget uegalt.

I: Det er trods alt de samme mennesker, der spiller. Historierne er lidt forskellige....

S: Sounden på de forskellige numre er fuldstændig forskellig. Der er ikke nogen fælles sound. Gasolin' fik jo en fælles sound, ikke?

I: Ja, okay. Men på "Musikpatruljen" har vi alligevel "Bondens klage," "Den fremmede," "Skoven, dyrene og mig selv"...jo, forskellige sange. Men sange, vi mindes med stor kærlighed. Jeg synes personligt – måske også fordi jeg er mere faglig indstillet i forhold til det – at "Lykkehjulet" er en stinkefed plade.

Der har vi Anders Koppel med, og man hører en afsmitning fra tidens tendens. Den fik vi meget positiv respons på – der synes folk virkelig, de fik indblik i hvad vi kunne som band på det tidspunkt. Men det er et Skousen/Ingemann-projekt, og ikke en Skousen-plade som sådan.

S: Møller havde også en stor afdeling....

I: Ja, vi gik meget op i den opdeling; tre-fire-fem sange hver. Stig havde blandt andet "Hannah"-sangen, som er en fantastisk kærlighedssang......

Hvorfor er Møller egentlig ikke med ved de kommende koncerter?

S: Det ved jeg ikke.....

I: Når du spørger til Stig.....altså, jeg har den personlige selverkendelse, at jeg er sideman. Jeg kan fylde meget og præge tingene, men alligevel. Og grunden til, jeg er sideman – det er, at hvis jeg spiller med Møller, Skousen, Kim Larsen eller Troels Trier, eller arbejder med Erik Clausen, så har jeg forskellige roller i hvert enkelt projekt.

Hvorimod en solist er exactly the same, lige meget hvilken sammenhæng du anbringer vedkommende i. Den symbiose, jeg beskrev med Niels, på en måde det jeg skal med alle de forskellige kunstnere. Og alt det, jeg får ud at spille med Stig - det er en afdeling, som jeg ikke dyrker med Niels.

Hvorimod det, jeg laver med Niels - det kan jeg ikke dyrke med Stig. På den måde er de ekstremt forskellige temperamenter, det må man sige. Hvor Stig er sådan en, som vil lægge arm og gå til den – der er næsten noget jazz i ham – er Niels meget mere...kultiveret, om du vil. Det lyder måske forkert, men jeg tror, at du forstår hvad jeg mener. Det er et helt andet hensyn, man tager som sideman der.

Stig er meget karismatisk, der er næsten ikke nogen, som er mere tilstede – og jeg nyder den nærhed, han er med til at skabe, enormt meget når vi spiller sammen. Og som vi også viste ved Vega-koncerten, så kan Stig sagtens træde i baggrunden og bare ved med på fill-ins – men han er bare ikke sideman, det er han altså ikke. Det er jeg – han er ikke.

Jeg ved, at Niels også krediterer Stig meget – historien er jo, at det var Stig som lærte Niels at spille guitar. Men at administrere to så forskellige i samme band – det er godt nok tricky. Og både af hensyn til det, som kommer ud af det ved de kommende koncerter, men også af hensyn til os selv – ja, så gør vi fuldstændig, som det passer os.

Jeg har skide meget lyst til at spille med Stig på de vilkår, jeg spiller med ham – men når jeg skal ud og spille med Niels i dag, har jeg i den grad lyst til at gøre det så rationelt og clean, som det er, når vi spiller med to så gode musikere som Peer Frost og Hans Fagt. Som lægger nogle fuldstændig stabile rammer omkring det, ikke? Sådan har vi valgt at gøre det nu.

Vi har også været afsted bare os to, i Aarhus (ved en lille række minikoncerter i Den Gamle By i 2013, red.). Men som jeg sagde før; når vi så mødes ovre i Jelling, så skal vi da lave et eller andet med hinanden....

S: Ja. Det er altid skønt....

I: Jeg ved jo, hvor meget du krediterer Stig Møller, Niels...vi er begge to store beundrere af Stig: Det var noget af et svendestykke, han leverede til Eik Skaløe, ikke? Den fantastiske hjørnesten (Steppeulvenes eneste lp "Hip," 1967, red.)...og der kan du igen se, hvor meget idéen betyder.

Det var ikke nogen særlig velproduceret plade, og der er masser af bøffet – men for helvede, hvor selve den kompositoriske struktur, Stig lagde ind til Eiks tekste og den måde det blev leveret på, et godt. Det er skidegodt.

Efterdønninger

Noget andet, som løbende er blevet diskuteret – ikke mindst de senere år - er, hvilke aftryk ungdomsoprøret egentlig efterlod. En del var ren utopi, men nogle ting har måske også sat sig spor.....hvad tænker I om det? Sad I desillusionerede tilbage, da bølgen ligesom havde lagt sig?

I: Tja, Niels har jo skrevet en sang om det...."en bagskid fra '68"... ("68," red.)....

S: For tiden sidder jeg og læser om revolutionerne i Europa i 1848, som var et europæisk forår som svarer til det, der sker i Mellemøsten og Nordafrika i disse år. Og det der slår mig ved '68 er, at den frigørelse som fandt sted – og som i øvrigt også fandt sted i 1920'erne – skal åbenbart efterfølges af en fuldstændig reaktionær bevægelse. Sådan er det åbenbart; det er måske verdenshistoriens pulsslag.

Men det, der skete, var jo at autoriteterne blev rystet. Og autoriteter har det på den måde, at det bryder de sig ikke om. Og efter at autoriteterne var kommer sig over chokket – da er de efter min mening sat ind med en ny, autoritær bevægelse. Jeg synes at tiden i dag er mere autoritær end nogensinde.

Og det som er kommet med fra '68, det er jo noget som 68'erne ikke selv har opfundet, men som kom med modernismen: Individualismen. Individualismen var en meget stor del af ungdomsoprøret; alle skulle frigøre sig selv og så videre. Der var også det kollektive i det – at man mente, at individet kunne frigøre sig bedst ved ligesom at gøre det sammen med kollektivet. At man inspirerede hinanden, og så videre og så videre.

Da demokratiet slog igennem og slaveriet blev ophævet i 1800-tallet, havde man nogle idéer om, at det ville udvikle menneskerne på en ny måde at blive frisat. Og ganske rigtigt, for hvad skete der efter revolutionerne: Udvidelse i hele samfundet, idéerne blomstrede. I dag er individet ligesom blevet en vare, man skal sælge sig selv, være noget, kunne markere sig selv.

Og det mærkelige er....det bedste billede på vores individualisme i dag er faktisk at gå ind og se på en Adidas-forretning: Du kan få lige den sko, du vil have – men den er lavet på den samme fabrik. De bliver solgt i alle lande. Og det er jo egentlig en mærkelig individualisme, ikke?

Skousen & Ingemann kan opleves live i Ishøj Kulturcafé den 10. april og dagen efter på Voxhall i Aarhus. Du kan købe billetter til begge koncerter her.