Hvor de vilde blomster gror – en samtale med Annisette Koppel - Del 2

De er vel nok det danske band, som med størst sandfærdighed kan siges at have såkaldt "internationalt format." Ikke mindst i karrierens tidlige år, hvor mødet mellem de klassisk skolede brødre Thomas og Anders Koppel, et par kompetente kolleger og den lille Annisette Hansen med den kæmpestore stemme kastede en række regulære rockklassikere af sig – fra den selvbetitlede debut i '68, over mesterstykker som Your Daily Gift og Wild Child til Babylon, som blev det sidste album, inden Anders Koppel takkede af i '74.

Anekdoten om, hvordan en lukrativ, amerikansk pladekontrakt strandede på gruppens veto mod at tage til Vietnam og spille for de amerikanske tropper, siger i en vis forstand det hele om en gruppe, som alle dage har fulgt deres helt egen dagsorden. Gennem utallige udskiftninger har gruppens altoverskyggende omdrejningspunkt været Annisette Koppel, som efter ankermanden Thomas Koppels utidige død i 2006 valgte at føre Savage Rose videre med et kompetent hold af yngre musikere.

På torsdag indleder Savage Rose en ny turné på VoxHall i Aarhus, mens et nyt studiealbum er på trapperne, og GAFFA blev i den forbindelse inviteret indenfor i Annisettes hjem i Københavns Sydhavn en dag i begyndelsen af februar.

Det blev til en regulær tour de force gennem den respektindgydende karriere, og du kan læse det ekstensive interview her på GAFFA.dk hen over denne weekend. I dag bringer vi anden del, hvor Annisette blandt andet fortæller om sin kræftsygdom og utrolige helbredelse, uudslettelige oplevelser i palæstinensiske flygtningelejre i starten af firserne og årene i Los Angeles sammen med livsledsageren Thomas Koppel.

Håbet

Jeg vil også gerne tale lidt om dit tekstunivers. Helt overordnet kan man veltillade sig at sige, at idealismen – freds- og kærlighedsbudskabet – er gennemgående. Jeg vil gerne spørge dig, hvor du finder næring til den optimisme og det håb, som i høj grad er til stede i teksterne?

Jamen, uden det kan man jo slet ikke komme videre. Jeg bliver ked af det, hvis jeg kan mærke at folk er faldet ned og ikke kan komme op. Hvor de mister troen på en masse ting. Jeg har selv været nede og vende... jeg fik kræft for godt 17 år siden, og jeg følte mig egentlig ikke syg; de eneste, der gik og hang med hovederne, var familien. Jeg gik og trøstede dem alle sammen, ha-ha.

"Hold nu op," sagde jeg. "Jeg er ikke syg – vi skal bare videre, jeg har så meget lyst til at lave den næste plade." På det tidspunkt var vi gået i gang med "Tameless." Jeg foreslog, at vi skulle rejse til Los Angeles, hvor vi kendte nogle musikere; komme over og få en vitaminindsprøjtning og noget varme, simpelthen. Det var Thomas helt med på, og ungerne var også indforstået med at vi tog afsted. Vi skulle bare være af sted tre måneder, men endte med at blive der i ni år.

Klimaet var fantastisk, og jeg kom af med en hel masse stress og ting, jeg havde været igennem omkring en teaterforestilling, som gik helt i sort (forestillingen "Bella Vita," red.). Det var efter den forestilling, at jeg fik konstateret kræft-knuden. Jeg havde set begge mine forældre dø af kræft og kunne godt se, at det med kemo var en fejlslagen vej. At stå og hælde gift på et træ og se det gå ud bagefter, ikke?

Jeg kunne de det på mine forældre; hver gang de havde fået kemo, røg de ned igen...de kom måske lidt op i løbet af ugen, så fik de den dér indsprøjtning og blev slået tilbage igen. Så døde de til sidst, og jeg tror, at det var kemoterapien, som slog dem ihjel. Så det ville jeg ikke have, og hospitalerne sagde at "så kan vi ikke hjælpe dig" og at jeg i øvrigt skulle vide, at der kun var 2%, som overlevede uden kemo.

Dengang boede vi også her i haveforeningen, men lidt længere oppe ad vejen i det hus, hvor Billie og Frank (Koppel og Hasselstrøm, datter og svigersøn, red.) bor i dag. Og alle naboerne og vennerne kom med råd om vitaminer, grøntsager og så videre, som de havde læst om – og pludselig samlede der sig et fuldstændig logisk mønster, et skema for behandlingen simpelthen.

Og så tog vi af sted til Los Angeles, hvor vi havde indspillet "Black Angel," og hvor der var strand, luft og bjerge. Man oplevede pludselig nogle andre ting; kom væk fra det, man var kørt fast i. Vi havde ikke noget komfur, så vi fik en grill af guitaristen Ray Fuller, som vi havde indspillet med derovre tidligere. Den lavede vi al vores mad; fisk, grøntsager, frugt og jeg bagte brød på den... det var pludselig en helt ny livsstil, og vi kunne slet ikke komme af med den igen.

Ferskentræer, solen, der smilede, og store blå fugle, som vi kunne fodre fra vores bord, når vi sad og drak morgenkaffe. Det hele var som et eventyr, pludselig.....jeg synes, det var fantastisk, og jeg skrev den ene sang efter den anden. Vi fik hjemmestudiet op at stå og fik indspillet "Tameless," og sygdommen var næsten ude af bevidstheden. Jeg gik til check på et hospital, hvor de også havde alternativ behandling – derovre vælger du jo selv, hvad du betaler for.

Jeg ville ikke ønske sådan et betalingssystem nogensinde herhjemme, for det kan man simpelthen ikke overkomme økonomisk. Så vi fandt hurtigt et mindre dyrt alternativ – til det alternative hospital – hvor man tog nogle prøver. Og efter et halvt år blev jeg erklæret rask. Jeg havde det fantastisk godt, og så tog vi hjem, når vi skulle på turné.

Jeg tog ind på Rigshospitalet, hvor de havde undersøgt mig i første omgang, og lægen surmulede over at jeg havde taget al den her alternative medicin.....det var penge ud ad vinduet og så videre. Man skulle bare tage kemoterapien og få det overstået, mente han. "Nå, men kan du finde noget sygdom i mig nu?," spurgte jeg. Det kunne han ikke. Så det kan jo være, at det har hjulpet alligevel. Der var gået et halvt år, og jeg var rask....det er ikke sikkert, at en kemopatient havde været.

Det er en utrolig historie.....

Ja. For det første fik jeg en masse optimisme og fik lagt mit stress væk og fik en utrolig, ny inspiration til den plade, vi var i gang med. Vi fik nogle nye ting op at køre, nye oplevelser. Det tror jeg måske er sundt for folk; at slippe den trummerum, de er vant til, at tage fat på nogle nye ting. Vitaminer og mineraler får du stadig ikke statstilskud til herhjemme....hospitalerne er jo støttet af medicinalindustrien og det er dét, du kan få på recept.

Med vitaminerne og mineralerne, som er lavet på naturlige ting – altså hvor der ikke er kemikalier og giftstoffer i - der er du afhængig af dine lommepenge. Jeg tror, det handler om at du er i balance og så forsøge at blive så gift-fri som muligt, så dit immunsystem kan gøre det store arbejde – og derfor skal du selvfølgelig også spise giftfri, økologisk mad.

Og så er der hele den mentale side, hvor du skal slippe alle de dér spændinger...og der er det jo en god ting at komme væk en stund, for eksempel at komme ud og rejse. Man ser noget nyt og er hele tiden nysgerrig efter, hvad der er rundt om hjørnet. Du er ikke jaget af noget hjemmefra, men er i noget helt nyt...og det viste sig altså at være godt for mig.

Palæstinas sang

Har det sygdomsforløb – og helbredelsen – farvet dit livssyn efterfølgende? Jævnfør mit spørgsmål om, hvordan du bibeholder den optimisme og idealisme, som man finder i dine sange?

Ja, det er en af tingene. En anden er, at Thomas og jeg har haft utrolig mange oplevelser sammen, som har været præget af både tragedier og en utrolig livsdrift og optimisme – for eksempel da vi besøgte og levede i en palæstinensisk flygtningelejr i '81, rejste rundt og sov i telte, besøgte hospitaler og børnehjem og spillede for dem, som både manglede øjne, arme og ben. Små børn, som bar rundt på hinanden, fordi der ikke var andre til at gøre det.

Børnehjem, hvor hele den ene væg manglede, fordi der havde været et missilangreb. Her gik børn, som havde set deres forældre blive myrdet for øjnene af dem. På et børnehjem, vi besøgte, var der 800 børn samlet, som manglede deres forældre – og så var der kvinder, som manglede deres børn, som tog sig af dem. Jeg var selv i syvende måned på det tidspunkt – jeg havde Naja i maven, og var selvfølgelig meget følsom overfor at se alle de bittesmå, for tidligt fødte spædbørn.

Vi kom også en på en stue, hvor der sad en lille pige i en seng fyldt med bamser og smilede. "Ja, vi har lige fået hende ind," sagde sygeplejersken. "Og hun har ikke fået at vide endnu, at hun har mistet sin familie og alle dem, hun kender." Da gik der en klap ned for mig; jeg tror, jeg tudede i et døgn. Jeg kunne ikke holde op igen, og jeg ville så gerne – for det var jo ikke det overskud, man skulle komme med. Lægerne og sygeplejerskerne på stedet sagde "det er nok, fordi hun er gravid – men det er jo vores tragedie." Og jeg tænkte "Nej! Det er vores allesammens tragedie!"

Ved siden af pigen lå der en dreng på tolv år, som stadig var i chok efter at have set sine forældre blive myrdet for øjnene af ham. Skåret op, simpelthen. Han lå med armene helt forvredet og stirrede ud i luften i chok: Han så det samme billede endnu, ikke? Ham kunne man ikke nå ind til.

Og når du så går ned på børnehjemmet og ser 800 børn, i ens skjorter, som gik rundt og slæbte på hinanden - på en lillesøster, som måske bare var et spædbarn, for hvem skulle ellers gøre det? - ja, så kræver det lidt af dig, fordi kommer udefra og skal vise at du har overskud til at tage hele deres tragedie og tage den med hjem og præsentere den i et land, som har så meget at tilbyde. Hvor man rent faktisk ville kunne tage sig af deres problem og muligvis hjælpe dem.

Det håbede vi jo på. Vi gjorde alt hvad vi kunne for at skrive hjem til pressen, sende billeder og så videre. Vores gode trommespiller John Ravn var med os; vi spillede og sang, alle de steder vi kom. Vi var også med til bryllupper og det var fantastisk. Vi boede hos familier, der tog sig af os som var vi deres børn, selvom de intet ejede. Intet. Børnene, der levede i flygtningelejren kunne komme til dig, når du sang, med en enkelt lille blomst der hang med hovedet – som de havde fundet i en lejr, der ellers bare var støv, ikke?

Der var ikke andet end støv, jord og missilangreb, og det var det, børnene voksede op med. Og de kom og gav mig denne her ene blomst, og lyset i deres øjne....af optimisme, af livsmod. "Det er nu, vi lever." Det glemmer jeg aldrig. "Det er lige nu. I morgen ved vi ikke noget om, det er lige nu, kom lad os danse!"

Og så dansede vi, og spillede og sang; mødrene tog Johns tromme og spillede og vi dansede med ungerne, alle sammen. Pludselig kom der en partisangruppe fra bjergene ovre på den anden side, som havde hørt musikken – vi og det meste af landsbyen sad ude på en balkon med udsigt over de aftenblå bjerge – og spurgte, om vi ikke også kom over og besøgte dem? Det var bare nogle drenge på femten-seksten år, som lå og holdt vagt for den landsby, som vi var i. Der tog vi så over senere, om natten.

De havde hørt musikken med vinden og havde sendt en lille gruppe over – og der var fælles dans og sang. Vi spillede, de spillede. Og hele den dér optimisme, på et sted der var så udsat for bombeangreb og vi hørte bomberne slå ned i nærheden og de sagde "bare rolig, der sker ikke noget, lad os bare synge og danse." Vi har hinanden, lad os bare have det godt, så længe vi lever. Det var stært og det var fantastisk. Børn med øjne som stjerner, der blinkede til dig af livskraft.

Tung dans

Da vi tog hjem efter en måned, tog vi hjem med hele den optimisme, af livslyst og gå-på-mod. Og vi kom hjem til et land, hvor vi synes alle sad sådan her (illustrerer en apatisk attitude, red.). Vi blev inviteret ud og skulle spille for en Palæstina-komite, som havde hørt, at vi lige var kommet hjem dernede fra.

De sad og kiggede, mens vi stillede instrumenter op, og vi havde håndmalede plakater med til dem fra et lille kunstnersted dernede i flygtningelejrene, hvor man mødtes og lavede fantastisk flotte plakater. "Dem skal I have!" sagde vi entusiastisk, og de sagde "nå, okay, bare læg dem derover" Og vi tænkte "wow, det her er tungt." Da vi begyndte at spille, bad vi dem tage hinanden i hånden, så vi kunne lave en fællesdans. Men de sad bare og kiggede på hinanden, og der var ikke rigtig nogen der syntes, de ville gøre det.

Så sagde vi "okay, vi spiller et sidste nummer, og så går vi hjem." Og det gjorde vi. Vi pakkede sammen, og arrangørerne kom og spurgte "Går I allerede?!" og vi sagde "Jamen - enten er vi der, fordi vi er sammen om noget, og fordi det her betyder noget – eller også kan det være lige meget. Måske skal I tage det her op, måske skal I tage en tur derned og se hvordan virkeligheden ser ud. I har været her for længe nu."

Hvad var jeres repertoire på det her tidspunkt?

Der var for eksempel "Palæstinas sang," som jeg skrev dernede....efter et besøg i en partisanlejr oppe på et bjerg, hvor de der unge drenge og gamle mænd lå og holdt vagt. De kunne se, hvis der kom nogen angreb sydfra – der var sådan et mellemområde mellem Israel og grænsen ind til Sydlibanon, som de kaldte "Falangist-land." Altså fascist-land....det var dér, tropperne samlede sig inden et angreb....

De kristne militser?

Ja. Og det som jeg synes var så utroligt var, at de her partisandrenge havde det ene fantastiske digt efter det andet. Om fugle, der fløj hen over grænserne, om blomsterne og min Moder derhjemme. Om familien, som de havde på den anden side, og savnede. Ufatteligt smukke. De skrev og sang og skrev.

Og jeg skrev den sang, "Palæstinas sang"......Palæstina som moderen, der kalder på sine børn og siger "Jeg venter på jer, til I kommer." Og det at have været dernede og set landskaberne gav mig et tydeligt billede af det, som jeg kunne beskrive i sangen. Med floder, himle, bjerge og oliventræer - og med oplevelsen af at sidde ude i landsbyen og se bjergene blive blå, mens de kunne høre sangen, som var kommet med vinden ovre på den anden side, i de blå bjerge.

Alle de oplevelser, man får på sådan nogle rejser og ture – med de mennesker, man er sammen med, spiller sammen med – er det, som evigt påvirker en til at skrive sangene. Og man skal være god. Man skal ville (give) noget af sig selv, man skal virkelig pine sig selv til at blive bedre, synes jeg. For som jeg oplevede de mennesker, var det så....kraftfuldt, saftigt, livgivende.

Det gav mig så meget, og jeg tænkte at "hvis jeg nogensinde skal give noget som helst tilbage, så skal det være lige så kraftfuldt og energisk og livgivende som det, jeg fik dér." Og som jeg har fået sidenhen utallige steder, hvor vi har været – og altid har måttet sande, at der hvor folk har det værst, er det en helt naturlig ting at dele og give meget.

De har intet at tabe, og de giver dig alt. De giver dig så meget, som du ikke kan drømme om her, hvor det handler om julegaver og "hvad ønsker du dig?" Det er en helt anden verden. På en eller anden måde er vi mennesker ens, over hele jorden – vi er bare placeret forskellige steder under forskellige omstændigheder, som er med til at farve vores hverdag.

Og der kan jeg godt lide at være med, der hvor folk på en eller anden måde er udsatte og måske kommer ud i de grænseområder, som vi ikke er vant til. Det er derude, det eksplosive sker. Hvor folk har nogle syn på hverdagen, som stiller skarpt - på dig og på det, du laver og vil med dit liv, og hvad du skal bruge det til. Hvad vil du bruge dig selv til i livet, ikke?

En rose er en rose

Jeg har boet her i Haveforeningen i sammenlagt 32 år nu, og set den udvikle sig fra at være et totalt Klondyke-miljø til pludselig at få ordentlig kloakering og sådan noget. Hvor meget det betyder for folk med børn - og også for os selv - at der kommer varmt vand ud af hanen. Og så ser man andre, der ikke kan undvære at have fjorten stuer, selv om de kun er to mennesker. Og man tænker "hold da op, hvor skal der meget til at de kan se et perspektiv med deres tilværelse."

Her er det nogle andre værdier, som man lægger mærke til, og som er vigtige for folk. At man tager sig af hinandens børn, at man har noget fællesskab – vi spiser sammen om sommeren på en plads heroppe. Så bliver grillen tændt, og du kommer med dit mad og tager måske en flaske vin, eller hvad du nu vil have med. Så sætter vi det på et bord, smager på hinandens og spiser sammen – og så hører man nogle nye historier og får nogle nye indblik i folks virkelighed.

Hvis nogen har et problem, bliver det dit problem også, hvis du kan hjælpe, og hvis du har et problem står der nogle, der vil hjælpe dig med det. I det øjeblik, der er et eller andet, der ikke fungerer her (i huset, red.) med varmen eller taget pludselig er ved at ryge af, så ved jeg godt, hvor jeg skal gå hen – her – for sat få en hurtig hånd til at hjælpe mig.

Så kan man altid ringe efter en, som måske kan komme og gøre det rigtigt en anden dag – men der er altid nogen til at hjælpe dig. Og der er også altid nogen, hvis du har nogle problemer som skal snakkes igennem. Så det er fantastisk, synes jeg.

Så håbet og optimismen ligger i den helt konkrete oplevelse af menneskeligt fællesskab?

Ja. Det ligger her, og har dybe rødder. Det var også anledningen til, at jeg fandt på titlen til det nye album. Jeg gik en tur og havde lige sagt goddag til nogle hjemløse herude på "tippen," og en af dem sagde (imiterer hæs stemme, red.) "hej, jeg har din nye plade." Og jeg sagde "åh, det sku' du have sagt til mig, så kunne du bare have fået den." "Nej, nej, jeg køber den sgu!"

Og de bor altså i telte og campingvogne lidt længere ude, og det er fandeme koldt på denne her årstid (januar, red.), ikke? De sælger "Hus forbi" oppe ved Brugsen og Irma. Men det er et fællesskab, man har, og som man tager del i. Og alle ved, at hvis der er nogen som vil rykke ind på "Tippen" med en golfklub eller noget, så står alle sammen her derude og spærrer vejen. "Det skal de bare ikke – derude bor de hjemløse jo!"

Der skal være plads til os alle sammen, og vi betragter det som ingenmandsland. Jeg går sådan en tur forbi med hundene hver dag, kommer forbi vores skrothandler – som også hjælper alle med deres biler. Jeg var i gang med denne her plade, hvor vi ligesom tager fat i rødderne, tilbage til Savage Roses start – asavageroseisasavageroseisasavageroseisasavagerose, ikke?

Og jeg gik og tænkte at det her virkelig er tilbage til rødderne, og på den måde jeg godt kunne tænkte mig, at lyden skulle være. Der skal horn på – før Savage Rose stod jeg og spillede i klubberne med horn og soulmusik og betragtede det som mig og det, jeg ville. På en eller anden måde er jeg også tilbage ved det, og ved alle de forskellige musikalske inspirationer, som jeg rummer og lever med hver eneste dag.

Den musikalske side er tæt på mig igen, og jeg savner nogle ting i den musik, man hører i dag. Jeg kan godt høre, at der er meget fantastisk ny musik, men.....hvis man kan tage rødderne og føje sammen med det nye, bliver det et helstøbt element. Synes jeg. Vi har alle sammen en virkelighed, som stammer et eller andet sted fra – og den vil vi gerne have med på scenen i dag. Og vise, at det lever lige så stærkt i dag, ikke?

Jeg tænker ikke så tit over alderen. Vi sad på færgen, og jeg fortalte Palle, at Pigekoret havde spurgt, om vi ville lave noget med dem om "måske skulle vi gøre det ….kunne det ikke være fedt at have alle de dér helt lyse pigestemmer med?" Vi kom til at tale om dirigenten, og Palle (Hjorth, tangenter, red.) spurgte om det ikke var ham den gamle, og jeg svarede "nej-nej – han er på alder med os." Det gik ikke op for mig med det samme, men så skreg vi af grin (Annisette er 65 - Palle Hjorth over 25 år yngre, red.)

Men det er sådan vi har det. Jeg tænker ikke så meget på det. Men du spurgte om det med at spille med henholdsvis gamle og unge før: Jeg spiller med Alex Riel (Savage Roses oprindelige trommeslager, red.) til efteråret. Vi har spillet nogle sessions sammen før, hvor han har spurgt, om jeg ville være med. Det bliver med Jeppe Tuxen på orgel, til efteråret....

Hvad er det for repertoire?

Jamen, så spiller vi nogle af de gamle Savage Rose-sange, som Alex gerne vil have, jeg synger – og som jeg synes, vi skal spille.

Interessant. Lige et enkelt supplerende spørgsmål til din beretning fra Libanon: Jeg har læst et eller andet sted, at de faktisk var Chabra eller Chatila, I besøgte – altså kort før de grufulde massakrer i '82?

Ja, det var det. Det var frygtelig traumatisk....jeg havde lige fået Naja, og jeg kan huske endnu at jeg stod og var ved at give hende nattøj på, da der kom nogen ind af døren og sagde "Skynd jer at tænde for fjernsynet!" Det fik vi gjort, og der var billeder af bulldozere, som kom kørende og skrabede lig sammen i kæmpe bunker.

Så gik det op for mig, at han sagde at det var i den flygtningelejr, hvor vi lige havde været. Jeg kan huske, at jeg bare viklede Naja ind i et tæppe, som lå der, og så løb jeg op på pladsen, hvor der var fællesspisning. Jeg råbte bare "Vi må gøre noget! Vi må gøre noget!" og må sikkert have set meget mærkelig ud i hovedet. En eller anden spurgte, hvad der skete, og jeg sagde "De slår dem alle sammen ihjel, det er forfærdeligt!"

Og folk kunne jo ikke forholde sig til det; de fattede ikke, hvad jeg fablede om. Og så løb jeg bare igen, fordi jeg tænkte, at de ikke kunne forstå det. Jeg løb hjem. Siden har vi spillet til alverdens støttearrangementer, det gjorde vi allerede dengang....det er en fantastisk ting at kunne stå parat. En af mine store pinsler i dag er, at jeg ikke har noget at spille med, hvis der pludselig opstår en situation, hvor man må rykke ud på gaden med kort varsel.

Jeg gjorde det her for nylig, hvor jeg sang a cappella oppe på Mozarts Plads, hvor der var et arrangement imod racisme. Der er rigtig meget racisme her, og også nazister. Jeg vidste, at der var en demo deroppe, og de havde spurgt om jeg kunne komme og spille. Men jeg måtte jo sige, at alle mine spillemænd var ude og spille med nogle andre – og jeg kan ikke selv.

Men i sidste øjeblik tænkte jeg "nej, fandeme nej!" - og så løb jeg derop og sang "Kringsatt av Fiender" som en fællessang sammen med dem. Det var rigtig godt at gøre det – man får det bare godt af at mærke, at man kan være med til at skabe en forandring, og at der er brug for dig. At se at alle de her mennesker føler vigtigheden, ligesom jeg selv gør – de står også og skidefryser og har stablet det her arrangement på benene for ligesom at tage kampen op mod noget, som vi gerne vil af med. For at vi alle sammen kan få det bedre.

Når der er brug for dig, er det bedst at kunne rykke ud. Det ville jeg ønske, jeg kunne. Det kan jeg desværre ikke altid, og så håber jeg altid at der er kommet nogle nye til, som gør det. Og det er der jo sikkert. Der er ulyksaligheder allevegne. Noget af det sidste Thomas og jeg oplevede, inden vi tog til Puerto Rico, var et besøg i en børnelejr i Filippinerne.

Vi blev inviteret ned, fordi de brugte sangen "What Do You Do Now?" i en tegnefilm, som børnene havde lavet. Det var børn, som var blevet indfanget af turister eller sendt ud prostitution af deres forældre, men som så havde et frirum i den her lejr, hvor de både kunne have et sted, hvor der ikke kunne komme voksne, og hvor de kunne være og blive undervist og så videre af pædagoger og psykologer.

Da havde lavet en tegnefilm, som handlede om deres eget liv, og så havde de brugt "What Do You Do Now?" i den. De havde så vundet en pris på filmfestivalen i Cannes og havde så brugt nogle af pengene på at invitere os derned. Vi var der en måned, hvor vi lavede sange og spillede sammen med børnene. Det er igen det her med, at der skal så lidt til at sprede en optimisme og en glæde. Og du får lige så meget tilbage igen.

Det handlede ikke bare om, at vi spillede for dem og de sad og klappede og kunne synge "What Do You Do Now?" Men også om at vågne om morgenen og høre, at de gik og sang den sang, vi havde siddet og lavet sammen med dem aftnen før, mens de fejede stentrapperne op ad bjergsiden. Inden de skulle ned til morgensamling og synge (Bob Marleys, red.) "Get Up, Stand Up!" - det var deres morgensang.

Hele den dér ufattelige optimisme, som børn kan være i besiddelse af. Børn, som har været igennem så traumatiske ting, som har været gennem helvede – og som ikke engang kan komme til at se deres forældre, som på grund af fattigdom bare vil have dem ud og tjene penge......

Musikken indeni

Et stort spørgsmål, men jeg tænker at du er den rette at spørge: Tænker du at musik kan ændre noget uden for det lukkede rum, som hedder en koncertsituation på en time eller to?

En koncert på en time kan også ændre noget. Jeg tror altid, at musik ændrer et eller andet....det er en side, vi alle sammen har, men måske ikke bruger så meget i dagligdagen. Du lytter måske til radio, og det kan godt virke irriterende, fordi det kører som en slags overfladestøj.

Og du har måske nogle melodier, som du elsker at høre, eller har måske en periode, hvor du lytter dig stærkt ind i nogle andres sange, melodier og musikverden. Hvor du pludselig får en ny bevidsthed om, hvordan andre bruger musikken. Det kan være lige fra afrikansk musik over puertoricansk salsa til noget tredje.

Thomas gik pludselig i gang med at lære salsa på et tidspunkt og havde købt alle mulige bøger om emnet. "Salsa er et sprog," sagde han. Man skal helt ind bagom tæppet, det er ikke bare dét man spiller – det har nogle helt andre rødder. Og sådan er det jo med musik: Det springer jo fra en kulturarv, som ligger dybt i os alle sammen – og som vi kan åbne op for en gang imellem.

Og så tror vi, at vi har fundet ud af det selv; fordi vi gør det umiddelbart. Man synger en sang impulsivt ude i badeværelset eller mens man går og støvsuger og tænker "åh, den må jeg lige have ned på bånd!" Og du tror, du har fundet på det. Men det kommer fra en slags samling af noget, der ligger at eller andet sted i dig og gerne vil ud lige nu og her.

Som kaldte på dig lige, nu, via noget du oplevede med dig selv i øjeblikket, derfra hvor du stod. Hvad du så, lyset, træet udenfor, et menneske som lige gik forbi ude på vejen med en farvestrålende frakke mod alt det grå. Et eller andet, som tændte nogle bestemt ting i dig, som gør at du fik trang til at udsøge det med dig selv. Og der tror jeg at jo mere, vi får åbnet for de sanser vi har, jo bedre er vi i stand til at komme videre med dit liv.

Jo mere energi og jo flere kræfter får du i dit liv – og jo mere kan du tilbyde andre. Jeg tror, vi går og glemmer lidt at vi har de her måske lukkede rum i os....."jeg kan ikke synge," er der nogen der siger. Fordi der er en alleranden dum skolelærer har fortalt dem det. Sikke noget sludder; alle kan da synge. Alle kan tegne, alle kan male, eller i det mindste tage en pensel i hånden og male en kæmpe stribe hen over lærredet, ikke?

Og så begynder det at løbe nedover lærredet og danner et mønster, som du pludselig ser et eller andet i. Eller en, der ligger og kigger op på himlen og pludselig udbryder "se, den dér sky har en stor næse!" eller sådan noget. Det kender vi jo alle sammen. Det er jo bare vores måde at tolke de ting, som vi ikke er i fysisk berøring med. Og som vi på en eller anden måde har i os, og som vi genkalder når der bliver puffet til nogle ting i os.

I de oplevelser, du har i løbet af en dag, bliver der jo serveret tusind historier og indtryk for os. Som danner sig i os, og som for eksempel gør at du får en ubændig trang til at skrive om et bestemt emne, hvis du sidder og skal skrive sange. Noget, der bliver meget magtpåliggende......samtidig med at de på en eller anden måde er den samme sang, jeg har skrevet tusind gange, ikke? Bare fra forskellige vinkler, i forskellige farver og med forskellige vendinger.

Det er et ønske om at få andre til at dykke ned i en situationen, at forstå den – for hvis vi er flere, så kan vi måske løse op for noget, der er gået i kludder, hvis der er problem i selve historien. Eller, hvis det bare er en smuk fortælling, så er det smukt at give det videre – som når et flygtningebarn kan give mig den ene, lille blomst og jeg ikke har set en blomst i en måned. Det kan være en blomst, eller en tegning. Jeg vil gerne give folk gaver, jeg har altid godt kunne lide at give gaver.

Da jeg var barn sagde min far, hvis jeg havde vundet en pose bolcher eller noget: "Du skal huske, at der også godt kan blive et til dig selv." For jeg synes, at det fede var at gå ud i gården og give de andre et bolche – så var jeg bare lykkelig. Det var glæden ved at give, og den er jeg glad for, at jeg har haft.

Og når jeg snakker med mine børnebørn, husker jeg altid at lære dem glæden ved at give..."nu har Alex fødselsdag, hvad skal vi give ham, som han bliver rigtig glad for?" Det er en stor ting at give – det skal ikke bare være et eller andet vi gør, fordi sådan gør man nu engang bare.

Til koncerter føler jeg virkelig, at man kan prikke til noget andet end det, vi allerede er og som alle kender. Jeg kan synge en vuggevise, og publikum bliver nærmest som mine børn. Jeg kan synge en stor, smertefuld sang om en ulykkelig kærlighed – hvor det er tusind skæbner, jeg har mødt, som jeg lukker op for. Et eller andet sted kan de sange også fortælle dem, der lytter, noget om dem selv.

Jeg synes det er vigtigt, at alle ens tekster har noget at give til folk – et eller andet, som de kan mærke i dem selv og som de kan bruge bagefter, når de kommer hjem. Som de kan mærke, at de ikke er alene om og som de enten kan vælge at danse med eller tænke over.

Vilde blomster

Du fortalte om den lidt forstemmende oplevelse af at komme hjem og besøge de danske Palæstina-komitéer...

Jamen, virkeligheden her var i det hele taget meget....det hele foregik meget langsomt, børnene sad og hang med deres Anders And-blade. Thomas havde to drenge fra tidligere, og vi havde en lille pige – Billie – sammen, som blev passet, mens vi var væk. Vi kom hjem, men var blevet vant til en hverdag med fuld fart på, fuld af liv, selvom de mennesker intet havde, ud over hinanden.

Børnene, som kom løbende hen mod os i fuld fart....og så da vi kom hjem følte vi nærmest, at vi havde druknet vores egne børn i ligegyldige ting. Jeg begyndte fuldstændig febrilsk at pille alt overflødigt ned og skrælle alt væk, for at gøre det nøgent. Hvad vi havde hængende på væggene, bamser, ting vi bare havde stående – det skulle bare væk. Det var en lyst til at begynde forfra, at starte på en frisk og se, hvad vi så havde.....

Jeg havde også tænkt, jeg ville spørge til jeres rolle på, eller forhold til, den danske venstrefløj i de år. I støttede DKP/ML i mange år, ikke?

Jo.....

...Og man kunne jo godt forestille sig, at I også har været nogle "vilde blomster" i den sammenhæng, om man så må sige. Altså, at der måske var et vist misforhold mellem det i stod for, også den regelrette klasseanalyse og historiske materialisme. Ser du selv en modsætning dér?

De modsætninger, der opstod, tog vi altid op i de grupper, vi var sammen med, hvis man mødtes en større forsamling. Hvis vi havde nogle indvendinger, blev det taget op til diskussion; nogle synes, vi havde ret, mens andre måske mente at man måtte holde fast i nogle værdier og så videre. Så der var da også uenigheder - men det kunne det godt rumme, synes jeg.

Det var også det, som var godt ved at være med på det tidspunkt – siden blev det splittet i flere lejre. Da var jeg ikke med mere, men jeg har stadig nogle venner fra den tid, som jeg elsker meget højt. Som er meget virkelighedsnære, og meget kunstelskende mennesker, også.

Som forstår hele den anden side....hvor det ellers måske ofte er sådan, at det åndelige er noget, man ikke skal snakke om i den politiske sammenhæng – fordi det gør det "upolitisk." Men jeg synes jo, at hvis man ikke har den side med, så har du jo ingen hel kultur, ingen sange længere.

Jeg synes jo ikke, at det handler om at man skal låse sig fast eller fastfryse billeder af en fortid, der fungerede på et bestemt tidspunkt. Det handler tværtimod om at åbne op for en bevidsthed, så man kan tage nye skridt og også vove sig derhen, hvor man ikke kender tingene på forhånd. Der var vi meget diskussionslystne, og der var der nogen, der kunne lide – og nogen, som ikke brød sig om det.

Da vi flyttede til Los Angeles, slap vi en del af det forum, vi var i herhjemme, men vi skrev stadig med nogle af de folk, som vi holdt meget af. Og jeg synes stadig, at det var et meget positivt parti, hvis man kan kalde det for et parti. Det var en samling af mennesker, som gerne ville af med nogle uretfærdigheder i det her samfund. Og som arbejdede hen imod og håbede og troede på en revolution, hvor der ville blive vendt op og ned på den nuværende tilstand, så det er nogle andre kræfter end pengemagten, som sætter menneskers dagsorden.

Og det tror jeg for så vidt stadigvæk på. Jeg tror, at pengemagten og den grådige jagt på penge og magt stadig er det, som ødelægger vores tilværelse her på jorden for os mennesker og for den natur, som vi er en del af. Hele troen på, at jagten på penge gør dig lykkelig – det tror jeg ikke, den gør. Tværtimod oplever man krig og kynisk vold som følger. Thomas og jeg har ikke været lykkeligere i de perioder, hvor vi har haft lidt mere.

Jeg synes altid, vi har haft et liv, hvor vi har måttet kæmpe for de ting, vi synes var vigtige. Jeg synes stadigvæk, at der er stor uretfærdighed i vores samfund – og det har der været, uanset hvem der har siddet på magtens taburetter.....

Den politiske diskussion bevæger sig sjældent hinsides hele det dér vækst-paradigme – man stiller ikke så tit de mere fundamentale spørgsmål om, hvordan man i øvrigt kunne indrette samfundet – synes jeg. Og samtidig kan det måske også været svært at forestille sig, hvordan en revolution i Danmark anno 2014 kunne se ud......

Ja.....man ser jo revolutioner, hvor man måske ikke lige havde regnet med det. Det arabiske forår....og før det nød vi meget Hugo Chavez, som havde nogle fantastiske avisskribenter, der postede nyheder over nettet. Dem læste Thomas altid op for mig.

Det var jo nedtur at slå op i morgenaviserne og læse om Bushs jagt på muslimer. Og om de muslimske lande, som skulle bukke under for det her kæmpe pres, som vi jo mente var skabt af et Amerika, som stod og var ved at løbe tør for olie. I Los Angeles, hvor vi boede, foregik alt jo over nettet på det tidspunkt; du kunne ikke få et ærligt billede gennem medierne.

Og herhjemme kunne vi se, hvordan medierne fulgte de amerikanske medier i tykt og tyndt – det var de samme udsagn, som blev læst op. Og i USA var hele venstrefløjen på nettet …...gamle CIA-folk, som var stået af og udtalte sig om tingenes rette sammenhæng, og alt sådan noget. Det var en helt anden virkelighed, end den Bush præsenterede.

Chilensk ekko

- Det var en forfærdelig ting, da krigene i Afghanistan og Irak gik i gang. Vi boede derovre og skulle leve med det, og der var forlydender om, at der ville blive indledt en jagt på venstreorienterede. Man fik myrekryb af mindelserne om Chile under militærjuntaen, og vi var med i de kæmpe demonstrationer, som var det opløftende ved at være der på det tidspunkt.

Der blev indkaldt til demonstrationer på nettet, og det var sådan noget med at pensionister, som ikke kunne gå så godt – men som jo ville være med til at demonstrere – kunne stille sig i aftalte gadekryds på bestemte dage med deres hjemmelavede skilte. Der er jo fire overgange, så der var hele tiden nogen, som krydsede gaden med deres skilte. Så dyttede bilerne, hvis man var enige i protesten – og der var jo en dytten og tuden hele tiden.

Der var en million mennesker, som var med til demonstrationerne i Los Angeles – koreanere, irere, indianere, mexicanere og alle andre, der bor i sådan et multisamfunde -som en hel verden. Det var fantastisk at være med til, meget opløftende og inspirerende. Vi fik lyst til at blive i Los Angeles noget længere........der blev skrevet sange, holdt de fedeste taler siden Martin Luther King og Malcolm X.

Taler, hvor jeg stod og ønskede at jeg havde haft en båndoptager; Joan Baez som stod og sang arabiske vuggeviser og indianerhøvdinge som kom og holdt freds-ceremonier, mens millioner af mennesker var fuldstændig stille i seks minutter, mens folk sad oppe i træerne, på hustagene og alle vegne. Det var en helt ufattelig, fantastisk strøm af tilkendegivelser af, at "vi vil fandeme ikke have en ny krig – det skal ikke være et nyt Vietnam!"

Der oplevede man jo et helt andet Amerika, end det man hørte om herhjemme – hvor man kun hørte om krigen, Bush, regeringer og "enten er i med os eller også er I imod os!" og alt det dér vås. Når vi kom hjem skulle altid forsvare at vi boede derovre...."hvordan fanden kan I bo derovre med ham dér Bush?!," ikke?

Men der er også andre end ham, og det er faktisk ret fantastisk at opleve, hvad der bliver taget af initiativer......der blev også lavet fantastiske dvd'er med film om hvordan 9/11 egentlig var gået for sig, som du kunne købe på nettet. Med interview med brandmænd, som havde været der, og CIA-folk. Alt muligt, som ingen fik at vide gennem nyhedsmedierne.

Jeg kan huske, at vi kom hjem fordi vi skulle deltage i premieren på en film, hvor de brugte den gamle indspilning af "Wild Child," Jeg var helt optændt af at fortælle, hvad det var der i virkeligheden foregik. Skuespillerne stod og drak vin – de gjorde jeg også – og jeg vidste ikke, hvem der var hvem af dem. Jeg begyndte at fortælle om, at det slet ikke var sådan som vi fik det præsenteret i medierne, jeg var nærmest grænseoverkridende og de har sikkert troet at jeg ikke var rigtig klog. Åha....men det er altså sådan noget, jeg gør.  

Du kan læse tredje og sidste del af GAFFAs store interview med Annisette Koppel imorgen her på GAFFA.dk- Savage Rose åbner deres aktuelle turné på Voxhall i Aarhus på torsdag den 17. april. Efter turnéåbningen fortsætter Savage Rose til Sønderborg, Odense Struer og Kolding, inden de rammer Vega i hjembyen København den 26. april. Du kan købe billetter til koncerterne her.