Nyhed

Fem anbefalinger til Tønder Festival

GAFFA har kigget i festivalens program og fundet fem kunstnere, du ikke må gå glip af

Der er lagt op til en særligt fejrende festival, når Tønder Festival løber af stablen i dagene fra den 28. til den 31. august. Festivalen fylder nemlig 40 år og har derfor gjort lidt ekstra ud af årets musikbrag.

GAFFA har kigget det vægtige program igennem og fundet fem navne, som du absolut ikke må snyde dig selv for - legendariske amerikanere og danske stjerneskud.

Udover GAFFAs anbefalinger kan du selv tage programmet i øjesyn ved at klikke på linket her. Du vil finde spændende up&coming artister ligesåvel som gamle kendinge.


Steve Earle - Lørdag den 30. august, klokken 18.30

Steve Earle har siden gennembrudsalbummet "Guitartown" i 1986 stået for en særegen blanding af country, folk og rock, hvor vrede guitarriff og smægtende kærlighedssange spiller side om side. Den 59-årige amerikanske sanger, sangskriver og guitarist er en af de mest markante stemmer i americana-genren og et stort forbillede for andre sangskrivere. Steve Earle er kendt som lidt af en "outlaw", men han er først og fremmest historiefortæller. Det hører man på "The Low Highway" fra 2013 og på det T-Bone Burnett-producerede album "I'll Never Get Out Of This World Alive" fra 2011. Steve Earle besøgte også Tønder Festival tilbage i 2006.


Martha Wainwrght- Søndag den 31. august, klokken 20.00

Sangskriveren Martha Wainwright kan inderlighedens kunst, men hun kan også være sprælsk, hudløst ærlig, forførende, skrøbelig, skarp og fuld af en humor. Hun tager os med igennem hele registret, og for hende synes scenen at være et fristed. Her er hun helt sig selv. I 2012 udkom "Come Home To Mama" oven på Wainwrights moders død. Det var en poppet affære som på én gang tog afsked til moderen, samtidig med, at den omfavnede, at Wainwright selv var blevet mor. GAFFAs Lars Löbner Jeppesen kvitterede med fem stjerner under overskriften: "Mageløse beretninger fra den moderløse og nybagte mor."


Folkeklubben - Lørdag den 30. august, klokken 16.00

Tre gange charme på scenen. Folkeklubben har med rekordfart indtaget landet og er røget helt op på popularitetsbarometeret. Danske tekster med bid, ironi og humor, en forsanger med glimt i øjet og eminent sans for at snakke med – og ikke bare til – publikum samt et akustisk set-up i den minimale afdeling. To guitarer, vokaler samt lidt slagtøj, så er de kørende. Gruppens debutalbum, sidste års "Nye Tider" fik Espen Strunk op af stolen. Han skrev i sin fire stjernes anmeldelse:

"Vi taler noget så relativt sjældent som simpelt, gode sange på dansk, strejfende rundt i den tematiske omegn af københavnsk mandeliv anno 2013 med aftener på Andy's Bar, ture rundt om søerne, iPhones, fadøl og parforholdsproblemer. Det er der ikke i sig selv noget skelsættende i, hvis ikke lige det var fordi, Folkeklubben gør det med et poetisk overskud og en kæk attitude af de ganske sjældne. Glimrende."


Folkeklubben er aktuelle med førstesinglen af samme navn som deres kommende album, "Danmarksfilm".

Deertick - Torsdag den 28. august + fredag den 29. august, klokken 22.00


Deer Tick fra Rhode Island i USA var i Tønder i 2012 efter udgivelsen af deres album "Divine Providence", som Espen Strunk tildelte fire stjerner i GAFFA. De fik dengang slået fast, at de tilhører toppen af ny amerikansk country-rebel rootsrock. Bandet er centreret om den karismatiske John McCauley, der med sine skarpe tekster beskriver livet i udkanten af tilværelsen. Lydbilledet strækker sig fra den kompromisløse outlaw rock'n'roll til følsomme countrysange.

Eivør - Fredag den 29. august, klokken 18.30

Færøske Eivør rystede allerede tilbage i 2005 Tønder Festival med en storm af en koncert. Siden er det kun gået fremad for den talentfulde sangerinde. Ved Danish Music Awards Folk i 2006 i Tønder var Eivør den lysende stjerne og nomineret i seks kategorier. Hun løb med prisen som Årets danske vokalist, og albummet "Eivør" blev Årets danske visealbum. I 2012 udkom Eivørs album "Room", og det var mindst lige så medrivende en affære konkluderede GAFFAs Pelle Sonne Lohmann. Han kvitterede med fire stjerner:


"Det kantede og råt medrivende møder Eivørs såvel sarte som kraftfulde stemme og kunstnerens ubestridelige evne til at kreere virkelig fine melodier i et hele, der oftest fremstår flot."

 Billetter er stadig i salg, og du kan stadig nå at skaffe dem via GAFFA Live


På programmet for i år er at finde: Steve Earle (USA) - Runrig (SCO) – The Lone Bellow (USA) – Alan Doyle Band (CAN) - Martha Wainwright (CAN) - Julie Fowlis (SCO) – The Stray Birds (USA) - Deer Tick (USA) – Seth Lakeman (ENG) – Skerryvore (SCO) – We Banjo 3 (IRL) – Eileen Ivers & Immigrant Soul (USA) - Folkeklubben (DK) - Le Vent du Nord (CAN) - John McCusker, John Doyle & Michael McGoldrick (SCO/USA/UK) - Lynched (IRL) – The Outside Track (CAN/SCO/IRL) - Oysterband (ENG) - Hayes Carll (USA) - John Fullbright (USA) – Eivør (FO) – Mikael K & Klondyke (DK) - Poul Krebs med venner (DK/USA/N) - Habadekuk (DK) - Big Basco (DK/S) – Harald Haugaard Band feat. Helene Blum (DK) – Hudson Taylor (IRL) - Sarah Lee Guthrie & Johnny Irion (USA) - Madison Violet (CAN) - The Chieftains (IRL) - The John Boutté Band (USA) - Foghorn Stringband (USA) - Jesse Legé, Joel Savoy and The Cajun Country Revival (USA) - Dirk Powell & Cedric Watson (USA) - Sheesham and Lotus & 'Son (CAN) - Chuck Brodsky (USA) - Niels Hausgaard med gæster: Allan Olsen, Laura Mo Huxi Bach (DK) - Folk Spot: Habadekuk, Basco, Dreamers' Circus, Jensen & Bugge, Jens Lysdal, Rannok, Himmerland, Trolska Polska (DK) – Fristadskapellet fra Fanø (DK) – Blueskaravanen (DK) - Alan Klitgaard (DK) - Rod Sinclair Band (DK/SCO)

 

 


ANNONCE