GAFFA har besøgt Alive Festival i Thisted. Det var en stor oplevelse.
Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion
Ovenstående udmelding før torsdagens koncert med Reptile Youth er sigende for en festival, der insisterer på og endnu en gang i år understreger den underliggende sandhed i flosklen om, at det altså ikke er størrelsen, men gørelsen, det også i festivalregi kommer an på. På Alive Festival i Thy er forholdene små – eller rettere intime, og selv om festivalen igen i år havde haft vokseværk og føjet en ekstra dag til, så var det til stadighed fællesskabet, som stod helt i centrum. Naturligvis et fællesskab om musikken, men i særdeleshed et fællesskab om en unik festival, hvor de skarpe skel mellem kunstnere, tilskuere og arrangører på forunderlig vis træder i baggrunden for samværet i musikken.
Et af årets hovednavne, Allan Olsen, satte nogle meget rammende ord på ovenstående betragtning. Fra scenen deklarerede han tørt med en (af)fejende armbevægelse, at: "Det kan godt være de i Århus har NorthSide og på Sjælland Roskilde, men de er jo ikke her." Eller sagt på en anden måde: Det kan godt være, de store festivaler i de store byer er store og har store navne (og måske derfor er tilbøjelige til at negligere festivaler som Alive), men det betyder ikke i sig selv, at de er bedre. Kvalitet er relativt, og som sådan har Alive bare noget helt andet at tilbyde.
Netop Allan Olsen var nok for mange lidt en overraskende tilføjelse til årets program på en festival, der ellers stort set konsekvent har haft fokus rettet mod de mere ungdommelige og knap så veletablerede navne. I et program, hvis øvrige hovednavne talte blandt andre Oh Land, When Saints Go Machine, Hymns From Nineveh, S!vas og Reptile Youth, så strittede bookingen af den rutinerede singer-songwriter da også tydeligt.
Men havde man været bekymret for, at den garvede skjald ville falde igennem hos det feststemte og fortrinsvis meget unge publikum, ja, så lettede den bekymring nærmest allerede inden koncerten var gået i gang, for fra første færd mødte Olsen sit unge publikum i øjenhøjde og talte til dem som ligemænd, og de omfavnede til gengæld både de farverige intermezzo-fortællinger og hverdagspoetiske sange, som tilsyneladende ramte og talte til alle tilstedeværende (undertegnede inklusive).
Som Allan Olsen hentydede til i ovenstående citat, så var alle netop til stede her og nu i fællesskabet om musikken, og det var stort, og som sagt kendetegnende for stemningen på festivalen i det hele taget. Derfor var festivalens højdepunkt (i hvert fald for undertegnede) faktisk ikke én af de ellers mange gode eller ligefrem fremragende koncerter, som det ellers heldigvis ikke skortede på.
Hverken Reptile Youths energiske festeksplosion, Treefight For Sunlights usandsynligt velspillede, veloplagte, vellydende og vanvittigt varierede koncert eller Oh Lands fantastiske tilstedeværelse og vokal, samt nogle meget vitale liveversioner af hendes mange hits, ja, alt dette og mere til kunne alligevel ikke helt stå mål med en koncert, som på alle måder var en manifestation af det, som gør Alive til noget helt unikt.
Lørdag eftermiddag åbnede festivalens sidste dag således med en helt igennem mindeværdig optræden af Thy Music Collective, og nej, det er ikke et band – ikke ét band, men en hel række af bands. På samme måde som Alive Festival er det lykkelige resultat af en gruppe unge menneskers insisteren på, at der i Thisted skulle være et musikalsk samlingspunkt for de unge, så er Thy Music Collective et resultat af de utroligt mange unge talentfulde musikeres vilje til at være fælles om musikken på tværs af alder, genre, erfaring og berømmelse.
I Thy har man således lagt enhver intern konkurrence på hylden og i stedet valgt at arbejde sammen til alles gavn, og på Alive Festival 2014 fejrede det blot et halvt år gamle kollektiv sin foreløbige eksistens med en fabelagtig koncert. Kollektivets knap 30 medlemmer defilerede således gennem hele koncerten ind og ud af scenen og pendulerede mellem forskellige instrumenter, mens de spillede forskellige udgaver af de respektive bands' numre. Og hvad man kunne have frygtet kunne blive et rodet sammensurium af strittende udtryk, blev i stedet et samlet musikalsk manifest.
Den glæde i det musikalske fællesskab, som i den grad strålede ud fra scenen, udslettede ganske enkelt alle skønhedsfejl i de nysammensatte konstellationers fremførsel af numrene, og da hele kollektivet afslutningsvis indtog scenen i fællesskab og gav en på alle måder storslået version af Arcade Fires "No Cars Go", så var det ganske enkelt så stort og smukt, som det kan blive.
Havde det været en aftenkoncert, ville festen være eksploderet, men mindre kunne også gøre det. Meeen det kunne jo være, at Thy Music Collective vender tilbage på næste års Alive Festival – og måske tilmed på et mere taknemligt tidspunkt. Og hvis de gør mine damer og herrer, så er det værd at rejse efter!
Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion
