Anden dag af talentkonkurrencen på Smukfest var atter en oplevelse
Dag to på Live Camp, og humøret er højt efter den gennemført vellykkede første dag. Der er summen backstage, hvor man gør sig klar til at afvikle ti koncerter med tilhørende mingling, netværkning, druk og generel bonding.
Men på scenen ånder alt ro, og vi er i sikre hænder hos Hverdagens Helte. Med dagens smukkeste guitarlyd, dejlige dansksprogede tekster og en klassisk feel-good stemning var det en perfekt start på dagen, og sommeren bølgede igennem pladsen. Bandet hviler i en stensikker musikalitet, og selvom der er noget meget folkeligt og let over det, er der både kanter i lyden og knaster i teksterne.
Lidt af den samme autentiske fortæller er der over Superscum, der spiller nogle timer senere. Med udgangspunkt i country tager de den en tak længere ned og spiller uden dikkedarer eller poseren. For at country virker, skal der være både et hjerte, en historie og en stemme, der kan fortælle den. Og det har Superscum. På trods af hedebølgen stod man med gåsehud og kuldegysninger, når først der blev lukket op for dybet og mundharmonikaen. Det er ikke unge og sultne folk, til gengæld er de gamle nok til, at man gider høre deres historie.
Lidt modsat havde de unge og meget usikre Fitness Figures svært ved at finde sig selv på scenen. Det flimrede lidt omkring deres ironiske 80'er-pop, og det virkede ikke, som om de havde hjertet med. Havde man lyst til at fnise med ad Jan Hammer, kunne man gøre det. Så troede man til gengæld meget mere på Too Young To Die, og deres kærlighed til 80'erne kom fra hjertet. Lyden og universet er tydeligvis inspireret af ting som Duran Duran, Spandau Ballet og Tears For Fears. Der går lidt stadion i den, men tilsat den Cure-agtige vokal og deres måde hverken at kopiere eller gøre op med forbillederne, fungerer det faktisk.
Saviours Of Detroit er endnu mere tydelige omkring deres inspiration, og hvis din efterskole står og mangler et Rage Against the Machine-tribute-band med eget materiale, er det ikke et dårligt bud. De spiller røvgodt, men det er for tæt på RATM. Hvis de finder deres egen lyd, kan de blæse scenen helt op, men der skal lige tages et par beslutninger i øveren.
Igen i dag er det tydeligt, at vi er på Kærlig Heden, og man kan virkelig mærke den kærlighed backstage, hvor de frivillige gør en kæmpe indsats for at musikerne får en fantastisk oplevelse. Det er helt igennem rart at være en del af og se, hvordan de nye bands får en grundig fornemmelse af, hvordan det måske bliver de næste mange år for dem. Ikke at ens karriere er sikret, fordi man spiller på Live Camp, men det kan være et springbræt til mange ting, og jeg er sikker på, at denne oplevelse gør bands'ene endnu mere sultne på det.
Hvor søndagen var fokuseret på rock, var mandagen meget mere blandet, og det gav store udsving i både lyd og publikum. Desværre for arrangørerne virker det lidt til, at folk ikke kommer for musikken. Der burde have været mange flere folk nede til de tidligere koncerter, men selv når de var der, stod mange nærmest bare og ventede på det hit, de kendte fra radioen. Under Lord Siva-koncerten havde de fleste hovedet i telefonen, lige indtil hittet kom, og det må da være ærgerligt, når man som kunstner synes, man har meget mere at byde på. At lyden så også klippede ud, gjorde det nok heller ikke sjovere for ham, men den charmerende rapper klarede det helt okay og kom helskindet igennem.
Lidt nemmere havde Scarlet Pleasure (billedet, arkivfoto) det, og pigerne var et taknemmeligt publikum for deres honning-udgave af Michael Jacksons arv. Det er en velsmurt poppet funk-maskine, og de kan deres ting til fingerspidserne. Vokalen står sikkert i front, og poppen er skamløs på den rigtige måde. Gruppen har en sjælden evne til at fylde hele mixet med fisse og fløde, og der er ikke en trusse tør på festivalpladsen.
Langt fra lige så scenevant var Sherpa, der lynhurtigt havde stillet op på et afbud fra Blaue Blume. Modigt at stå ene mand på scenen med sit backtrack og mikrofon. Han har en stærk stemme og masser af selvtillid omkring leveringen af den, men det er lidt noget rod, den er oppe imod. Melodierne clasher lidt bagved, og det kom aldrig rigtigt helt ud. Interessant at dagens dårligste lyd kom fra backtrack-performerne. Med undtagelse af Snavs, der havde en fantastisk kontrol over sin bass og sit punch. Han sluttede af, og hele pladsen var klar til trap og ekstra bund. Snavs ramte lige plet med sit disciplinerede dj-sæt, men jeg er sikker på, at hvis han spiller igen i aften, så er det PRÆCIS samme sæt. Det er lidt at stretche live-begrebet, men musikken passede perfekt til tidspunktet og publikum.
Det kunne man også sige omkring Mendoza og hendes håndlanger, der står bagved og drejer på et par knapper, der ikke er sat til. Men hun synger live, og det hele bliver båret af stemmen. Hun har et par virkelig gode hits, men der er langt ned til de andre numre, der bare fylder ud imellem. Når det cool underspillede næsten-dance bliver båret af hendes sangskrivning, er det rigtig fedt, men der er for mange numre, der bare ikke fører nogen vegne og rider på en lyd. Mendoza fungerer godt visuelt, og både produktion og stemme er køligt og sej, så det falder ekstra meget igennem, når der skal fadbrøles "SKANDERBOOOORG" på den allermest uncool måde. Der er vildt meget potentiale i Mendoza, og det bliver rigtig spændende at følge med i, om hun har nok sange og kan skærpe lyden en anelse. Og det var fuldt fortjent, at hun vandt dette års Live Camp og derfor skal åbne Bøgescenen onsdag.
I dag står den på finalen for Karrierekanonen, og de otte koncerter ligger hvert timeslag fra klokken 15 og fremad. Kan du ikke selv komme, kan de også streames via Subcell-app'en og DR's hjemmeside.