Reportage: Ujævnt niveau på Live Camps sidste dag

Igen i år bliver finalen i KarriereKanonen afholdt som Live Camps tredje dag. Der er mærkbart flere mennesker allerede fra starten af, og det er tydeligt, at mange kender mere til bandsene, der alle har fået radiotid igennem forløbet. De andre år har der været tendens til, at Karrierekanonens bands har været længere fremme i deres udvikling end Live Camps, men i år var det omvendt. Der var et generelt højere niveau på de to første dage, både musikalsk og lydmæssigt, men der var bestemt også lyspunkter.

Dagen startede i rart selskab med folkbandet In Lonely Majesty. Irske historier helt inde fra, fortalt med smittende entusiasme af fire glade mænd, der alle synger. Det var levende og tilstedeværende og med en tydelig tråd igennem sangskrivning, komposition og udførelse. Det kunne godt blive lige lovlig homogent, men det var fedt, når de skruede bissen på og gav den en ekstra tand. Det var rart, men i gårsdagens udgave var det lidt svært at se, hvad der skulle ske mere for dem. Om Mumford & Sons har åbnet dørene for det udtryk, eller om de har mættet markedet.

Der er det noget nemmere at se vejen videre for könig, der spillede bagefter. Hun ser dejlig ud og bevæger sig hypnotisk på scenen i helt ro omkring sit udtryk. Hun vil både kunne tage det helt ned i et Sade-agtigt minimalt univers, men hun vælger nok at følge op på de nærmest Rugsted & Kreutzfeldt-powerpop-tendenser, man også sporede. En meget dansk lyd helt ud til fraseringerne, men ikke tænkt helt færdigt.

Lidt den samme oplevelse havde man med The Attic Sleepers. Der bliver følt meget, men det bliver ikke kanaliseret ud over scenen. I går fungerede det bedst i de helt stille stykker, men stemmen var ikke stærk nok til at løfte det. Og rigtig synd for dem, at regnen kom halvvejs inde i koncerten. Og det stod virkelig ned. Alle flygtede ind i det nærmeste madtelt, men var søde til at klappe og huje ekstra højt for at signalere, at det ikke var musikken vi var flygtet fra, men regnen.

Herefter valgte arrangørerne at holde en lille pause og vente på, at det værste regn var overstået. En god prioritering, og det gjorde ikke noget at skyde programmet den halve time. Til gengæld var folk lettede og glade over vejrskiftet bagefter, og det passede godt til Xolo Islands kække 80'er-feelgood-pop. Det må være fedt at se George Michael i spejlet, når man øver, og tager man hvide bukser på, har man tonet rent flag. Sangskrivningen virkede utydelig og druknede i korrekte tricks, og det var kun næstsidste sang, hvor der kom ekstra trommer og et mere stramt tonesprog, at det virkelig gav mening. Mening var der heller ikke altid i sangerens små monologer imellem sangene: "Når man kommer et sted fra, så skal man huske det". Dybt.

Og så kom der andre boller på suppen. Efter fire lidt famlende bands stormede I'll Be Damned (billedet, arkivfoto) ind og satte det skab, hvor det skulle stå. Alle de siddende blev blæst op at stå, og det var en tight maskine af muntert had, der sendte tunge guitarer og et drive fra dybet ud over pladsen. Bandet holder sig til at spille og lader sangeren stå for show-delen, og den opgave tager han på sig. Fylder hele scenen og sågar også gulvet, hvor han stormer rundt blandt publikum og prædiker sine forbandelser. Befriende at høre en rocksanger, der ikke kæmper for at ramme traditionen, men til gengæld lander perfekt i mikset. Det giver ingen mening, hvis de ikke er blandt de tre vindere efter den koncert.

Og så var det ellers tilbage i feelgood og radiovenlighed. Keep Camping har en stemme, der er skabt til at synge hits, men de mangler stadig at skrive dem. De har dagens bedste blanding af maskiner og analog, og for en sjælden gangs skyld lød det fedt med både live og -synthtrommer. De har et velfungerende lydbillede, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal huske bagefter.

Og på den måde var det en stærk kontrast til Sonja Hald, der lige fra starten af samlede hele pladsen. De kan forene generationer og har charme nok til at komme helt ud i krogene og sprede smilet. Med finurlige tekster og en ligefremhed, man ikke kan stå for, er det svært at se, hvad der skulle stoppe dem. Lidt spøjst at det for mig fungerede bedst, når jeg ikke koncentrerede mig helt, men snakkede med folk eller gik lidt rundt. Så var det det helt rigtige soundtrack at have kørende, og man kunne stadig opfange de fine referencer til den danske sangskat, som i "herfra hvor vi står, kan vi ikke se en skid". Sådan!

Til sidst spillede For Akia, der på papiret havde lovet os at blande disko og grunge. Personligt kunne jeg ikke rigtig høre nogen af delene, og faktisk kunne jeg heller ikke helt spore, hvad de så ville i stedet. De virker vældigt sympatiske på scenen, men slet ikke klar til at fange nye lyttere ind.

I skrivende stund er vinderne ikke annonceret, men skulle man dømme på dagens performance, er der ingen tvivl om, at I'll Be Damned og Sonja Hald står absolut stærkest. De har det mest færdige udtryk og kan komme langt i hver deres retning. Der bliver kåret tre vindere, og den tredje må så være på potentialet, og der står König tydeligst hos undertegnede. (De tre vindere endte med at blive Sonja Hald, For Akira og Keep Camping, red.).

Efter de otte bands spillede Nephew en ikke-annonceret koncert for de overraskede campister, og der er ingen tvivl om, at festivalen blev skudt grundigt i gang med den gave.