Det danske metalcore-band kan opleves på Skanderborg denne weekend
Se masser af billeder fra Cold Blacks tur til USA i GAFFAs gallerisektion
Starten af august byder på Smukfest, og derfor også Live Camp, Smukfests mini-festival/konkurrence for upcoming bands, i dagene op til selve festivalen.
I år er GAFFA repræsenteret ved Cold Black, som er udvalgt til konkurrencen af GAFFAs redaktion. Det unge metalcoreband har virkelig vind i sejlene for tiden og har for nylig været på USA-tour sammen med Blood On The Dancefloor. Vi har fået lov til at følge med her på anden halvdel af touren, og giver nu ordet til Cold Black, som kan opleves på Live Camp søndag den 3. august klokken 23:
Torsdag d. 19. juni 2014:
Velkommen til Chicago:
Lige nu sidder vi 5 bandmedlemmer og vores super awesome chauffør, Bo, i en lejet C30 Large autocamper. Life is good!
Dagen i går begyndte allerede i forgårs. Vi skulle flyve fra Kastrup allerede klokken 7:05 onsdag morgen, så ingen af os fik lukket et øje inden da. 5:30 sagde vi farvel til familie, venner, kærester, elskerinder, hunde og hamstre og gik mod gate A4. 1 times flyvning til Berlin Tegel og så D.A.U.D.A. mod O'Hare International airport i motherf*cking Chicago!
ALT gik super smooth og var næsten for godt til at være sandt… og ganske rigtigt; netop som vi var blevet godkendt af US customs, røg vi over til en sekundær paskontrol, hvor trommeslager Jamal,blev kaldt ind til en længere samtale omkring hans medbragte likvide midler. Amerikansk politi er noget for sig selv, og dette var selvfølgelig blot en magtdemonstration. Alt ordnede sig, og alle rejsende blev lukket ind i landet langt om længe. Dog er vores basguitar strandet et sted i Europa og skal afhentes, så snart den ankommer til "God's own country". Alle fingre og tæer er krydsede. Vores første show er i morgen!
,Vi har fyldt vores køleskab med Pepsi, Monster Mean Bean og Mountain Dew, og vores første måltid i Staterne var selvfølgelig burritos fra Chipotle Mexican Grill… GOD BLESS AMERICA!
I dag har vi været i Walmart og pimpet vores rullende hus med lyserøde pelstæpper, håndklæder og truckernosser samt et gigantisk Stars & Stripes med en guldørn på, som nu sidder gaffa-tapet til kofangeren på bagenden af vognen. Dog ramte fornuften os, og der er blevet kastet et par dollars efter nyttige ting som karklude, en kost og helt almindelig sukkerfri kildevand.
Fredag d. 20. juni 2014:
Tonight was INSANE!
Første show på Amerikansk grund. Vi ankom til Mojoe's i Joliet (en forstad til Chicago) cirka klokken 10 om formiddagen, og allerede sad der loyale Blood On The Dance Floor-fans i klapstole foran spillestedet.
Vi mødte i dag tour manageren for "The Bitchcraft Tour 2014", John Sustar, og resten af crewet. Enormt flinke mennesker uden et hint af jantelov overhovedet. Dejligt befriende!
John er gamle venner med vores manager, Terry, og fortalte, som noget at det første, at han har tænkt sig at tage sig rigtig godt af os.
Inden show time kørte vi vores sædvanlig rutine: Sætte hår, iføre sig scenetøj, påføre krigs-/kropsmaling. Vi var alle spændte på, hvordan den amerikanske alternative ungdom ville tage imod os, men ingen havde turdet håbe på det udfald, som blev en realitet på denne sommeraften i Joliet. Trods problemer af teknisk karakter lige inden showstart var energien blandt publikum fuldstændig ekstatisk fra første til sidste tone. 4-500 unge mennesker med hår i alle farver. Præcis som et show skal være i vores genre.
Vores 30 minutters sæt føltes som tre minutter, og efter vi gik af scenen, kiggede vi blot på hinanden, og de eneste sætninger, der blev udvekslet, var "hvad fuck skete der lige der?" og "det her er for vildt!". Vi pakkede vores lejede gear i flightcases så hurtigt som muligt og gik ud til vores merchandisebord. Her blev vi omringet af folk som ville have taget billeder med os og have autografer. Vi fik nok taget omkring 100 billeder og signerede både smartphones, kasketter, T-shirts og bryster.
Omkring klokken 22 gik hovednavnet på scenen, og halvvejs gennem deres sæt, tog Dahvie Vanity (50% af Blood On The Dance Floor og en helt igennem fed fyr) mikrofonen og kaldte Jamal op på scenen for at slå på en medbragt ekstra stortromme. Efter showets afslutning begyndte spillestedet at lukke, mens hele Cold Black, Dahvie Vanity, Haley Rose, Millionaires og et par hangers-on trak sig tilbage til "The Red Room" oppe i loungen på Mojoe's.
De to toptrimmede stripper/rapper-tøser fra Millionaires fik den geniale ide at åbne et par flasker Grey Goose-vodka til os alle sammen. Resten af aftenen var ikke for sarte sjæle og bør nok ikke bringes i GAFFA…
Lørdag d. 21. juni 2014:
Med små fire timers kørsel foran os satte vi kursen mod Indianapolis. Tømmermænd er ikke en rar ting, når autocamperen skramler afsted på de meget lange roads, avenues og boulevards. Vi har hverken internet eller tv, så tiden går med at lytte til musik, skære ansigter af hinanden og vride de sorteste jokes ud af stort set ingenting.
Tema sangen for touren indtil videre er Asking Alexandrias "The Road", på trods af at den med lyrik som for eksempel "I wanna go home. I wanna sleep in my own bed" udtrykker sådan cirka det modsatte af de følelser, vi har lige nu. Selvom ventetiden fylder meget, er det fantastisk at være på tour. Og det hele går op i en højere endhed hver aften, når vi træder op på scenen, som vi gjorde det for anden gang i dag i et godt fyldt Emerson Theater. Showet var et af vores mest energifyldte nogensinde, og stemningen var kogende.
Badet i sved forlod vi efter vores sæt spillestedet for at tilbagelægge så meget som muligt af den 6,5 timer lange køretur fra Indianapolis til Cleveland.
Lige nu sidder vi så i autocamperen på en rasteplads lige efter grænsen til staten Ohio. For 20 minutter siden stod vi fem drenge og vores chauffør i hver sin håndvask og tog "bad" på et truck stop. This is tour life.
Søndag d. 22. juni 2014:
Cleveland, we love you!
Klokken 8 om morgenen: Der ædes noget hurtig fastfood fra Taco Bell og så afsted mod det flotte, gamle Agora Ballroom i downtown Cleveland. Denne by har en speciel plads i vores hjerter efter vi brugte næsten en måned her sidste år på at indspille vores seneste udgivelse, en 5-numres EP med titlen "In Motion". Alle glædede sig til at gense vores manager Terry, som bor i Lakewood (en forstad til Cleveland) og det blev da også et fedt gensyn hvor han både nåede at introducere os for sin nye kæreste, give os en masse gode råd og forretningsforslag samt gøre nar af vores accent. Terry er en indflydelsesrig fyr og han arbejder altid på at finde nye muligheder til os. Han snakker allerede om en tour mere til oktober. Lækkert!
The Agora Ballroom har tidligere været besøgt af folk som Elvis Presley, The Beatles, Iggy Pop og The Ramones, og Marilyn Manson har efter sigende boet i kælderen, lang tid før han tjente millioner af dollars på sin musik. Det er fantastisk at være en del af musikhistorien på denne måde, og vi kan kun sige "go ahead and envy us", for vi ved udmærket, at disse oplevelser ikke er nogle, der tilfalder ret mange danske musikere. Vi føler os ydmyge og velsignede, men samtidig føles det også ret godt endelig at få den fortjente anerkendelse for det kæmpe stykke arbejde, vi har lagt for dagen i de næsten tre år, vi har været et band.
Publikum var også i aften enormt veloplagte, og køen, inden dørene åbnede, løb cirka 300 meter ned ad gaden. Sikke et syn!
Tirsdag d. 24. juni 2014:
Where the fuck is Martin?
Efter Cleveland fulgte Columbus. Et mindre spillested med en hyggelig terrasse. Dog stadig trods størrelsen godt besøgt på en glohed mandag i juni. Vi har allerede tilpasset os tour-livet, og rutinerne og post-show hyggen på A&R Bar Columbus var exceptionel. Den fantastiske Blue Moon øl med tilsat appelsin kunne fås i litermål for blot $8, og det gjorde også sit for hyggen!
Efter alle bands havde færdiggjort deres respektive sæt, var Martin ikke til at finde nogen steder. Det var ej heller Brandy (violinisten fra Blood on the Dance Floor).
Nu sidder vi i Pittsburgh, Pennsylvania, i en gammel kirke, som er lavet om til et virkelig fedt spillested! Store kors-formede vinduer i væggen lukker en smule lys ind, og stemningen er sublim. For blot en halv time stod de resterende fire bandmedlemmer og skraldgrinede af Martin, mens han steg ud af Brandys bil med voldsomme tømmermænd og stadig iført sit scene-tøj fra gårsdagens koncert. Hvad der skete i nattens løb kan vi ikke afsløre, men det involverede i hvert fald fødselsdagskage! What a night…
Onsdag d. 25. juni 2014:
Detroit, Michigan! Motor City!
Showet i går gik fuldstændig, som det skulle, og efter afsluttet optræden tøffede vi forbi backstagelokalet og nåede der at hilse på eks-guitarist fra Motionless In White, Michael Kuza. Vi fik efterfølgende at vide af vores chauffør (tidligere Bo – nu Turbo/Tour-Bo.. get it?), at Kuza havde set hele vores sæt!
Efter showet her til aften skrev vi autografer i godt og vel en time og kan enstemmigt konkludere, at VI ELSKER DETROIT! Helt sikkert det bedste sted på touren indtil videre. Veloplagt publikum (små 500 mennesker) og knivskarp lyd… Det er sådan nogle aftener, der gør det alt besværet værd.
Torsdag d. 26. juni 2014:
Torben fra Vejle!
Dagens gig: Stanhope, New Jersey. Bygningerne ligner nogle der burde passeres i hestevogn, og vi er stort set også det eneste køretøj på vejen.
The Stanhope House er nok det mindste spillested på touren og minder mest af alt om en stor bodega. Dog er den hyggeligere indrettet og meget præget af musikhistorien. Her har der ifølge billederne på væggen både været besøg af Stevie Ray Vaughan og Johnny Winter. Very classy and very bluesy.
En af tourens mest surrealistiske øjeblikke indtraf i dag, da den to meter høje dørmand skulle se vores pas og derefter på klingende jysk udbrød: "Er I fra Danmark?". Vi er langt hjemmefra, og det er dørmanden Torben egentlig også, da han oprindeligt er fra Vejle. Han har dog nu boet i USA i 30 år og betragter det nok efterhånden som sit hjem. Med et lille svajende dannebrog i hjertet var vi naturligvis alle sammen bedste venner med Torben resten af aftenen. Især Turbo var glad for at hænge i baren og snakke med den meget venligtsindede udlandsdansker.
Fredag d. 27. juni 2014:
Det bliver en lang aften…
Allentown, Pennsylvania! Vores første møde med et såkaldt "dry county". Det vil sige, at der ikke er nogen mulighed for at købe alkohol i miles omkreds. Og så er det oven i købet fredag. Med vores danske "drik, drik, hor, hor, snif, snif"-mentalitet var dette på en og samme tid til at grine af og græde over. Stupid Americans and their stupid rules! (Hvem der bare havde en kold Tuborg Classic nu)…
Lørdag d. 28. juni 2014:
Beautiful Baltimore
Efter en meget lang køretur tværs gennem Pennsylvania ramte vi tidligere i dag Baltimore, Maryland. En fantastisk smuk og livlig havneby. Og når man er ved havet, hvorfor så ikke starte dagen med en hel hummer i et hotdogbrød til kun $12... Spillestedet ligger nede af en sidegade til havnepromenaden og hedder Soundstage.
Hvis man som band nogensinde kommer på disse kanter, SKAL man simpelthen booke sig et gig på Soundstage. Lyden var perfekt, scenen var af en lækker størrelse, der var tjek på alt, der blev leveret mad til alle bands, og der var fri bar hele aftenen for bandmedlemmer plus crew. Sådan skal et spillested være!
Med en sød, ung bartender, som serverede 50/50 rom og cola på husets regning, er det nok ingen overraskelse, hvilken drejning aftenen tog.
De sidste mentale glimt af aftenen, vi har, er af os, Melissa og Allison fra The Millionaires, Drayven/John Snow (trommeslager i Blood on the Dance Floor) og noget af personalet fra spillestedet, som afholder twerkingkonkurrence op ad væggen, mens vi sluger det ene shot vodka efter det andet. I dag var det så Victors tur til at forsvinde, dog kun i et par timer. Han returnerede selvfølgelig så pattestiv, at vi måtte bære ham ind i autocamperen.
Tirsdag d. 2. juli 2014:
New York, New York!
To timer i en kø, som ikke rykkede sig ud af flækken og cirka 400 kroner i vejafgiter. Så idyllisk er køreturen ind i New York City. Og når man i forvejen har tilbagelagt cirka 2500 km på de sidste tre dage mellem Syracuse i upstate New York, ned omkring Greensboro i North Carolina og så tilbage til NY, er det ikke noget, der huer én sønderligt. Men ind i New York kom vi og trådte langt om længe ind på tourens sidste stop: Stage 48. Spillestedet leder tankerne hen på det berømte studio 54 og diskoens velmagtsdage. Neonlys pryder hele interiøret og skaber en særpræget, men fed stemning.
Selvfølgelig ville vi gerne gøre noget ud af det, her på den sidste aften. Så vi inviterede den skønne Brandy til at joine os på scenen til sidste nummer, vores (noget hårdere) udgave af Miley Cyrus' pophit "Wrecking Ball" med sin violin. På trods af et kabel som faldt ud halvvejs, løftede hun med sin 135 år gamle, tyske, håndbyggede violin nummeret til et helt niveau. Stemningen på scenen var på en og samme tid festlig og sørgmodig.
Efter et veloverstået sæt gav Brandy sushi til hele banden ude foran spillestedet, og vi spiste sammen i autocamperen, godt påvirkede af utallige whisky shots (venligst udlånt af trommeslager Drayven).
Cirka klokken halv to om natten tog vi afsked med tourmanager John, de to roadies Koly og Brewer og musikerne Jayy, Dahvie, Brandy, Drayven og Haley Rose og satte kursen mod New Jersey.
Onsdag d. 3. juli 2014:
We'll be back!
Efter 12 shows på blot 13 dage sidder vi nu hos vores nyfundne veninder Shelby og Mercedes i Hillsborough, New Jersey. Shelbys mor har lavet æg og bacon og rigtige New Yorker-bagels, og udenfor venter den opvarmede pool på os. Dette er uden tvivl den perfekte måde at afslutte en perfekt turné. Det har været en fantastisk rejse og oplevelse, som ingen af os ville have været foruden. På gensyn, USA!
//Cold Black
Se masser af billeder fra Cold Blacks tur til USA i GAFFAs gallerisektion
