Nyhed

Brit Award-nominerede Rumer til Danmark

Den britisk/pakistanske sangerinde lægger vejen forbi det danske land med sensuelt album i ryggen

Sangerinden og sangskriveren Rumer har offentliggjort koncert i Vega næste år den 6. marts. Hun modtog en Mojo Award og blev nomineret til en Brit Award for sit debutalbum "Seasons Of My Soul" i 2011, og nu er hun aktuel med det nye udspil "Into Colour", som hun præsenterer for det danske publikum i Vega næste år.

Det nye album "Into Colour" er den 35-årige Rumers andet album med originalt materiale. Hun har ligeledes lavet albummet "Boys Don't Cry" (2012), som er baseret på mandlige sangskrivere fra 70'erne. Om det nye album siger hun:

"Da jeg forestillede mig "Into Colour", vidste jeg ikke, hvad det var, men det føltes som et håbefuldt sted at gå hen imod. I denne indspilning kan du høre mig bryde igennem murbrokker og gennem hver følelse." 


"Into Colour" brød for alvor igennem, da Rumer fløj fra sit hjem i Herne Hill til det musikalske mekka Laurel Canyon i Los Angeles, hvor hun lejede en husvogn, som stod parkeret i indkørslen hos en familie på fire. Med ny energi til at skrive tekster fik Rumer igen kontakt med Rob Shirakbari, der i årevis har været musical director for Burt Bacharach og Dionne Warwick.

Shirakbari blev Rumers et og alt. Han blev producer, samarbejdspartner og med tiden hendes forlovede. Det nye album blev efterfølgende indspillet i parrets nye hjem i Arkansas, New Jersey og i Londons RAK Studios. 

Resultatet er et album med den Rumer, mange først faldt for, men med en stemning og et humør, man måske ikke har hørt fra hende tidligere. Musikalsk er det mere upbeat og sensuelt, en udvidelse af den velkendte Burt Bacharach-lyd og indbefatter også soul og disko.


Rumer vandt på kort tid fans, der spænder lige fra Elton John til Richard Carpenter. Sidstnævnte skrev og lykønskede hende med at skabe noget oprigtigt musikalsk, hvilket efter hans mening har været en mangelvare i de seneste år. Måske ikke helt tilfældigt, at det netop skulle komme fra broderen til den afdøde sangerinde Karen Carpenter, som Rumer bliver sammenlignet med af blandt andet The Guardian.

Billetsalget starter fredag 12. december kl. 11.00 via VEGAs hjemmeside, livenation.dk og Billetnet.

Hør Rumers nyeste single Reach Out live og forbered dig på en stemningsfyldt aften i Lille Vega fredag den 6. marts:

ANNONCE