Her er årets bedste internationale album – nummer 10-1

GAFFAs samlede skribenter har endnu en gang skuet tilbage på året, der gik, og i fællesskab kåret de bedste album i ind- og udland. Musikåret 2014 har været præget af mange spændende udgivelser i alverdens genrer, og der var tæt opløb om de øverste pladser. 

Vi begyndte lørdag med årets bedste internationale album nummer 30-21, fortsatte i går med nummer 20-11 og slutter nu med nummer 10-1. Senere følger de 10 bedste danske album.

Nederst kan du høre en playliste med sange fra alle albummene på Spotify og WiMP.

10. FKA Twigs – LP1

(Playground Music / Young Turks)

"When I trust you we can do it with the lights on", synger FKA Twigs (billedet) nærmest kælent og hviskende på Lights On, hvor der også bliver eksperimenteret med synths, sonisk totalitet og produktionsmæssige detaljer. Hours udmærker sig med en lignende intimitet, og den inviterende åbningsfrase: "I could kiss you for hours" printer sig ind i et mentalt frirum, hvor alt er "okay". Hun går så vidt som at spørge: "am I suited to fit all of your needs?" "Ja", fristes man til at svare ydmygt efter at være draget mod LP1, der er en særdeles fin debut i frirummet mellem voldsom andægtighed, krybende intimitet og en nærhed, selv Lana Del Rey må kigge misundelig efter.

9. Sam Smith - In The Lonely Hour

(Universal Music / Capitol Records)

Sam Smith er en sanger og sangskriver med et talent, der er meget mere end en nyforelskelse. Og hvorfor så denne reference til kærligheden? Fordi det er det, Sam Smith handler om. Kærligheden til musikken, som den kommer til udtryk på Money On My Mind, men først og fremmest i kærligheden til et andet menneske. Og at Smith er en følsom størrelse, høres tydeligt på albummets 10 skæringer. "Guess it's true I'm not good at a one night stand / but I still need love 'cause I'm just a man", synger han på balladen Stay With Me.

8. Future Islands: Singles

(Playground Music / 4AD)

Det er decideret fascinerende at fordybe sig i Samuel Herrings stemme fra Future Islands. Den her blanding af sangstyrke som Elton John – tjek Seasons (Waiting On You) – og hans ru, cigarethæse dybde, der kontinuerligt træder frem på albummet og decideret eksploderer som et kanonslag i ren growl på omkvædet i Fall from Grace.  Med dette, deres fjerde studiealbum, fastholder bandet elektropoppen, synthfladerne og 80'er-inspirationen, men med nye dybder og variationer. Dejligt alsidigt.

7. The War On Drugs: Lost in the Dream

Lost in The Dream er en bombastisk sag på omkring en time fordelt på 10 sange. Det er tale om et virkeligt homogent album, som i højere grad end vers-omkvæd dyrker stemninger og lydflader. Er man i forvejen er glad for den frit flydende guitarrock, som The War on Drugs står for, vil man finde stærke hits i An Ocean in Between the Waves eller Burning. Med Lost in The Dream har The War on Drugs taget endnu et stort skridt på vejen imod at blive et af verdens bedste rockbands.

6. St. Vincent - St. Vincent

(Caroline Records)

St. Vincent er med sin vanvittigt stramme og boblende rytmegruppe en stærkt æggende sag, og rent lyrisk er der tale om Clarks fornemmeste bedrift til dato – hun beskæftiger sig med store, eksistentielle temaer, og hun gør det på både herligt uhøjtidelig og åbenlyst reflekteret vis. Afgørende er også kvindens flair for at kreere hittepåsomme og uforudsigelige melodier – den evne synes absolut intakt, og så er hendes momentane eksplosioner på den elektriske guitar en forvrænget og pågående signatur, der sammen med de vovede vokalharmonier og synth-påhit er med til sikre St. Vincent et flot og respektaftvingende niveau.

5. Beck – Morning Phase

(Universal Music / Capitol Records)

Det er efterhånden seks år siden, amerikaneren sidst var albumaktuel med Modern Guilt, men det dugfriske album lyder nu mere, som var det lavet i direkte forlængelse af det 12 år gamle Sea Change. For efter en lang række løsrevne sideprojekter og alsidigt strittende singler i pladepausen har det nysgerrige legebarn fundet ind til roen igen og forkæler med en smukt orkestreret plade, fyldt med blide strøg af gylden West Coast-vellyd, som skrev vi 1974 og ikke 2014. Tilbage er der vist kun at få programmeret vækkeuret til at spille Morning Phase i morgen tidlig, for så burde man være sikret en god start på dagen.

4. Sun Kil Moon – Benji

(Caldo Verde)

Mørkemanden Mark har alle dage været kendetegnet ved at have et afsindigt højt bundniveau, og Benji er ingen undtagelse. Som via en sand strøm af tanker dumper vi direkte ned i Mark Kozeleks liv, følelser, oplevelser, og der bliver ikke lagt sådan noget som metaforer imellem – nej, det her er realisme. Sammen med sin spanske guitar og et afdæmpet band-akkompagnement lander han en fantastisk balance, hvor det altid er historien, der havner i centrum.

3. Alt-J - This Is All Yours

(Infectious Music)

Med den Mercury Prize-vindende debut havde Alt-J med løse skitser støbt kuglerne til noget større. Reduceret til en trio tager bandet et kvantespring frem på den svære toer This Is All Yours og indfrier alle forventninger uden at give afkald på sig selv. Bandet giver sig stadig god tid til at opbygge de komplekse numre, hvor tempoet ofte holder en lige så hurtig en fart som en snegl hen over en varm gårdsplads. Men når trioen først folder sig ud, er det en ren fryd, der nærmer sig det overjordiske.

2. Pharrell - G I R L

(Sony Music)

Pharrells seneste album, der er en hyldest til kvinder over hele verden, hvis man skulle være i tvivl om hans standpunkt over for det fagre køn, åbner med nummeret Marilyn Monroe, der en konge værdig har strygere komponeret af selveste Hans Zimmer og et beat, som ville gøre Michael Jackson en ære. Lyden minder ikke så lidt om Daft Punks, da det er de samme folk, som står bag. Det er funky. Det er frisk. Det er Pharrell, som vi elsker ham. Man under Pharrell hans plads på toppen, når han i høj grad leverer varen. Den her bliver svær at slå.

1. Damon Albarn – Everyday Robots

(Warner Music)

Med et kreativt output og en idérigdom som ingen andre fra hans generation har Damon Albarn skrevet sig ind i den britiske musikhistorie ved siden af navne som Peter Gabriel og David Bowie som konstant afsøgende og opsøgende kultur-kamelæon. Efter to tilløb (Democrazy og Dr. Dee) er 46-årige Albarn klar med, hvad der betegnes som det første rigtige soloalbum, og den garvede iværksætter skuffer ingenlunde. Tekstmæssigt er facadespillet forstummet, og Albarn er ude i en funderende optrevling af opvæksten, og det er måske netop tilbageblikket på fortidens simple trummerum, der flere gange får sangeren til at påtale det moderne menneskes hang til at leve deres liv via intelligente telefoner, deraf albumtitlen, for er vi alle blot hverdagsrobotter?