Årets Nye Navn til GAFFA-Prisen 2014 blev L.I.G.A – de har nærmest været søvnløse lige siden
"Vi troede ikke vi vil vinde. Tusind tak til alle fans," var de indledende ord i takketalen, da trioen L.I.G.A sidste torsdag modtog GAFFA-Prisen for Årets Nye Navn. Nu er de klar med en ny video til singlen "Søvnløs", som endnu ikke har fået tilknyttet sig et album.
L.I.G.A udgav deres selvbetitlede debutalbum i marts i år, og GAFFAs læsere var temmelig imponeret for pop-trioens udspil.
I den nye video har L.I.G.A bevæget sig ud til et uhyggeligt, forladt spøgelseshus. De kører i en ambulance, og bagerst i bilen ligger forsanger Nicky Russell fastspændt på en båre. Han ligger søvnløst og vrider sig fra side til side. Han kan nemlig ikke glemme en pige i sit sind, synger han.
Om videoen udtaler bandet selv:
– "Søvnløs" handler om at finde ud af, at man ikke at være der, hvor man gerne vil være. Man ligger søvnløs, fordi man har ondt af sin partner. Den dårlige samvittighed, man har over at skulle slutte det med en person, som elsker dig så højt. Vi tog helt til Berlin for at indspille musikvideoen til sangen. Lyden i nummeret er så storslået, at vi synes, den fortjente en ekstraordinær video. Dysterheden og stemningen i videoen forbinder til det mørke sted i livet, hvor sangen foregår.
Senere i takketalen til GAFFA-Prisen 2014 udtaler bandmedlem Feras Agwa: "Tusind tak til alle kunsterne som godt kan lide os .. og Martin Holst", hvorefter han stopper op og peger på en tilskuer: "Vores lysmand." Herefter lyder et kæmpe grin fra salen.
Se den nye video med "Søvnløs" med GAFFA-Pris-vinderne her: