Nyhed

Roskilde Festival kaster håndtegn – tre nye navne klar

Tre hiphop-navne er tilføjet til årets festival på Dyrskuepladsen

Harlems nye håb, kult-figur og hiphop-fest fra Queens. Sådan kan dagens tre nye musiknavne til årets Roskilde Festival umiddelbart beskrives. A$AP FergEarl Sweatshirt og World's Fair er netop blevet tilføjet til plakaten og giver det nuværende program en ordentlig hiphop-indsprøjtning.

A$AP Ferg er nyeste skud på stammen af hiphop fra den berygtede bydel Harlem. Bag navnet gemmer sig den 25-årige Darold Ferguson Jr, som er en del af A$AP-Mob kollektivet, hvoraf A$AP Rocky er den mest kendte. Nu får A$AP Ferg chancen for at vise sit værd, når han til sommer spiller på årets Roskilde Festival og giver sit bud på den nihilistiske udgave af hiphoppen tilsat en del 90'er-nostalgi. Amerikaneren debuterede sidste år med albummet "Trap Lord", hvor han blandt andet fik hjælp fra førnævnte A$AP Rocky og SchoolBoy Q. 

Earl Sweatshirt er nok den mest kærkomne booking for festivalens hiphophungrende publikum. Earl bliver af mange betragtet som den dygtigste rapper i det kultiske Odd Future-slæng, og med solokarrieren har det virkelig taget fart for den 19-årige amerikaner. Den unge hiphopper udgav sidste år debutalbummet "Doris", som GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr gav fire ud af seks stjerner og uddyber: "Men man skal ikke mange minutter ind i albummet, før det står klart – det kan han. Ud over at have noget interessant på hjerte, så forstår han at levere det. Han har en stil, der er dejligt tilbagelænet og varieret uden at blive hverken utight eller rodet. Ord er noget, han leger med, og det er svært at fange alle de lyriske finesser i første gennemlytning".


Har du ikke mulighed for at se Earl Sweatshirt til de to danske koncerter, henholdsvis i Pumpehuset den 10. marts og på VoxHall i Aarhus den 11. marts, er du hermed reddet, når amerikaneren gæster Roskilde Festival for første gang. Ifølge Roskilde Festival programchef Anders Wahrén er det et show, som man ikke bør gå glip af: "Earl Sweatshirt én af de ypperste repræsentanter for den amerikanske hiphop netop nu. Han var ikke med, da det berygtede Odd Future-slæng leverede et vanvittigt show på Roskilde Festival i 2011, så vi ser frem til endelig at få ham på scenen for at demonstrere sin overlegne tekniske brillans."

Dagens sidste tilføjelse består af det mere ubeskrevne blad World's Fair, der stammer fra bydelen Queens og er opkaldt efter verdensudstillingen af samme navn, der i 1964 for alvor satte bydelen på verdenskortet. Hiphop-gruppen udgav sidste år deres debutalbum "Bastards Of The Party", hvor de seks mc'er bag gruppen en giver lektion i festlig, kantet hiphop. 

Med dagens tre håndtegn fra bookerne på Dyrskuepladsen bør festivalens hiphop-fans være midlertidigt tilfredse. Foruden A$AP Ferg, Earl Sweatshirt og World's Fair kommer nemlig Pusha T og legenderne fra Dilated Peoples.


Festivalen har allerede offentliggjort Arctic Monkeys, The Black Dahlia Murder, Black Pus, Blood On A Feather, Bombus, Carcass, Corrections House, Cyral Hahn, Deerhunter, Fire! Orchestra, Future Of The Left, Haim, Hookworms, Hymns From Ninevah, Jambinai, Jenny Wilson, Julla Holter, Major Lazer, Mark Ernestur presents Jeri-Jeri, Merchandise, Mø, Nails, Psyched Up Janis, Rob Zombie, Systema Solar og Trentemøller.

Roskilde Festival starter den 29. juni til 6. juli. Billetter er i salg og findes via GAFFA Live.

ANNONCE