Bruce Springsteen gjorde det godt, men i denne uge er han røget adskillige pladser ned
Fredag er den dag, hvor de officielle danske hitlister bliver offentliggjort, og vanen tro kigger GAFFA på toppen og ugens nyheder. I denne uge har vi hele tre nye kunstnere at finde inden for top fem. Man kunne have haft "store forhåbninger" for Bruce Springsteen, der med sin "High Hopes" havde skubbet sig fint ind foran Rasmus Seebachs "Ingen Kan Love Dig I Morgen". Nu er han imidlertid forvist til en femte plads, da hele tre danske kunstnere er gået direkte ind i toppen og sat sig pænt der. Musik af danske kunstnere er i det hele taget flot repræsenteret inden for den øverste top ti med hele otte styk.
På førstepladsen finder vi L.O.C.. Han er med "Sakreligium" gået direkte ind på førstepladsen. Albummet delte om noget den danske presse. Anmeldelserne svingede lige fra det ophøjede til støvet. GAFFA uddelte fem stjerner, og anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr skrev: "L.O.C. er den type kunstner, der formår at udvikle og forandre uden at gå på kompromis med hverken stil eller integritet. Med Sakrilegium får lytteren lov at opleve endnu en side af L.O.C. – han er bestemt ikke mindre potent end tidligere, og samtidig virker han mere naturlig end nogensinde."
På andenpladsen stryger D-A-D ind med deres jubilæumsopsamling. De hårdtrockende fyre har givet Danmark en solid indsprøjtning rock i 30 år nu, og det fejrer de både med turné bestående af 30 koncerter i både ind- og udland. "DISN30LAND AF30R D30K" skubber samtidig Rasmus Seebach ned på tredjepladsen, men her må vi også formode, at hjerteknuseren ligger støt. Han er allerede certificeret til syv gange platin – 140.000 eksemplarer – hvad må siges at være et overvældende salgstal i disse tider.
Og det er minsandten også en nyankommen vi finder på fjerdepladsen. Carpark North har netop udgivet deres album "Phoenix", og det er strøget direkte ind og har sendt Bruce Springsteen ned på femtepladsen. På deres nye album har Carpark North udvidet de kreative rammer, og de har sågar en duet med Nik & Jay på pladen. GAFFAs Michael José Gonzalez skrev: "Engagementet og den forfriskende insisteren på det storladne gør, at man aldrig keder sig med 'Phoenix' i ørerne. Man trækker måske nok på smilebåndet steder, hvor det ikke er meningen, men det har nu også sin charme."
På track-listen ligger Pharell Williams stadig lunt med "Happy", den står på ingen måde i skyggen af hans omdiskuterede hat fra den amerikanske Grammy-uddeling. På andenpladsen finder vi imidlertid Christopher med hans single "Crazy", som udkom i sidste uge, hvor den strøg direkte ind på iTunes-listens førsteplads.