Efter megen sjælesøgning fandt kvartetten sin lyd i en nedlagt bowlinghal
Hvad har bowling med at musik at gøre, spørger du. For The Bronson Brothers har det en smule med musik at gøre. De har nemlig indspillet deres kommende album i en nedlagt bowlinghal i Silkeborg. "Blind" hedder gruppens tredje album, der udkommer den 10. marts, og det har ikke været en lige rullende vej ned ad bowlingbanen at få albummet skrevet og indspillet.
Efter de to anmelderroste albums "The Melody Bronson" (2010) og "Love Sessions vol. I" (2011), hvor The Bronson Brothers dyrkede deres kærlighed til den korte popsang og perfekterede deres bagudskuende 60'er-inspirerede lyd, forlod deres guitarist gruppen og efterlod den tilbageværende kvartet i stampe og med megen sjælesøgning at gøre.
Om "Love Sessions vol. I" skrev GAFFAs Erik Barkman: "Vi er i de tidlige tresseres England, hvor Beatles var verdens vigtigste band, og kærlighed var alt, du havde brug for. Over 12 sprudlende popsange hylder Bronson Brothers tidens naivt melodiske rock, fra Animals til Zombies, men med deres eget tonefald intakt."
"Blind" er resultatet af gruppens bestræbelser på at løsrive sig fra deres tidligere lyd, samtidig med opgaven at balancere livet som rockgruppe med familielivet. Denne balancegang tærede på processen i at skrive albummet. 25 sange er blevet barberet ned til syv sange, som udgør albummets 42 minutters musik. Temaerne kredser om vildfarelse, usikkerhed, brud og jagten efter igen at kunne finde vejen tilbage.
Med makkerparret Oliver Hoiness (Kira, Persona, Skammens Vogn) og Andreas Führer (Yoyooyoy) i producerstolen har The Bronson Brothers smidt det overflødige i den nedlagte bowlinghal og fundet frem til en lyd, som de beskriver som deres ægte lyd. De kan nu kun vente i spænding på, om de får en strike i forhold til det danske anmelderkorps.
"Blind" udkommer på cd, lp og digitalt via Target Group den 10. marts.