ISE, tidligere kendt som Annelouise, er klar med ny musikvideo
Den tidligere X Factor-finalist Annelouise Sørensen albumdebuterede sidste år i september under kunstnernavnet "ISE", med "Kø På Himalaya". Albummet består af 10 dansksprogede sange, hvoraf sangen "De Lykkeliges Legeplads" nu debuterer med en musikvideo. Du kan se den her forneden.
Det var en ellers hyggelig aften ude på et spisested, der gav inspiration til sangen. Det var dog ikke en madforgiftning, der var udslagsgivende. ISE fortæller:
"Det var ikke stedets skyld, hvor jeg tværtimod elsker at komme og spise aftensmad, men mere hele denne hipster-korrekthed, eller indiekammerkoret, som jeg kalder dem i sangen. Det hele virkede i det øjeblik som et selvhøjtideligt cirkus og så pokkers iscenesat. Hvor går man hen, når man i virkeligheden er glad og lykkelig og bare vil være sig selv?"
Hun fortsætter: "'De Lykkeliges Legeplads' skrev jeg, fordi jeg manglede et åndehul i storbyen, hvor maskerne kan falde, og man må have lov at være lige så utrendy, som mange af os i bund og grund føler os. Videoen er et forsøg på at finde et København, man kan holde ud at være i."
Musikvideoen, der er lavet med de to københavnerdrenge Martin S. Hansen fra DesignByMash og Simon Sonne, har til formål at skildre det København, som både ISE og de to førnævnte kan nikke genkendende til.
GAFFAs Jan Opstrup Poulsen skrev om debutalbummet: "ISE minder på mange måder om sangerinden Julie Maria i sin musikalske tilgang og ikke mindst med sin klare og lyse vokal. Og ISE virker lidt søgende efter sit helt eget udtryk, der kan give de skrøbelige sange den nødvendige prægnans. Og hun er ikke bleg for at krybe helt ind i sin egen usikkerhed på tekstsiden for at vise, at hun mener det alvorligt som dansksproget sangskriver." Han kvitterede med tre ud af seks stjerner.
Albummets næste single "Øredøvende Maskiner" udkommer i midten af februar.
I 2012 skrev Annelouise i øvrigt en artikel til GAFFA om sine oplevelser med X Factor. Læs artiklen, som fik mange roser af GAFFAs læsere.