Nyhed

Annelouise: X Factor er ikke en genvej til succes

Sidste års finalist Annelouise har skrevet et både kritisk og rosende debatindlæg om programmet set indefra

I morgen finder finalen i den femte danske sæson af X Factor sted i Jyske Bank Boxen i Herning, og på scenen står de tre finalister Ida, Line og Sveinur og gæstesolisterne Alphabeat, Lukas Graham, Medina og Oh Land.

Sidste års finale blev afholdt i Parken, og en af finalisterne dengang var Annelouise med efternavnet Sørensen, som fik en andenplads. Siden har man ikke hørt meget til hende, men nu har Annelouise skrevet et debatindlæg til GAFFA, hvor hun fortæller om at opleve X Factor indefra. Hun har både kritik og roser til programmet, som efter hendes mening kan give deltagerne en god uddannelse, men ikke er nogen genvej til succes.

Her følger Annelouise Sørensens debatindlæg:

 

X Factor skaber kunstneriske øjeblikke, men kunstneren må skabe sig selv

af Annelouise Sørensen, tekstforfatter, musiker og cand. mag. i dansk

Endnu en sæson X Factor lakker mod enden, og jeg sidder ligesom en stor del af Danmark igen foran skærmen med kaffekoppen fyldt og svedige håndflader. Samtidig er den obligatoriske diskussion og, i mange tilfælde, kritik af programmet taget til, der handler om, hvad denne seermagnet af et koncept egentlig kan og er.

Sidste år var jeg på den anden side af skærmen, hvor jeg endda nåede helt til rejsens ende og stod i Parken og sang foran et hav af mennesker.

Fordi jeg har set X Factor indefra, har jeg lyst til at deltage i denne debat, som jeg mener mangler et vigtigt lag. Det er nemlig velartikuleret, hvad programmet kan i forhold til seerne – med Thomas Blachman i forgrunden som den store aktør, der vil uddanne Danmarks befolkning og lære dem, hvad musik handler om. Som seer får man et sprog at tale om musik i, der ikke bare dækker gængse udtryk som at synge rent eller falsk. Pludselig taler vi om ægthed og dybde i musikken, om høje, lave og hæse registre og om at blive forløst.

Det er også her, jeg synes, at man finder argumenterne for at vise programmet på en public service-kanal.

Når alt går op i en højere enhed, kan X Factor levere små kunstneriske øjeblikke, hvor man virkelig forsvinder, og samtidig kan det levere underholdning af højeste kvalitet, når showet splittes i atomer med følelserne uden på tøjet og bitre stikpiller mellem dommerne.

Men det er knap så synligt, hvilket formål X Factor tjener på den lange bane. Burde X Factor ikke også have et langsigtet kunstnerisk projekt? Eller i hvert fald ambitionen om det?

Som deltager kan man få masser ud af at være med. Det har jeg fået, og jeg tænker, at det måske er, fordi mit succeskriterium har matchet programmets kapacitet. Jeg har ikke forventet mere, end de lektioner programmet har lært mig. For jeg føler faktisk, jeg har gået i skole. At jeg har taget en vild uddannelse, hvor man lærer ting, man ikke ellers kunne have lært, både på det musikalske og personlige plan.

Men man kommer nok kun hel ud af programmet, hvis man indser helt fra starten, at det ikke er X Factor-konceptet, der kan føre én til musikbranchens top.

Man kan nemt kritisere X Factor, hvis man mener, at programmet har noget at gøre med musikbranchen. Man kan f.eks. med rette spørge, hvorfor der ikke er flere deltagere, der har slået igennem og fået den lovede, guldrandede musikkarriere bagefter.

Sagen er bare den, at X Factor ikke er en del af musikbranchen, og derfor får man heller ikke automatisk adgang til succes i den. Man bliver skuffet, hvis man ikke er klar over denne præmis, men hvis man derimod accepterer den og ved, at initiativerne skal komme fra en selv, har man mulighed for at få meget ud af at være med.

Man har endda mulighed for succes – dog aldrig krav på den. Sådan skal det selvfølgelig være. For hvornår har skolegang nogensinde været en garant for et job bagefter eller rettere – for succes på jobbet?

Problemet i mine øjne er bare, at X Factor – for at være et godt underholdningsprogram for seerne – gør alt for at holde liv i illusionen om, at X Factor kan føre dig til tops. Jeg kan huske en episode på bootcamp, hvor jeg skulle filmes, fordi jeg var gået videre, og her ønskede tilrettelæggerne, at jeg sagde noget i retningen af "det her betyder alt! X Factor er min store chance!". Men X Factor er et lille mikrokosmos, der bliver suget ned i et af universets sorte huller, når rulleteksterne kører hen over skærmen efter finaleshowet. Her slutter drømmen, med mindre du selv finder en måde at komme videre på.

Der er tusind ting, der forvirrer én, når man er med. I øjeblikke forledes man til at tro, at ens liv tager en fundamental drejning. Vi bliver kendt på rekordtid og skriver autografer i et væk. På et tidspunkt efter en koncert i sommer, skulle jeg skrive autografer gennem et gitter ud til publikum, hvor hundredvis af piger og drenge rakte armene frem, og jeg nåede at tænke, er det dem eller mig, der er aben?

Men ens liv tager ikke en fundamental drejning.

Langsomt bliver cirkusteltet trukket væk over ens hoved, og pludselig bliver man stoppet i Matas med et "hvor er det nu, vi kender hinanden fra?", man får arbejde i Build a bear eller sætter sig ned for at oversætte endnu en tegnefilm.

Godt nok tog man elevatoren op i fuld fart, men da programmet sluttede, stoppede elevatoren mellem to etager, og man bliver for alvor bevidst om, at man er blevet snydt, hvis man troede, man peakede som musiker i Parken. Det eneste sted, man peakede, var i programmet X Factor.

Derfor skal de musikere, jeg har mødt senere hen, heller ikke føle sig provokeret af programmet. Der er ingen genveje til succes – men der er forskellige platforme, og sådan en er X Factor.

Nogle mener, at alt dette er tragisk. Men nej, det ville det kun være, hvis X Factor var et langsigtet musikalsk projekt, for så kunne man med rette føle sig snydt.

Men hvor kunne det være fedt, hvis X Factor var mere end denne skole. Hvis det netop var et langsigtet projekt. Jeg blev – helt uden at han selv vidste det – hjulpet videre fra programmet af Niels Hausgaard. Ugen efter jeg havde stået i Parken, kontaktede han mig nemlig og spurgte, om jeg kunne have en række selvkomponerede sange klar til om fire måneder, for så ville han invitere mig med til en større koncert, han skulle give på Tønder Festival.

Og pludselig blev jeg sangskriver. Tanken har aldrig strejfet mig, at jeg havde kompositioner at bidrage med selv, og nu er jeg i kontakt med flere pladeselskaber, har fået en fantastisk feedback på sangene og føler generelt, at jeg står et rigtig godt sted musikalsk.

Jeg har stadig min egen biks, hvor jeg arbejder som tekstforfatter, men meget af tiden sidder jeg ved klaveret eller med min Gibsonguitar fra 1967, jeg har købt for de penge, jeg fik for at synge "Splittet til atomer" i Herning Storcenter.

En smuk måde at bruge pengene fra sådan et job på – og et godt billede på paradokset.

Jeg sidder altså tilbage med en royal straight flush, føler jeg, og jeg har tiltro til, at jeg vil klare mig godt som musiker. Mit indlæg her er ikke et bittert suk over udeblivelsen af succes. Jeg er godt klar over, jeg selv skal skabe min karriere. Jeg ville bare ønske, programmet fjernede illusionen om, at de skaber morgendagens stjerner.

Thomas Blachmans projekt om at skabe øjeblikke af noget ægte og autentisk er lykkedes. Men hans og programmets ambition om at skabe varige kunstnere, tror jeg aldrig vil kunne lade sig gøre inden for en ramme på 12 uger. Som det er nu, er det hverken programmet eller dommerne, der har indflydelse på, hvem der efterfølgende får succes. Det er deltagerens egen opgave at bygge bro mellem programmet og virkeligheden, når sølvglitteret har lagt sig.

 

ANNONCE