Nyhed

Tre topnavne til Randers

En blueslegende, en 60'er-helt og en stor sangskriver giver koncerter hen over sommeren

Randers får fornemt besøg i år. Værket byder nemlig på tre eksklusive koncerter hen over sommeren med tre af musikkens store legender: Johnny Winter den 4. juni, Donovan den 16. august, og Elvis Costello den 27. september. Det vil være hver af de tre herrers eneste koncerter i Danmark.

Blueslegenden Johnny Winter indtager Ridehuset den 4. juni som afslutning på den igangværende sæson. Johnny Winter, albinoen fra Texas, gjorde sig kendt i slutningen af 60'erne med sit progressive blues-eksperiment, hvor larmende elguitar supplerede den traditionelle blueskanon. Han var også med til at genoplive blueslegenden Muddy Waters' karriere i 1981, da de sammen indspillede Waters' comeback "Hard Again." Efter at have gennemlevet et personligt- og karrieremæssigt dyk i 80'erne og 90'erne er Winter tilbage på scenen, og hans guitarspil skulle efter sigende stadig være lige på og sprødt.

60'er-helten Donovan var i sin tid Englands svar på rivalen Bob Dylan. Han afslutter RandersUgen den 16. august. Den karismatiske sangskriver med den bløde stemme var én af de første til at bruge folkemusikken til at sætte lyd på de stormombruste 60'ere. For to år siden blev han optaget i Rock'n'Roll Hall of Fame. Hans sangskat råder over numre som "Colours", "The Universal Soldier" og "Sunshine Superman". 


Multitalentet Elvis Costello slog igennem i 1977, og han har siden taget sit publikum med på en udfordrende musikalsk rejse med mange facetter. I Danmark hittede han blandt andet stort i slutningen af 90'erne med sit easy listening-samarbejde med den amerikanske sangskriver Burt Bacharach Den 27. september åbner han efterårssæsonen, når han optræder solo i Værkets Store Sal.  

Billetsalget til alle tre koncerter begynder mandag 10. februar fra www.vaerket.dk.

ANNONCE