Det aarhusianske spillested, som lukkede sidste år, er nu klar til at åbne med nye ejere og ny profil
I juni sidste år lukkede det mangeårige aarhusianske spillested V58, beliggende i Vestergade i midtbyen. Stedets tidligere ejer Ejner Miranda-Dam lukkede V58 af personlige og økonomiske årsager og udtalte i forbindelse med lukningen, at stedet på daværende tidspunkt søgte nye ejere. Nu er V58 klar til at åbne igen, da de nye ejere, halvbrødrene Johnny Lindblad Reinhardt og Ebbe Ottzen, er parat til at løfte arven fra det populære spille- og gå-i-byen-sted.
V58 ønsker, at der som minimum skal være en jazzaften, og derudover vil stedet, genremæssigt, orientere sig omkring reggae, elektronisk og hiphop, hvilket vil gøre sig gældende indenfor livemusik og dj-sæt af nationale såvel som internationale kunstnere. Den 1. marts åbner V58 på ny for aarhusianerne, der på åbningsaftenen kan opleve den Roskilde- og Spot-aktuelle Karl William (billedet) samt Al Agami & The Rap ReHab og Jean Von Baden & Mashti.
V58 består af tre lokaler, som alle skal udnyttes til publikums gunst. En café, en rygerlounge i kælderen med bar og musik, og det største af lokalerne med plads til lige under 300 gæster.
Vi byder spillestedet velkommen – igen.





