GAFFAs chefredaktør fortæller om sine musikalske favoritter fra 2013
Året 2013 er overstået, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række GAFFA-skribenter, der vil fortælle om deres yndlingsalbums fra 2013. Vi fortsætter med GAFFAs chefredaktør Peter Ramsdal.
Hør en playliste med Peter Ramsdals yndlingsalbums fra 2013 på Spotify
Hør en playliste med Peter Ramsdals yndlingsalbums fra 2013 på WiMP
Udland:
1. King Krule: 6 Feet Beneath The Moon (billedet)
Der er fløjlsbløde og grynede teksturer i produktionen, mens Archy Marshall ubekymret shuffler rundt med byggesten fra singer/songwriting, triphop, dupstep, post-punk og 50'er-croon. 6 Feet Beneath The Moon besidder en rød tråd, som danner en smuk ramme om Marshalls dragende stream-of-consciousness-fortællinger, der allerede i første hug synes himmellangt oppe.
2. Vampire Weekend: Modern Vampires of the City
"I'm not excited, but should I be?" lyder det på Unbelievers, løftet fra tredje udspil fra de blod- og trendsugende Brooklyn-drenge. Og hvis man er fan af bandets lette og legesyge indierock, kan man sagtens tillade sig at være spændt og forventningsfuld. Produktion og lyd er i top, og som lette indie-kalorier er det spot on.
3. Mazzy Star: Seasons of Your Day
Duoen har tydeligvis ikke brugt de mange år på at udforske nye områder af musiklandskabet. I stedet gør de fortsat, hvad de er bedst til, med Hope Sandovals lavmælte, smukt sukkende, sine steder næsten hviskende stemmeføring i front for en række langsomme, dybt melankolske og meget stærke sange.
4. Haim: Days Are Gone
Haim mestrer på debutalbummet Days Are Gone en ret enestående blanding af Fleetwood Mac-inspireret rock, 80'er-synthpop og 90'er-r&b, der fletter sig ind og ud ad hinanden og serveres i en poleret og strømlinet indpakning stort set uden ridser, men dog med behørige kanter hist og her.
5. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away
I stedet for rock og aggression er australieren & hans udskuds 15. album det mest dirrende underspillede i det snart 30-årige bands eksistens. Cave har før skiftet farve. Men modsat for eksempel The Boatman's Call er Push The Sky Away ikke bare smuk, men også konstant nagende og foruroligende – i et meget virkningsfuldt enkelt udtryk, som står glimrende til Caves rå, følsomme/perverse poesi.
6. My Bloody Valentine: M B V
M B V er ikke et overrumplende og stilskabende storværk som forgængeren Loveless, men som at få besøg fra en kær gammel og længe bortrejst ven, der ikke har forandret sig markant i de mellemliggende år. Bløde vokaler af begge køn møder støjende guitarer og melankolske popsange, og det hele går op i en højere enhed.
7. James Blake: Overgrown
Teksterne kredser som små aforismer om emnerne identitet og dannelse og viser en reflekterende Blake mærket af fire års stormsucces og i fuld flugt fra de kasser, vi (medierne) har bygget omkring ham. Fællesnævneren for hans udgivelser var aldrig dubstep, men minimalisme.
8. Håkan Hellström: Det Kommer Aldrig Va Över För Mig
Hvis der er nogen, som kan synge til og fra hjertet, så er det svenske Håkan Hellstöm, der har et strejf af evig ungdom over sin insisterende vokal. Og den arv forvalter han stadig flot på sit syvende album, der søger tilbage til 80'ernes musikscenes flygtige og indestængte energi.
9. Laura Mvula: Sing To The Moon
Den første single Green Garden er klart det mest festlige på albummet, som ellers mest er præget af spirituel skønsang og eftertænksomme poetiske tekster. Musikken er for det meste drømmende flader og englekor, med Mvulas smukke stemme i front. Laura Mvula er noget for sig selv og et velkomment afbræk fra metervaremusikken.
10. Julia Holter: Loud City Song
Loud City Song er Los Angeles-sangerinden, komponisten og multi-instrumentalisten Julia Holters tredje "officielle" skive på markedet. Hun er atter på et avantgardistisk og dog omfavnende projekt, hvor symfonisk og barok instrumentering bliver flettet ind i reallyd, naturmalende landskaber og enkelte andre mere elektroniske indslag.
Danmark:
1. Ulige Numre: Nu Til Dags
Københavnske Ulige Numre, der takket være kæmpehittet København og den generelt vellykkede debut-ep Ulige Numre blev folkeligt allemandseje tilbage i 2011, er her to år senere klar med deres længe ventede debutalbum, der demonstrerer, at gruppen er en langtidsholdbar størrelse med fortsat tække for iørefaldende melodier og vedkommende tekster. Anført af sanger/sangskriver/guitarist Carl Emil Petersen lægges der for med den både guitarhuggende og blæser-pompøse Ingen Vinder, der bare oser af bandets velkendte hang til eftertænksom melankoli. Herefter skrues der op for tempoet med den 70'er-rockende Højeste Huse, der blotlægger gruppens flair for det simpelt medrivende, inden det gælder den længselsfulde og effekt-rislende singleforløber Blå, der viser Petersen fra mandens stærkeste side rent vokalmæssigt – det er en flot og passioneret præstation. Og sådan fortsætter det.
2. Rhye: Woman
Sangene fra den danske keyboardspiller og programmør Robin Hannibal (også kendt fra Quadron) og den canadiske sanger Michael Milosh ligger på en poppet, repetitiv bund med kærlighed for det enkelte instruments muligheder og magt og fylde til den suveræne dyneomkransende, bløde stemme. Det rammer dybt og skaber gode rammer for at opleve duoen til en intimkoncert. Fortrinligt.
3. Peter Sommer: Alt Forladt
Der var allerede taget tilløb til et skridt i den elektroniske retning med De Eneste To, og med hjerteskærende – men skønne – Alt Forladt har Peter Sommer begivet sig ud på en decideret følelsesmæssig maraton svøbt i elektronika – mesterligt orkestreret af Stefan Kvamm. En modig, stærk og helstøbt plade, der sidder i kroppen længe efter endt afspilning.
4.Agnes Obel: Aventine
Allieret med Mika Posen på violin og viola, Anne Müller på cello og Robert Kondorossi på guitar har Obel sat sig for at udforske mulighederne i at lade disse strengeinstrumenter komme til fadet - trækket har den effekt, at kvindens musikalske univers har fået en anden tyngde og fylde, som bestemt både klæder og løfter det samlede udtryk.
5. Quadron: Avalanche
Robin Hannibal har generelt en evne til at skabe helt igennem organiske vævninger, som lyder lige så meget af Fender Rhodes og mælkekasse på et gadehjørne i Memphis, som det lyder af myrekneppet, nordisk-elektronisk programmering. Men pladen handler først og fremmest om sange, inden den handler om sound.
Hør en playliste med Peter Ramsdals yndlingsalbums fra 2013 på Spotify
Hør en playliste med Peter Ramsdals yndlingsalbums fra 2013 på WiMP
