I denne uge starter vi med torsdag og bevæger os igennem et landskab af festivaler
Weekenden er her igen, og i denne uge tager vi hul på den allerede i dag. Vi har traditionen tro været på udkig i koncertkalenderen for at finde nogle bud på, hvordan du kan krydre din weekend med musikalske oplevelser. I denne weekend har vi hele tre sideløbende musikfestivaler i henholdsvis København, Aarhus og Aalborg, og vi har en større event i København. Du kommer ikke til at mangle underholdning i denne weekend, hvis det er det, du lige står og savner.
København byder lørdag på Nordisk 2014, Aalborg starter i dag med Northern Winter Beat, og i Aarhus afvikles Musik Aarhus Festival torsdag, fredag og lørdag, og det er gratis. I den henseende er der masser af koncerter med upcoming danske bands og udenlandske navne.
TORSDAG
Aarhus
Aftenen står i rockens tegn i Aarhus. Vinderne af KarriereKanonen 2012, Dance With Dirt giver deres første koncert for i år på HeadQuarters. Sidste år udgav bandet deres debutalbum "We Are Dance With Dirt", hvorfra nogle måske kender singlerne "Flush" og "In the City". De sluttede sidste år med en månedlang turné rundt i det danske land, så vi må forvente, at de er varme til aftenens show. Med sig har de to hårdtrockende aarhusianske bands som support - The Reaper's New Rumour og TurboChild. Førstenævnte vandt sidste år lokal hæder på det lokale spillested Backstage, mens sidstnævnte over det seneste år har vundet et overlegent live-ry især i København.
Og rocken fortsætter i Aarhus, når Musik Aarhus Festival byder på mere af slagsen på VoxHall. War Drums, som er aktuelle med debut-ep'en "Wilderness Children", er post-punk fra Aarhus. De er et band, der ikke er bange for at udfordre det konventionelle, og de har derfor truffet den beslutning at være uden guitarist. I stedet består opsætningen af trommer, bas og synths.
Et dådyr fanget i forlygternes skær, sart og skrøbelig, men alligevel sært kraftfuld og lynhurtig. Sådan beskriver Nanna Schannong sin musik. Hendes eftertænksomme tekstunivers, der flyder roligt rundt i drømmende shoegaze, kan høres på debut-ep'en "The Day We Told Ourselves: Everything is Going to be Alright", som er udgivet på eget pladeselskab, Tipsy Teen Records. Schannong har også samarbejdet med Navneløs og åbnet for lokale Sky Architects.
Otte mand stærk står Waldo & Marsha på scenen. Deres lyd er inspireret af Cocteau Twins' fortættede univers, mens man også kan finde aner tilbage til Mew. Gruppen spiller shoegaze og semi-psykedelisk drømmepop i et maksimalistisk udtryk af svulmende og svævende guitarflader og synths. Debutalbummet "Zoo" udkom sidste år.
Aalborg
Northern Winter Beat
I Aalborg løber Northern Winter Beat af stablen for anden gang, hvor adskillige bands spiller rundt omkring på byens spillesteder. Dagens navne er: High Wolf, Broken Twin, Two Trick Pony, 4 Guys From the Future, Happy Jawbone Family Band, The Minds of 99, Blue Flamingo, DJ Swoolish og Thee Attacks.
Københavnske Broken Twin har haft medvind i udlandet. Engelske NME har skrevet følgende rosende ord om den københavnske sangskriver: "Broken Twin er den mest fængslende, smukke sangskriver, vi har hørt i umindelige tider." Broken Twin skaber et skrøbeligt og smukt organisk univers ved hjælp af blandt andet klaver og violin.
Er du til rocket new-wave-punk sunget på dansk, så er The Minds of 99 nok lige noget for dig. Bandet udgav i 2012 ep'en "Det er Knud som er død", og året efter vandt de KarriereKanonen på P3. The Minds of 99 er kendte for deres energiske sceneshow, som også Smukfest fik at mærke i år.
Det bliver en fest, når Thee Attacks (billedet) gæster deres hjemby. Friske tilbage fra en turné i Canada og med en velmodtaget plade fra sidste år kan man kun tænke sig, at det bliver en sejrstriumf, når drengene atter står på Skråens scene.
FREDAG
Aarhus
Jazzen indtager Aarhus denne fredag aften. Den lille duo, Kolonihaven Unikum, bestående af trommeslager Christian Windfeld og pianist Anders Ørbæk, spiller improviseret musik, der kan opfattes som en slags dialog mellem de to gode venner. De har siden januar været aktuelle med vinylen "Saltö".
Man skal tale pænt, men det er svært, når man skal udtale bandnavnet Motherfucker. Forestil dig metalriffs blandet med saxofon og herlig improvisation, og så er du ved at nærme dig lyden af trioen. Trommer, saxofon og guitar. Hvis du er til den traditionelle jazz, men gerne vil rystes lidt i din grundvold, så er klassens grimme dreng her vist et lovende bud.
Er du vild med rytmer? Nørder du din polyrytmik? Så må du ikke gå glip af BangiIN' Bülows Nice Jazz Quartet. Kvartetten lægger vægt på det gode groove og på at udfordre hinanden rytmisk. De har også en plade lige på trapperne.
4 Guys From the Future, Radar, klokken 21:00
Samme aften giver 4 Guys From the Future koncert på Radar. Aftenen forinden har de besøgt Aalborg i anledning af Northern Winter Beat, og er du gået glip af dem her, har du altså ikke brug for en Delorean for at opleve deres futuristiske lyde. Drengene har deres andet album "Adagio" fra sidste år med i bagagen.
Aalborg
Norhern Winter Beat
Vessel & Alise Joste, Navneløs, Death Hawks, Dangers of the Sea, Dj Swoolish, Black Lizard, Jeffrey Lewis and the Jrams, Doug Shipton & Booty Carrell, Mads Beldring, Jacob Bellens & Band, Kiki Pau, Doug Shipton, Den Sorte Skole, Roxy Jules, Spektr, Blue Flamingo
Dangers of the Sea spiller indie/folk og oplever for tiden opmærksomhed for deres selvbetitlede debutalbum udgivet sidste år, hvor de også spillede på Roskilde Festival. Northern Winter Beat er ikke deres eneste festivaljob i år, der er flere undervejs blandt andet den nytilkomne Frigg Festival til maj.
Jacob Bellens & Band har travlt i denne uge. De er nemlig på en slags mini-turné, hvor de spiller flere koncerter fra torsdag og frem til søndag. Når du ikke til Aalborg fredag, er der stadig få billetter tilbage til søndagens koncert på VoxHall.
LØRDAG
København
Young Flowers + Ocama, Loppen, klokken 21:00
Der er dømt 60'er-nostalgi, når Young Flowers giver koncert på Loppen. Peer Frost, Søren Berlev og Peter Ingeman vil spille syrerock, som er det stadig 1967. Det kan kun blive en rødglødende oplevelse, når tre af Danmarks mest anerkendte musikere står sammen på scenen.
Nordisk 2014, Baltoppen (Ballerup), klokken 19:00
Bpromoter præsenterer festival-turneen Nordisk 2014 med fire fremadstormende bands, fra vækstlaget i henholdsvis Danmark, Norge, Island og Færøerne. Sekuoia, Good Moon Deer, Sea Change og Byrta er alle up&coming på den danske musikscene. GAFFA har interviewet dem alle – læs interviewene her.
Sønderhobal, Operaen på Christiania, klokken 21:00
Der er lagt op til bal og kaffepunch på Operaen. Rejseorkestret, Peter Uhrbrand & Ole Mouritzen og Dreamers Circus står for musikken. Januar kan godt tænkes at være grå og skridt, men derfor kan man alligevel godt finde lidt lys i mørket.
Aarhus
Happy Hookers for Jesus + Bed Bugs + Yung, Radar, klokken 21:00 + 22:00 + 23:00
Happy Hookers For Jesus er bidsk og aggressiv punk. Forsangeren er selv imod al form for kategorisering: ""Folk må sige og skrive, hvad de vil. Vi laver bare musik. Det giver ingen mening at diskutere genrer indenfor musik. Folk skulle bare tage at lytte til musikken i stedet for."
Bed Bugs er mere nedstemt og dovent i sit udtryk. Bandet har, som Happy Hookers For Jesus, spillet på sidste års Flux Festival
Aftenens sidste navn er Yung, som består af forsangeren Mikkel Holm og to medlemmer fra Aarhus-bandet Snaredrum. Yung byder på en blanding af grunge og punk, hvor der i al støjen er plads til det melodiøse, som til tider minder om The Microphones, når de var allermest lo-fi i deres udtryk.
Aalborg
Norther Winter Beat
Den Sorte Skole, Doug Shipton + Booty Carrell, My Bubba, Shiny Darkly, Maskinvåd, Baby In Vain, The Royal Cream, WhoMadeWho, Analogik, Traams, Kellermensch, Beastie Respond, Kenton Slash Demon, Mont Oliver, The Wands.
I denne uge skrev GAFFA om Maskinvåds "Stjerne", en fængende fortolkning af et Lars and the Hands of Light-nummer. Med det in mente kan vi kun anbefale at tjekke det dansksprogede orkester ud. Måske du er så heldig at se et stjerneskud.
De funky dansesko kan vist godt trækkes på, når WhoMadeWho spiller Aalborg ud af kulden og ind på Skråens dansegulv.
Bagefter tager Kellermensch fra Esbjerg over. Deres tunge lyd, der balancerer metal og rock med inderlighed og skrålende vrede, har vakt stor opmærksomhed i udlandet, og forrige år stod Kellermensch for æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival.
SØNDAG
Northern Winter Beat
Dad Rocks!, Alter of Oblivion, Hark, Church of Misery.
Den tunge rock kommer vist til at dominere Aalborg på søndag. Om eftermiddagen spiller dog Dad Rocks!, som vi i går kunne fortælle havde et nyt album på trapperne. Derfor vil vi selvfølgelig godt lige anbefale at give den islandskfødte aarhusianer og hans folk-indie et venligt lyt.