Nyhed

Wafande synger for 200.000 børn

Den danske reggae-sanger skriver sang til Skolernes Sangdag

"Skolernes Sangdag" samarbejder i år med "Skole i 200 år" i anledning af, at Kong Frederik den 6. i 1814 indførte undervisningspligt. I den forbindelse har den danske reggaesanger Wafande skrevet en sang, som han skal opføre for første gang, når der i år arrangeres et stort morgensang-show i Koncertsalen på sangdagen. Showet ryger desuden ud til resten af Danmark, da der vil være tv-transmission direkte fra Koncertsalen af DR Ultra.

Wafande, som er opvokset på Christiania i København, slog igennem i 2011, da han debuterede med singlen "Gi' Mig Et Smil". Singlen - og det efterfølgende debutalbum - blev produceret af Donkey Sound, der består af Bikstok Røgsystem-medlemmet Pharfar og Fresh-I. Wafandes debutalbum "Du Ved Det" blev vel modtaget og havde fornemt selskab af Stine Kinck, Xander og Kaka.

Nu har den 22-årige musiker skrevet en ny sang, som skal sætte gang i dans og glade skoledage på årets "Sangdag". Mon ikke det lykkes med den dansevenlige reggeae-stil, som Wafande efterhånden er blevet kendt for.


Der er i år 200-års jubilæum for sang i skolen, da der i forbindelse med indføringen af undervisningspligten i 1814 stod i "Anordning for Almueskolevæsenet paa Landet i Danmark", at lærerne skulle være ansvarlige for "ordentlig sang" blandt eleverne.

Ud over Wafandes moderne bud på en skole-fællessang vil der i løbet af showet også blive sunget klassikere som "Det Er I Dag Et Vejr", "Jeg Ved En Lærkerede" og "I Østen Stiger Solen Op". Det bliver dog ikke kun helt klassisk fællessang, da sunget sidste års vindersang fra MGP også vil blive sunget.

Årets sangdag finder sted den 11. april.


ANNONCE