Man skulle ikke tro det, men den ungdommelige sanger fylder i dag rundt
Det er en af rockens største stemmer, som Christopher John Boyle, bedre kendt som Chris Cornell, bærer på. Når man hører hans primalskrig, kan det være svært at tro, at den røst, som kan ryste selv det mest fyldte stadion i dag fylder 50 år. Ikke desto mindre fylder Chris Cornell virkelig rundt - også selvom han stadig ligner sig selv fra et pressebillede fra 1990. GAFFA ser tilbage på en karriere som en af rockmusikkens tro væbnere og lytter til en række af hans største hits.
Det er med Soundgarden, at Chris Cornell er mest kendt. Han var et af de grundlæggende medlemmer af bandet i 1984. Som den karismatiske stemme i front har Soundgarden udgivet en række album, som er gået over i rockhistorien med klassiker-stempel. I år er det 20 år siden, at gruppens nok mest kendte udspil, "Superunknown", udkom, hvorpå man kan finde hittet "Black Hole Sun".
Som et slags mellemspil udgav han i 1991 et album med medlemmer fra Pearl Jam under navnet "Temple Of The Dog". Det var en hyldest til vennen Andrew Wood, forsanger i Mother Love Bone, som døde af en heroinoverdosis. Dødsfaldet blev samtidig katalysator for Pearl Jams eksistens, og på singlen "Hungerstrike" giver en ung Eddie Vedder en vokalpræstation, som stadig kan give tårer i øjnene.
Soundgarden kørte død i successen og stoppede i 1997. Det betød, at Chris Cornell kunne tage hul på en solokarriere. Det første album, "Euphoria Morning" fra 1999, var produceret af vennen Alain Johannes, som også har spillet med blandt andet Queens Of The Stone Age. Det er samtidig også det mest eklektiske soloalbum. Herefter fulgte den lidt mere strømlinede "Carry On" i 2007, mens det tredje udspil "Scream" fra 2009 viste sig at være meget kontroversielt. Produceret af Timberland forsøgte Cornell sig med tidens poppede lyd, og det tog hans gamle rockfans ikke imod med kyshænder. Et modigt valg af en kompromisløs kunstner måske, men ikke et vellidt valg.
Efter Soundgardens opløsning indgik Chris Cornell også med tre-fjerdedele af Rage Against The Machine og dannede Audioslave. Deres debut i 2002 sparkede liv i den hårde rock med singlen "Cochise". Det blev til tre album med Audioslave, før Cornell atter gik solo.
I 2012 var Soundgarden atter tilbage. De udgav her deres seneste udspil, "King Animal", som så de aldrende rockere vende tilbage i kampform - med muskler og vilje nok til at få et band halvt så gammelt til at lyde rustent.