Nyhed

Goldfrapp aflyser koncert

Den engelske discodronning kommer alligevel ikke til Danmark i næste uge

Discodronningen Alison Goldfrapp kommer alligevel ikke til Danmark og giver koncert i Tivolis Koncertsal torsdag den 31. juli. Det oplyser Tivoli i dag. 

Tivoli skriver fra deres Facebook-side:

"Koncerten med den britiske popduo Goldfrapp er desværre aflyst. Goldfrapp har denne besked til alle fans: "På grund af omstændigheder uden for vores kontrol, ser vi os desværre nødsaget til at aflyse vores optræden i Tivolis Koncertsal den 31. juli. Vi har set frem til showet og undskylder til vores danske fans." Få refunderet din billet via Billetlugen 70263267 eller Tivolis Billetcenter 33151001."


Der var meget langt til det store dansevenlige hit "Ooh La La", da Will Gregory og Alison Goldfrapp, bedre kendt som Goldfrapp, sidste år udkom med den nedtonede sjette udgivelse, "Tales Of Us". "Når maskineriet nu erstattes af klassiske stryger-arrangementer, spansk guitar og luftige falset-melodier, er det intet andet end en kolossal risikovillighed fra en moden og velbevandret sangskriver, og hun kan hermed inkassere roserne: Hold kæft, hvor det lyder godt, mand!". Sådan lød det fra GAFFAs anmelder, Simon Nathanael, der kvitterede med fem store stjerner.

Den sfæriske drømmepop må vi desværre undvære i denne omgang.

ANNONCE