Nyhed

Interview: Roskilde Festival ugen derpå

GAFFA har snakket med Christina Bilde, Roskilde Festivals talskvinde, om årets nu overståede festival

Det er ugen efter årets Roskilde Festival, og GAFFA har talt med festivalens talskvinde, Christina Bilde, for at få en opsummering af, hvordan festivalen er forløbet.

Overordnet set betragter festivalens folk festivalen som én af de bedste nogensinde. Der er blevet søsat mange nye initiativer på festivalen i år, og de er gået i spænd med det festtændte publikum, som har taget dem godt til sig. Samtidig fremhæver Bilde også rosende festivalgængernes evne til fællesskab, tage imod nye ideer, drage egne initiativer og deres engangement til at præge omverdenen.

Er Roskilde Festivals forventninger til festivalen blevet indfriet?


- Jeg har det faktisk sådan, at det her er én af de bedste festivaler nogensinde. Vi har sat nogle nye initiativer i søen. Vi havde for eksempel to nye scener. Avalon, som vi fik rigtig fine tilbagemeldinger på og selv synes fungerede rigtig godt. Vi fik givet muligheden for, at der var flere mennesker der kunne se og ikke havde oplevelsen af ikke at kunne se scenen. Det betød samtidig også oppe fra scenen, at folk ikke stod så trangt. Det var rigtig fint at få åbnet den.

- Det samme med Rising Scenen, hvor vi lukkede Pavilion Junior og satte vores up&coming tilbage ud på camping. Det var det rigtige at gøre. Der var mange, der søgte derud. Og det vi så vil gøre nu over det næste år er at se, hvordan vi kan give scenen en lidt stærkere Roskilde-identitet. Vi synes, at det har levet op til vores forventninger at flytte scenerne til en ny placering. 

- Det var selvfølgelig ærgerligt, at Drake aflyste. Det gav også en del uro. Men det var jo så fedt at få sådan en som Jack White ind i stedet. Han fik virkelig afsluttet festivalen med et brag. Men det er altid ærgerligt med en aflysning, for der var jo mange fans der gerne ville have set Drake og blev skuffede. Jeg er blevet spurgt, om vi ikke kunne have fundet en kunstner i samme genre, men det virker som et uretfærdigt udgangspunkt, fordi det uvægerligt bliver en sammenligning. 


- Mere generelt har vi været meget bevidste om, hvad det er for en Roskilde Festival vi vil have, og hvad vi skal gøre for at få den, og hvad vi skal bruge vores kræfter på. Både inden for og uden for pladsen. Vi har for eksempel udviklet vores Graffitti Zone, som fungerede rigtig godt som en lille oase, man selv skulle opdage blandt staldene. Vores Food Court, som vi arbejdede videre med i år, virkede også fint som en slags talentudvikling på madsiden. 

- Vi har arbejdet med rummene. Gloria havde for eksempel en foyer. Vi havde en forventning til at prøve det af og se om det fungerede og så arbejde videre med det derfra. Vi havde et rum øst for Arena, et stort område, hvor vi kiggede på, hvordan publikum færdes, hvordan tog de det i brug, og det skal vi helt klart arbejde videre på frem mod 2015.

- Vi har samlet alt det kuraterede kunst, selvom der selvfølgelig er masser af kunst på hele pladsen. Men for at publikum ligesom selv kunne opdage det, nu vi havde brugt kræfter på det.


Fællesskab og engagement

Hvordan har I oplevet publikum?

- Noget jeg særlig vil fremhæve er fællesskabet, det at alle er med til skabe festivalen, ikke kun frivillige, men også publikummer. Jeg synes det har været ret fantastisk at opleve. Det bedste eksempel er næsten Nøgenløbet. Det er både et eksempel på en aktivitet, hvor vi siger "Er det her egentlig noget vi skal lave, eller er det ikke noget som publikum lige så vel kunne arrangere?". Den øvelse har været god for os at lave, og så er det rigtig fedt at se, at den bare bliver grebet! Men også grebet på en anden måde. Løbet blev gjort længere og camps i Dream City og udenfor bidrog til præmiepuljen, som bestod af sjove, symbolske ting. Det bliver et fælles projekt for mange, og det er lige præcis sådan det skal det være.


- Jeg synes det var vanvittig fedt at have Pussy Riot og på den måde sætte fokus på, at Roskilde Festival er en festival med holdninger. Det var virkelig fedt at opleve, at vi har et publikum, der engagerer sig ikke kun i festivallivet, men også i deres omverden. Det samme oplevede vi med vores Change Focus på ungdomsledighed. Normalt er det sådan, at skal man introducere sådan noget på en festival, skal det ske med en legende tilgang. Derfor var det fedt at se, at så mange deltog, selvom det meget handlede om samtale og refleksion. Det er svært på forhånd at vide, hvordan sådan noget vil fungere i en festival-setting, hvor folk måske mere er kommet for at feste.

- Vi blev bekræftet i, at vi har en festival, der rummer musikken, fællesskabet og engagementet i omverden. Sådan helt grundlæggende er vi glade for den festival, vi har afviklet her. 

Du nævner, at publikum har været gode til fællesskab. Har det været en fredelig festival i år? Man kunne jo godt forestille sig, at når så mange mennesker er samlet i det mildest talt gode vejr, at stemningen kunne koge lidt over?


- Det har været en meget fredelig festival. Det har været en festival uden de store episoder. Politiet har fortalt, at der var langt færre tyverier i år. Jeg synes faktisk, at det helt grundlæggende bekræfter, at man tager på Roskilde for at få en god fælles oplevelse. Det præger selvfølgelig den tilgang til tingene, man har og hvordan man interagerer med andre.

- Det gode vejr har gjort, at publikum har kunnet slappe af. Regnvejr kan jo godt gøre folk mutte. Men der er samtidig ingen tvivl om, at Roskilde-publikummet er gode til at passe på hinanden og er kommet for at holde en fest med hinanden. Det er fantastisk at opleve, når vi nu er så mange mennesker samlet sammen.

Lyse sommernætter


I år har metalmusikken været relativt godt repræsenteret på festivalen. Det er jo en genre, der trives bedst i mørke, så hvorfor blev mange metalbands sat til at spille i dagslys?

- Jeg synes grundlæggende, at vi har tilgodeset metalkoncerter i aftentimerne. Vi havde for eksempel Rob Zombie på Orange Scene klokken 22.30. Vi havde doom på Gloria, og det foregår jo indenfor. Med det sagt er der bare ikke mange mørke timer i den danske sommer at tage af. Samtidig kan man jo også sige, at der er mange kunstnere, hvis sceneshow tager sig bedst ud, hvis der er mørkt. Så det er noget af et puslespil at få til at gå op. 

- Men jeg synes, at vi har haft godt med metal, også en del indenfor. Men når solen går ned klokken 23 og står op klokken 5, er det altså begrænset, hvor meget man kan lægge i de mørke timer.


Netværk i orden

Nu har du nævnt Jack White som erstatning for Drake. Hvordan kunne I booke ham så hurtigt?

- Det handler om at have sit netværk i orden og holde øje med, hvem der er i nærheden. Jack White var jo i Polen om lørdagen og var så med på at svinge forbi Danmark om søndagen. Og det er jo fedt. Men det er lidt af et puslespil, hvem man kan få ind på så kort varsel. 

Mange festivalgængere ville også gerne have set Eminem. Han har aldrig spillet i Danmark og er ellers ude på nogle af de europæiske festivaler i år. Var han ikke en åbenlys booking?


- Der er jo rigtig meget med timing og planlægning. Selv om en kunstner er i Europa, farter de jo ikke konstant fra nord og syd. Man prøver jo at lægge tingene sådan, at det passer. Det kunne ikke lade sig gøre i år. Vi vil rigtig gerne have ham. Publikum har jo også et stort ønske om at opleve ham. Det kunne være rigtig fedt, hvis han stod på Orange hos os et år. 

 

ANNONCE