Nyhed

Guide: Det skal du høre på Roskilde – ifølge Keld Broksø

GAFFAs anmeldere giver deres bud på, hvem du skal høre på Roskilde Festival. Her hardrockanmelder Broksø.

Torsdag den 3/7 kl. 20:00 - Bombus - Pavilion

Svensk heavy metal er mere end svenskerhår og Europes popversion i "The Final Countdown" (bandet har i øvrigt lavet langt bedre og mere rockede numre senere hen!) Tjek lige Bombus ud, og du vil få en helt ny oplevelse af, at der er langt mere gang i den på den anden side af sundet, end du gik og troede. Klassisk heavy med et touch af punk – og det, der er bedre (værre vil nogen måske mene, men så skal I hade fester og tonsvis af energi leveret kvalificeret og ikke uden et touch af (sort) humor).



Lørdag den 5/7: Helhorse vs. The Psyke Project (DK) - Avalon kl. 18.00:

Jam' hva' ska' jeg si'e? – Det kan blive godt! Det er nogenlunde som reklamen med Kohbergs boller.  Hvis man mixer et par dygtige bands, så kan det ikke gå helt galt. Men det kan sandelig også overraske. Positivt! Helhorse spiller op mod det meget hardcore metalband The Psyke Project, i en dobbeltkoncert. Man må gå ud fra, at de 11 mand på scenen satser på at få en fest ud af det, som næsten MÅ smitte af på publikum. Her en video – om end kun med Helhorse, men endda fra det nyligt overståede Copenhell, så I kan se, hvad I kan vente jer lidt af:



Manu Chao La Ventura (FR) lørdag den 5/7 kl. 19.30 – Orange.

…Og nu til noget hel andet: Jeg elsker Manu Chao – og har gjort det lige siden, han spillede på Roskilde i 2002. Han er et enormt navn i Frankrig, og mixer det frankofone, sorte Vestafrika ind i sin musik, så Marine Le Pen må se indvandrere overalt og hade ham dybt.  Reggae, ska, punk, pop, funk, afro – og hvad har vi!? Det hele serveret med humor og energi – og af hamrende dygtige musikere fra det meste af verden. Det bliver spændende med en aften i den globale landsby!



Rob Zombie - Fredag den 4/7 kl. 22:30 – Orange Scene

Det er muligvis bare for mærkeligt, men hvis man nu HAR det sådan..!?

Rob Zombie er ikke – og ser ikke ud - som folk er flest. Og tak for det! Der er et funky element mixet med lidt Ozzy og Alice Cooper (fra sin bedste periode) i et hæsblæsende metalshow, som vist kun kan blive underholdende – med mindre man enten er lavet af sten eller stener for meget.



Søndag den 6/7 kl. 12.00 på Avalon: Skambankt (NO)


Det er ikke fordi norsk punk/metal-sortsyn i sin grimmeste og originale udgave er noget, jeg dyrker. Dertil er livet trods alt for kort. Men i denne udgave er rygtet løbet i forvejen om et af Norges bedste punk/metal-bands. Og jo – de synger sgu også på norsk, uden man skal forvente sig højfjeldsromantik af den grund. Glæder mig!

ANNONCE