Sister Sledge og Kool & the Gang lægger vejen forbi landet
To af de helt store navne fra 70'ernes disko-bølge, Sister Sledge og Kool & the Gang, giver koncert i Falconer Salen i København 5. september.
Guitaristen og produceren Nile Rodgers fik noget af et comeback sidste år via sin medvirken på Daft Punks album "Random Access Memories", ikke mindst på kæmpehittet "Get Lucky". Tilbage i slut-70'erne brød han igennem med sit band Chic, og få år senere var han og Chic-bassisten Bernard Edwards sangskriverne og producerne bag Sister Sledges store hits "He's the Greatest Dancer", "We Are Family" og "Lost in Music".
Nile Rodgers kommer ikke med i Falconer Salen, men det gør to af de fire oprindelige Sister Sledge-medlemmer, søstrene Debbie (til højre på billedet) og Joni Sledge (til venstre på billedet) samt sangerinden Rachel Wilson, der tidligere har arbejdet som Hollywood-reporter. Gruppen blev dannet tilbage i 1971, fik deres store gennembrud i 1979 med "He's the Greatest Dancer" og "We Are Family" og arbejder for tiden på nyt materiale, deres første siden albummet "Style" fra 2003. Gruppen var i øvrigt i Danmark i weekenden for at få taget pr-billeder, og du kan se et af dem ovenfor.
Kool & The Gang blev dannet tilbage i 1964 som et jazzorkester og brød for alvor igennem ti år senere med de funky singler "Hollywood Swinging", "Higher Plane" og "Spirit of the Boogie", der alle toppede den amerikanske r&b-hitliste. Senere fik de store hits som "Celebration", "Joanna", "Cherish", der henholdsvis blev nummer 1, 2 og 2 på den amerikanske Billboard-hitliste. Gruppen har i dag solgt mere end 70 millioner album.
Programmet på aftenen er som følger:
18.30 Dørene åbnes
19.00 Værterne Dan Rachlin og Jeannie Mortensen byder velkommen.
19.00 Dj-battle
20.00 Sister Sledge live
21.00 Dj-battle
22.00 Kool & the Gang live
23.30 Dj-battle
fra 24.00-01.30 Busser fra Falkoner Centeret til Afterparty
01.00-05.00 Det officielle Afterparty på Park Nightclub
Dj-battles'ene finder sted mellem Dan Rachlin, Joakim Hediger, Lille Lars, Tino Thorsøe, Katrine Ring, Frank Ryle, Phil Jones og special guest Funkstar de Luxe.
Billetsalget er i gang via Billetnet.
Varm op med "We Are Family" og "Joanna":