Nyhed

NorthSide-aktuelle Pharfar: Jeg røg hash dagligt i 18 år

I dag kan Donkey Sound Roadshow opleves live i Aarhus – vi har mødt hele holdet

Pharfar er aktuel med sit musikkollektiv Donkey Sound Roadshow alias ham selv, Fresh-I, Wafande, Kaka og Dean Thompson, der blandt andet kan opleves på NorthSide Festival i dag. GAFFA har lavet et stort interview med hele kollektivet og har blandt andet talt med dem om hashrygning.

Hashrygning er jo for manges vedkommende noget, de forbinder med reggaemusik. Er der mange reggaemusikere, der ryger, og ryger I selv stadigvæk?

Pharfar: – Jeg gør ikke, og jeg kender mange, der ikke gør, men jeg kender selvfølgelig også mange, der gør. Især på Jamaica, hvor det kan være en flugt fra det hårde liv på samme måde, som musikken også kan være det. Men i den forbindelse må jeg også sige, at jeg for nogle år siden blev ramt af en hashpsykose, der var så slem, at jeg simpelthen var sikker på, at jeg var ved at blive sindssyg.


Wafande: – Jeg ryger heller ikke længere. Jeg kan godt lide det, men man bliver simpelthen for sløv af det, og det passer ikke så godt sammen med, at jeg skal have en musikkarriere kørende.

Hvordan påvirkede hashpsykosen dig, Pharfar?

Pharfar: – Jeg røg jo dagligt fra jeg stod op, til jeg gik i seng i noget, der ligner 18 år, og til sidst flød bægeret simpelthen over, og jeg fik en kæmpe hashpsykose for fire år siden. Jeg fik vanvittige angstanfald, og alle barrierer i mit hoved smuldrede. Jeg var på randen til sindssyge, og det var enormt hæsligt. Jeg kunne ikke lave musik, og jeg havde ikke lyst til at spise eller gå ud. Det eneste jeg ville, var at ligge i min seng. Jeg kunne ikke engang læse en bog eller se fjernsyn. Der var alt for mange tanker, jeg ikke kunne få styr på. Det varede tre uger, før det lige så stille begyndte at gå den anden vej, men jeg er stadig påvirket af det fra tid til anden. Især når jeg har tømmermænd. Det er ikke ufarligt, og det er noget, folk skal vide. Det er ikke alle, der kan klare det, og det synes jeg, folk skal vide, når jeg nu har promoveret det så meget, som jeg har. Jeg skal aldrig nogensinde ryge igen.


Læs hele interviewet og en flot fotoserie med hele Donkey Sound i GAFFAs artikelsektion

ANNONCE