NorthSide-aktuelle Pixies: Man skal bevæge sig fremad

I David Finchers nu klassiske Fight Club fra 1997 udmunder afslutningsscenen i finansbygninger, som brændende synker i grus, mens Edward Norton og Helena Bonham Carter står i sikker afstand og betragter infernoet. Den bliver ledsaget af Pixies Where's My Mind? – Black Francis slår guitarakkorderne an på sin akustiske guitar, mens hans stemme svæver højt og engleagtigt, før Joey Santiago bryder ind på sin Gibson Les Paul med et guitarriff, der hører hjemme i guitarrockens bibel. Den sekvens har uden tvivl været medvirkende til at introducere Pixies for en ny generation af publikum.

I år brød Pixies så 23 års albumstilhed i april ved at udgive et nyt album, Indie Cindy. Albummet er generelt blevet godt modtaget, og anmelderme hæfter sig især ved, at bandet ikke sætter deres musikalske arv over styr. Tværtimod passer det nye album godt ind i bandets kanon.

GAFFA har snakket med leadguitarist Joey Santiago forud for Pixies' koncert på NorthSide søndag aften.

I tidligere interviews har I sagt, at I ikke ville udgive flere album, men snarere ville koncentrere jer om ep'er. Alligevel udgav I et album op til Record Store Day. Hvorfor skiftede I mening?

- Tja, de tre ep'er slog sig sammen og dannede en supergruppe, "Album". Vi havde et begrænset oplag af EP1, 2 og 3, og det passede jo til et album. Du ved, man ved aldrig, hvad vi kan finde på. (griner)

Det giver på sin vis også god mening. Det er blevet meget moderne at udgive singler og ep'er, mens man taler om, at albummet er et dødt format. Prøver I at slå et slag for albummet trods alt?

- Vi udgav vores ep'er i tre bidder, vel vidende at en stor del af vores publikum har mistet deres evnen til at koncentrere sig om et helt album. Men da de så var ude, besluttede vi os for at servere dem som én stor ret. Sådan lidt: Værsgo, her er hele tallerkenen. Nyd den! Nu har I fået de små portioner.

- Og derudover kunne det jo også tænkes, at folk der ikke havde investeret i ep'erne, i stedet købte albummet.

- Men der er det. Et endegyldigt, færdigt værk.

"Indie Cindy" er samtidig jeres første album i 23 år. Havde I nogle overvejelser, før I udgav det, om hvorvidt det ville leve op til jeres musikalske arv?

- Vi var godt lidt klar over, at vi havde en slags arv at tage hensyn til. Men efter et stykke tid tog vi os ikke så meget af det. Og vi er bare nødt til at skrive sange og indspille dem. - Da vi først var i gang med at indspille, føltes det godt, og så var det ligesom om, at den tanke forduftede. Vi synes selv, at det her er et af de sjældne album, hvor et band ikke har udgivet nyt materiale i en årrække, men så vender tilbage og beviser, at de stadig har noget at byde på. Det her er lidt den voksne udgave af Pixies. Hvordan ville de lyde 20 år fra nu, kunne man sige. - Og det her er, hvordan vi lyder lige nu. Og det er sådan, det her album lyder. Vores næste album, jamen, det er der ikke nogen der ved, hvordan kommer til at lyde.

Så ingen bekymringer mere eller mindre?

- Jeg vil ærlig talt skide på idéen om vores såkaldte arv. Jeg tror på, at man bare skal bevæge sig fremad. Man skal sgu bare spille! Og det var det vi gjorde, for ellers ville vi jo bare have stoppet. - Der er desuden også en grænse for, hvor mange turnéer man kan tage på uden nyt materiale. Vi er nødt til at være et rigtigt band. Da vi var på turné før, føltes det lidt som om, at vi var et halvt band. - Et band tager på turné, klart nok, men et band indspiller også ny, fed musik. Det gjorde vi, og nu er vi et rigtigt band igen. - I forhold til et band som The Rolling Stones, hvor folk gerne vil være nostalgiske og kun høre de gamle sange, havde vi en følelse af, at vores fans ønskede at høre helt ny musik. Vi har altid været et eventyrlystent band, hvad man også kan høre fra album til album. De minder ikke om hinanden.

Man fornemmer, at I har et arbejdsetik, der går ud på at spille for jeres egen skyld og ikke give efter for andres forventninger …

- Lige præcis! Derfor læser vi hellere ikke anmeldelser. Vi kan alligevel ikke bruge det, anmelderne siger til noget. Hvis nogen siger, at de ikke kan lide, hvad vi laver, er det fandeme bare ærgerligt, ikke. - Vi går jo ikke i studiet og udbryder: Åh, der var den der ene fyr, som sagde, at det lød af hø … Det ville jo være åndssvagt.

Men har I en klar opfattelse af jeres rolle i musikhistorien? - Jeg tror, at vi er heldige nok til at være en slags milepæl. Folk, der interesserer sig for musik og dykker ned i musikhistorien, kommer forbi os helt naturligt, når de undersøger den tidlige alternative rock. Vi er sådan et slags band, som folk nærmest falder over.

Spil for publikum

Pixies fandt sammen i Boston i 1986. Deres kompromisløse lyd dannede fundamentet for alternativ rock og udgjorde en klar inspirationskilde til Seattle-rockens stille-høj-stille-dynamik nogle år senere. Bandet opnåede imidlertid aldrig samme mainstream-anerkendelse og gik i opløsning i 1993, to år efter udgivelsen af deres femte album, Trompe le Monde.

I 2003 blev linjerne dog åbnet igen, og bandet fandt atter sammen og tog på turné. De har således turneret adskillige gange over de sidste 11 år.

Nu har I været på turné i længere tid, og du har jo prøvet det før. Bliver det aldrig kedeligt?

- Det her er det bedste job i verden. Tiden mellem shows kan du jo bruge, som du vil, det er op til dig at få noget ud af den. Nogle dage kan man beslutte sig for at tage den med ro, og andre dage går man ud og oplever noget. Det er op til én selv. - Når du så står på scenen, bliver du spændt. Det kan da godt være hårdt at spille den ene koncert efter den anden. Men sådan er det bare. Rejsen er det hele værd.

- Du kan godt tage nej-hatten på og tænke: Jamen, det er den samme sang igen-igen. Jeg prøver at spille et perfekt show hver aften, og jeg kan godt love dig for, at det sker aldrig. Andre kan måske ikke høre det, men det kan jeg.

- Og så skal man altid have i tankerne, at det er nyt publikum man spiller for, ikke det samme som den forrige aften. Nogle gange står der unger derude, teenagers, og det er deres allerførste koncert med Pixies. Det gør det automatisk spændende, synes jeg. Du får lov til at vise dem live, hvad de har lyttet til i deres høretelefoner.

- Vi er forpligtet til at give dem et ordentligt show, der tværer dem helt. De skal stå fuldstændig blæste og råbe: Hvad fanden sker der!!! Det er der, hvor du som performer skal hen mentalt. Du må ikke være et egoistisk røvhul, der vræler: Bvaaa … Jeg gider ikke spille den og den sang.

- Du skal tænke: Vi er her for at spille et show for det her publikum. Jeg er her ikke for at tilfredsstille mig selv evig og altid. Det har du gjort før. Knyt bærret og spil for publikum lige foran dig. - Du HAR det bedste job i verden, så hold kæft med dit brok og bare spil.

Det tyder godt for jeres koncert på NorthSide søndag. Hvad kan publikum forvente ud over et tændt Pixies?

- Sangmæssigt kan publikum forvente et mix af de gamle sange og så selvfølgelig de nye numre. Det eneste, vi forventer af os selv, er egentlig bare at spille det bedste show, vi kan.

- Derudover har vi ikke forventninger som så. Altså, du ved, folk kan forvente at se fire mennesker komme ind på scenen og se dem spille, så godt de overhovedet kan.

Omskiftelige bassister

Pixies' oprindelige bassist, Kim Deal, havde et mere eller mindre stormfuldt forhold til Black Francis. Deres uenigheder har efterhånden blevet en slags rock'n'roll-myte i sig selv. Sidste år forlod hun atter Pixies og blev afløst af Kim Shattuck.

Man skulle tro, at det satte lidt ro på, men Shattuck fik fyresedlen efter kun fem måneder. Historien blæste hurtigt op i medierne, da Shattuck fortalte, at det skyldtes, at hun havde stage divet til en koncert.

Med på bas har I Paz Lenchantin, som blandt andet har spillet i A Perfect Circle og med Billy Corgan i Zwan. Hvordan passer hun ind i Pixies?

- Hun har et rigtigt godt cv, må man sige, men hun passer bare perfekt ind. Hun lærte alle sangene meget hurtigt. Vi havde én øver med hende, hvor vi spillede alle vores sange, og hun kunne dem tone for tone. Hun er faktisk SÅ god!

I starten af året var det oppe at vende i medierne, at I fyrede jeres daværende bassist. Hun gik til medierne med en historie om, at hun var blevet fyret, fordi hun stage divede til en koncert. Passer det?

- Det har jeg kun ét svar til. Jeg ved ikke, om det er et eller to ord: Bullshit!

Pixies spiller Northside søndag den 15. juni, klokken 19.25 på Blue Stage.