Nerverne dulmes med skrig og ingen skarpe før showstart, når de to drager på turné til efteråret
Det bliver en omfattende turné, når Freja Kirk og Julias Moon drager ud på en fælles turné til efteråret. Ikke færre end 19 koncerter skal de spille sammen. I den anledning har de lavet en lille præsentationsvideo, som du kan se her forneden samt turné-planen.
I videoen interviewer Kirk og Julias Moon hinanden ved Godsbanerne i Aarhus under Spot Festival. De snakker om, hvordan man kommer over sceneskræk og særlige ritualer, før man skal på scenen. Freja Kirk kommer med et godt tip til Julias Moon om, hvordan man overkommer de uundgåelige nerver der melder sig kort tid før man skal på scenen.
- Inden jeg skal på scenen skal jeg helst lige skrige lidt, fortæller hun, mens drengene fra Julias Moon kigger opmærksomt på hende.
- Skal jeg prøve her, spørger hun dernæst. Det synes drengene bestemt, og sangerinden lukker et voldsomt skrig ud, som får folk i baggrunden til at stoppe op, stivner i baggrunden med deres øl i hænderne.
Freja Kirk vil derefter vide, om drengene i Julias Moon "drikker sig ned", før de går på scenen.
- Det gør vi ikke, siger forsanger Louis Samson Myhre.
- Ikke bare en skarp?, spørger Freja Kirk tydeligvis forundret. Men nej, der ryger ingen våde varer indenbords, før Julias Moon træder op på scenen. Den eneste skarphed de er interesseret i, er i forhold leveringen af deres musik, hvad man må konstatere lover godt for det kommende lange stræk gennem det danske land.
Freja Kirk har komponeret sange, siden hun var 12 år gammel, og hun har siden gjort sig bemærket på dansk tv i The Voice-talentkonkurrenen. I marts udkom den 27-årige sangerindes debutalbum, "Monophobia", der modtog fire stjerner af GAFFAs Sohail Hassan under overskriften: "Følsom melankoli i klangfyldt lydunivers."
I marts fortalte Kirk til GAFFA, at hun var gået hovedkulds ind i processen med at skabe sit debutalbum. For hende var det at sammenligne med en forelskelse. Hun fortalte: "Jeg har kastet mig hovedkulds ud i nogle forhold og gået "all in", og når man føler den vanvittige forelskelse og elsker et andet menneske sindssygt højt, kan man også blive endnu mere bange for, at der skal ske dem eller sig selv noget. Jeg kan blive helt panisk ved tanken."
Oliver Kincaid, Nicolai Gabold og Louis Samson Myhre er kun i starten af tyverne, men de har allerede haft en P3's Uundgåelige med debutsinglen "Bay" under navnet Julias Moon. Det er velproduceret elektropop med en snert af - forståeligt nok! - ukuelig ungdom. Debutalbummet "Backseat Thunder" udkom i slutningen af sidste år og modtog tre stjerner af Simon Nathanael under overskriften: "Elektropop gemmer på de gode harmonier."
Billetter til turnéen er i salg og kan skaffes via Billetnet.dk og GAFFA Live. Se turné-planen under videoen.
Se Freja Kirk og Julias Moon i samtale med hinanden her:
Turné-plan
Bygningen Vejle, den 26. september
Vershuset. Næstved, den 27. september
Folkets Hus i Struer, Struer, den 3. oktober
Cafe Von Hatten, Randers, den 4. oktober
Sønderborghus, Sønderborg, den 9. oktober
Badeanstalten, Slagelse, den 10. oktober
Kulisselageret, Horsens, den 11. oktober
Skråen i Nordkraft, Aalborg, den 16. oktober
Fermaten, Herning, den 17. oktober
Viften, Rødovre, den 18. oktober
Gimle, Roskilde, den 23. oktober
Stars, Vordingborg, den 24. oktober
Godset, Kolding, den 25. oktober
Harders, Svendborg, den 31. oktober
Det Bruunske Pakhus, Fredericia, den 6. november
Studenterhuset Aarhus, Aarhus, den 14. november
Kulturmaskinen, Odense, den 15. november
Det Musiske Hus, Frederikshavn, den 21. november
Industrien Aarup, den 22. november