Ørkenblues, superduo og Wayne Shorter-musikere kan opleves i hovedstaden til sommer
Tre nye hovednavne - Tinariwen (billedet), Chick Corea & Stanley Clarke og Children Of The Light Trio - slutter sig til programmet for Copenhagen Jazz Festival 2014, som indtil videre også tæller store navne som Gregory Porter, Concha Buika, The John Scofield Überjam Band, Christian McBride Trio, Thurston Moore/Mats Gustafsson.
Er du til autentisk, afrikansk og guitar-baseret blues spundet om forskellige traditioner som eksempelvis tuaregernes rytmer og melodier og berbernes mere pop-orienterede tilgang til musikken, går du ikke forgæves med Tinariwen. Med "The Radio Tisdas Sessions" fra 2001 nåede bandet for første gang ud til et publikum uden for Saharas grænser, og med albummet "Aman Iman" fra 2007 opnåede Tinariwen for alvor international anerkendelse og berømmelse.
2011 indspillede Tinariwen det Grammy-belønnede album "Tassili" under åben himmel i ørkenen med Nels Cline (Wilco), Tunde Adebimpe og Kyp Malone (TV On The Radio), og tidligere i år udkom den længe ventede opfølger "Emmaar" på Anti, som på grund af den politiske situation i hjemlandet er lavet i Mojave-ørkenen i Californien. GAFFAs Torben Holleufer kvitterede med fire stjerner under overskriften: "Kompetent eksilalbum fra ørkenrockere."
Chick Corea kommer tilbage til Copenhagen Jazz Festival med "The Songs of Return To Forever"-duoen med bassist Stanley Clarke. Igennem sin karierre har Chick Corea spillet snart sagt alle genrer strækkende sig fra bebob til cool jazz og fra fusion til klassisk. Denne aften spiller han sammen med superbassisten Stanley Clarke, der var med til at danne fusionsgruppen Return to Forever der i 70'erne sammen med navne som Weather Report og Mahavishnu Orchestra var med til at definere fusionsgenren. De prominente herrer fuldender programmet hos Viften i Rødovre.
Under temaet Transatlantique - en hyldest til strømmen af europæiske og amerikanske musikere, der krydser hinanden, grænser og toner - præsenteres flere hovednavne. Især værd at bemærke er dog en af verdens mest anerkendte moderne jazzpianister, Danilo Pérez og hans berømte Children of the Light Trio, der også inkluderer den eminente bassist John Patitucci og verdens nok mest anerkendte jazztrommeslager lige nu; Brian Blade. De tre har spillet sammen i flere år i Wayne Shorters rytmegruppe og var også med, da Shorter gæstede Copenhagen Jazz Festival i 2012.
Copenhagen Jazz Festival 2014 finder sted den 4.-13. juli på 100 spillesteder i hele København og på Frederiksberg. Blandt de offentliggjorte hovednavne finder man Concha Buika (ES), Gregory Porter (US), The John Scofield Überjam Band (US), Tinariwen (ML), Chick Corea & Stanley Clarke (US), Children Of The Light Trio (PA/US), Hiromi "The Trio Project" (JP/US/UK), Thurston Moore & Mats Gustafsson (US/SE) og Christian McBride Trio (US).
Billetter er i salg og kan skaffes via jazz.dk