Endnu en komiker har været ude at kritisere den snart albumaktuelle sanger
Snart udgiver sangeren og sangskriveren Frank Ziyanak sit første dansksprogede soloalbum "Familie Før Musik Før Penge", der udkommer den 14. april. Som opvarmning har Ziyanak fået en række af sine bekendte til at udtale sig om Ziyanak, og de har ikke mange pæne ord at sige om ham. For nylig var komikeren Brian Lykke ude at kalde Ziyanak "tyk og træls". Han bliver nu fulgt op af en anden komiker, Esben Pretzmann, der kalder Ziyanak "falsk" og "slesk" og "prøver at komme i kassen på alle, han møder".
Pretzmann har dog også én god ting at sige om Ziyanak, og hvad den er, kan du se i klippet nedenfor – efterfulgt af Ziyanaks solosingle "Frank Var Her".
Ziyanaks debutalbum er produceret af den erfarne producer Jon Schumann (Kashmir, Mew, Carpark North med flere).
Frank Ziyanak har ud over sin solokarriere gjort sig bemærket i grupperne Death To Frank Ziyanak, Geezus Crystler og The Wong Boys.