Hymns From Nineveh er med i opløbet til at vinde den prestigefyldte P3 Prisen.
Danmarks Radio og P3 har nu offentliggjort, hvem der er med i kampen om priserne til P3 Guld, der i år har Monte Carlo-drengene Esben Bjerre og Peter Falktoft som værter. Årets priser er P3 Lytterhittet, P3 Talentet og P3 Prisen. I hovedkategorien er det MØ, Panamah og Hymns from Nineveh (billedet), der kan vinde.
Til P3 talentet er der fire stærke nomineringer i Ukendt Kunstner, The Minds Of 99, Julias Moon og S!vas. Ukendt Kunstner er også nomineret for lytterhittet "Neonlys" fra det selvudgivne gratis debutalbum af samme navn. Det samme med københavnertrioen Julias Moon, der også er nomineret for deres lytterhit "Bay" fra ep'en "Backseat Thunder". Sidste år vandt Quadron P3 Talentet over Panamah og Sebastian Lind.
I kategorien P3 Lytterhittet findes blandt andre også Nik & Jay med "Forstadsdrømme", Pharfar med "La' Mig Rulle Dig" og Hymns From Nineveh med "A Kid On The Beach". Sidste års prisvindende lytterhit var Klumben og Raske Penges "sodavanthem" til den danske sportsvand, "Faxe Kondi".
Til showet er det allerede offentliggjort, at anmelderroste WhoMadeWho skal spille. De har meget passende lige udgivet det nye album "Dreams" til seks stjerner fra GAFFAs anmelder. Man kan formentlig også regne med optrædener fra nogle af sidste års vindere.
De nominerede er som følger:
P3 Prisen:
MØ
Panamah
Hymns From Nineveh
P3 Talentet:
Ukendt Kunstner
The Minds of 99
Julias Moon
S!vas
P3 Lytterhittet:
Burhan G: Din For Evigt
Pharfar: La' Mig Rulle Dig
Ukendt Kunstner: Neonlys
Nik & Jay: Forstadsdrømme
Oh Land: Renaissance Girls
Shaka Loveless: Dengang Du Græd
Hymns From Nineveh: A Kid On the Beach
Julias Moon: Bay