Nyhed

Simply Red bliver til Simply Green og giver dansk klimakoncert

Irsk sanger med band indspiller album kun ved hjælp af solenergi

På Margård Slot på Fyn har man opstillet udstyr, der alt sammen er forbundet til solceller, som så skal sikre en CO2-neutral produktion af musik. Det er energirådgiver Morten Grønfeldt, der har hjulpet med at gøre hvert eneste aspekt af bandet og albummet "Simply Green" til en miljøansvarlig affære, hvilket i øvrigt også betyder, at tourbussen skal have genopladelige batterier.

Bandet, der har den irske Adrian Sullivan som forsanger og blandt andre to medlemmer af hedengangne Simply Red – Kenji Suzuki (guitar) og Dave Clayton (keyboard) – som musikere, giver en såkaldt ægte grøn koncert lørdag den 15. marts i Strib Fritids- og Aktivitetscenter i Middelfart. Selvfølgelig bliver koncerten også afviklet med grøn energi. Til koncerten vil man kunne høre nye numre, men også gamle Simply Red-numre. Som ved andre grønne koncerter er Jacob Haugaard konferencier.

Bandets producer er britiske Andy Wright, der tidligere har arbejdet med Simply Red, Eurythmics og Luciano Pavarotti. I nedenstående video forklarer Wright, hvordan det har været at arbejde med Simply Green. Du kan også se bandets musikvideo "I'm Yours" med det danske realityfænomen Amalie Szigethy som hovedrolleindehaver.

ANNONCE