Nyhed

Tønder Festival tilføjer seks nye navne

Der er både dansk folk og amerikansk americana på programmet

Tønder Festival har netop offentliggjort de første navne til årets festival, der finder sted i dagene 28.-31. august. I år har festivalen 40 års jubilæum, og derfor lader det til, at der bliver gjort lidt ekstra for at gøre årets festival til noget helt specielt. Det ses blandt andet i årets program, som netop har fået seks nye navne fra ind- og udland. De nye navne er amerikanske Deer Tick, engelske Seth Lakeman, den irske sensation We Banjo 3, den amerikanske fiddler-tornado Eileen Ivers, skotske Skerryvore og den danske publikums-yndling Folkeklubben.

Deer Tick (billedet) fra Rhode Island i USA var i Tønder i 2012 efter udgivelsen af deres album "Divine Providence", som Espen Strunk tildelte fire stjerner i GAFFA. De fik dengang slået fast, at de tilhører toppen af ny amerikansk country-rebel rootsrock. Bandet er centreret om den karismatiske John McCauley, der med sine skarpe tekster beskriver livet i udkanten af tilværelsen. Lydbilledet strækker sig fra den kompromisløse outlaw rock'n'roll til følsomme countrysange.

Det bliver ikke den engelske sanger, sangskriver og multi-instrumentalist Seth Lakemans første besøg på Tønder Festival. Han er som publikumsfavorit lidt af det man kalder en genganger. Han har været i Tønder mange gange. Første gang var i 1995 med gruppen Equation, der var et ungt og lovende band, som bestod af musikere, der senere skulle få særdeles fine karrierer. Seth Lakeman er en vigtig skikkelse i den optur, engelsk folkemusik og folkrock oplevede i 90'erne og hen over årtusindskiftet. Han mestrer sangskrivningens kunst samt violin, viola, banjo, guitar og tenorguitar og har udgivet syv album.


Det skotske band Skerryvore betræder de samme højlandsgrønne stier, som Wolfstone, Runrig og andre folkrockbands med bagpipes, accordions & fiddles som varemærke har vandret ad. Skerryvore er opkaldt efter en klippeø med fyrtårn helt ude ved Atlanten, hvor bandet blev dannet i 2004. Der er dømt tradition, men Skerryvore er ikke bange for at hente inspiration i poprock og amerikansk musik som cajun, country og americana. 

Indimellem sker det, at en flok virkelig skrappe musikere slår sig sammen og lægger verden ned. We Banjo 3 ligner et sådant band. Virtuoser er de, de fire herrer fra Galway i Irland. We Banjo 3 består af to brødrepar: Enda og Fergal Scahill og Martin og David Howley. De spiller banjo, mandolin, violin og guitar i en frisk og meget underholdende blanding af traditionel irsk musik, amerikansk oldtime og bluegrass. 

Lige som We Banjo 3 befinder Eileen Ivers sig i den virtuose afdeling. En fiddler af Guds nåde og med så fine betegnelser som "The future of the celtic fiddle" og "The Jimi Hendrix of the violin". Eileen Ivers er heller ikke et ukendt navn i Tønder. Der er smæk i violinstrengene, når irsk-amerikanske Eileen Ivers går på scenen sammen med sit band Immigrant Soul. Den 49-årige musiker er født i Bronx i New York. Hendes forældre er fra Irland, og hun har fået den irske musikkultur ind med modermælken. En musiker i særklasse, som har en Grammy-statuette stående, har spillet med Sting, The Chieftains, Patti Smith, Riverdance og mange andre og har været "All-Ireland Fiddle Champion" hele ni gange.


Tre gange charme på scenen. Folkeklubben har med rekordfart indtaget landet og er røget helt op på popularitetsbarometeret. Danske tekster med bid, ironi og humor, en forsanger med glimt i øjet og eminent sans for at snakke med – og ikke bare til – publikum samt et akustisk set-up i den minimale afdeling. To guitarer, vokaler samt lidt slagtøj, så er de kørende. Gruppens debutalbum, sidste års "Nye Tider" fik Espen Strunk op af stolen. Han skrev i sin fire stjernes anmeldelse

"Vi taler noget så relativt sjældent som simpelt, gode sange på dansk, strejfende rundt i den tematiske omegn af københavnsk mandeliv anno 2013 med aftener på Andy's Bar, ture rundt om søerne, iPhones, fadøl og parforholdsproblemer. Det er der ikke i sig selv noget skelsættende i, hvis ikke lige det var fordi, Folkeklubben gør det med et poetisk overskud og en kæk attitude af de ganske sjældne. Glimrende."

Det samlede program lyder således indtil videre:

Steve Earle (USA), Runrig (SCO), Julie Fowlis (SCO), The Stray Birds (USA), Chuck Brodsky (USA), Deer Tick (USA), Seth Lakeman (ENG), Skerryvore(SCO), We Banjo 3 (IRL), Eileen Ivers & Immigrant Soul (USA) og Folkeklubben (DK)


Billetter er i salg, og kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE