Med det nye album Dansker og et bagkatalog fuld af ørehængere er Jesper Dahl klar til at indtage det ganske land.
Jokeren har med sit nye album "Dansker" indtaget førstepladsen på iTunes' hiphop-chart og det samme har singlen "Kun Os To", som for nylig også modtog en guldcertificering. Jokeren virker altså til at være tilbage i topform i en alder af 41 år. Med rygsækken fyldt af hårdtslående raphits indtager han nu scenen i fire af Danmarks største byer på en forårsturné.
Om forårstouren udtaler Jokeren: "Jeg glæder mig til at skulle ud at spille. Jeg har savnet dét, landevejene og mit publikum. Folk kan forvente sig de største hits, de bedste rim og en fest, de sent glemmer. Jeg er officielt tilbage og med 1000 kilometer i timen".
Jokerens fans har god anledning til at glæde sig, da dansk raps uofficielle godfather har modtaget stor anmelderros for albummet "Dansker". Det nye album tvang fem stjerner ud af fingerspidserne på GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr, hvortil hun skrev: "Musikalsk byder albummet på en række forskellige rejser. Fra det helt minimalistiske til det polerede, det hårde, det poppede og det jazzede."
Jokerens egen forklaring på, hvorfor albummet falder i anmeldernes smag, lyder således: "På fem år er der sket meget i mit liv og i min udvikling som menneske. Jeg har rejst meget og set store dele af verden. Derudover har jeg dyrket dét at være far og reflekteret meget over mit liv og min karriere. Mit album indeholder det bedste af det hele. Det er ikke et nichehenvendt dogmeprojekt, som når jeg skriver bøger eller laver spoken word. Dette er Jokeren, og han er en alsidig størrelse".
I den seneste tid, hvor Jokeren har trukket sig tilbage fra koncertscenerne, og rampelyset har været afdæmpet, er der blevet skrevet en del om den danske rapper i de danske medier. Historier om alt fra kærlighedsforhold til livstruende sygdomme, men disse historier tager Jokeren med et smil. "Det eneste, de mangler at overveje er at jeg er en alien, så er pladen vist fuld," joker Jokeren og fortsætter. "Jeg forsøger at se sådan på det, at når folk stopper med at snakke, er man blevet irrelevant. Så jeg tager det egentlig bare som en kompliment.", før han afslutter: "Ja, jeg er blevet 41, men jeg er i mit livs form".
GAFFAs decembernummer, der er på gaden 28. november, kan du i øvrigt læse et stort interview med Jokeren.
I sit livs form besøger Jokeren følgende byer på sin forårstour.
Den 26. marts – Skråen, Aalborg
Den 27. marts – Posten, Odense
Den 28. marts – Train, Aarhus
Den 1. april – Lille Vega, København
Hør Jokeren med hittet "Kun Os To" fra albummet "Dansker" herunder.