Vi har fanget Raveonettes-frontmanden til en snak forud for de to danske koncerter
Julen står for døren, og heldigvis er december ud over hygge og den slags også krydret med en række gode koncerter. Således kan man henholdsvis den 11. og 13. december opleve The Raveonettes i København (Vega) og Aarhus (Train).
Bandet er på tour med deres seneste album, den anmelderroste Pe'ahi, der lå fem uger i top 10 på CMJ's top 200 og dermed er et af bandets bedst chartede albums. Med sig til Danmark har Sune og Sharin det amerikanske band Mini Mansions som support.
Vi har i anledning af de forestående koncerter fået en snak med Sune Wagner om, hvad vi kan forvente os af shows'ene.
Hej Sune. Hvordan er det gået til de amerikanske koncerter?
– Det er gået super godt! Jeg vil faktisk gå så vidt som at påstå, at vi har spillet nogle af vores bedste shows nogensinde. Vi har haft nogle rigtig gode folk med, og publikum har virkelig taget godt imod de nye sange, så det er rigtig fedt.
Hvad kan vi forvente af de to danske koncerter?
– Vi kommer nok til at spille ret mange af sangene fra Pe'ahi, og så har vi en lysmand med, der sørger for, at det kommer til at se rigtig godt ud, når vi står på scenen. Desuden har vi tilføjet et mere performanceagtigt element til koncerterne, hvor jeg slipper guitaren og går rundt med mikrofonen og prøver at få folk med. Det har fungeret vildt godt indtil videre, og vi er ikke helt så indadvendte, som vi plejer at være på scenen, haha!
Hvad gør I, lige før I går på scenen?
– Der plejer vi altid at sammensætte sætlisten. Vi vejrer stemningen i salen og prøver at finde nogle sange, der passer til. Indtil videre har Endless Sleeper fungeret ret godt som åbningsnummer.
Hvad står der på jeres forplejningsliste?
– Ikke ret mange ting. Den er faktisk rimelig kedelig, fordi vi altid siger nej tak til grøntsagsfade og hummus og den slags ting, for der er alligevel aldrig nogen, der spiser det alligevel. Vi vil bare gerne have lidt kaffe, te og en flaske vodka og noget at blande den op med. Og så en kasse lokale øl – det er især spændende, hvis vi er i udlandet.
Hvad lytter I til i tourbussen?
– Der lytter vi aldrig til musik. Det er nærmest en regel, at der skal være ro på der. Enten sidder vi og snakker, eller også passer vi os selv og læser eller ser film. Nogle gange laver jeg også musik, og så er det sgu meget fedt, at der er ro.