Nyhed

Hør Alt-J's nye album en uge før tid

Albummet, som egentlig først skulle frigives næste mandag, kan nu streames

Fra den 9. september gav Alt-J deres fans muligheden for at lytte til det kommende album små to uger inden frigivelsesdatoen. Dette igennem app'en "This Is All Yours", som har samme navn som det nye album. Det har dog ikke været nok bare at downloade appen. Albummet kunne kun lyttes til på specifikt udvalgte geografiske områder. Nærmere betegnet en lang række parker i hele verden, også i Danmark, men ikke i USA. Nu kan du dog blive siddende i sofaen, ligge under dynen eller lave lige, hvad du har lyst til, når du lytter til Alt-J's nye album. Det kan nemlig fra dags dato streames på Spotify.

Bandet, som spiller en kompleks blanding af pop, dub, folk, elektronika og rock udkom i 2012 med debutalbummet "An Awsome Wave". Det fik fire stjerner af GAFFA og fem stjerner af GAFFAs læsere.

Desuden blev albummet nomineret til tre Brit Awards, vandt den engelske og prestigefyldte Mecury Prize, udvalgt som BBC Radio 6's Album Of The Year, og samtidig lød tonerne fra deres musik i en pause under Miley Cyrus' sidste turné. Det fortæller lidt om alsidigheden, som bandet besidder. Alt-J spillede på sidste års NorthSide Festival, hvor bandet klarede sig godt ifølge GAFFAs anmelder. Se hvordan det gik, og hvor mange stjerner koncerten fik.


Du skal altså ikke længere vandre til specifikt udvalgte parker i Danmark for at smuglytte til det nye og længe ventede album. Hør det hele på Spotify nedenfor:

ANNONCE