Nekrolog: Ian Curtis' veninde er død

Normalt skriver vi ikke nekrologer tre måneder efter et dødsfald. Og var det ikke, fordi engelske The Independent havde valgt at gøre netop det forleden, havde Annik Honorés død af kræft den 3. juli været en lige så anonym affære som det liv, hun valgte at leve. For hun var om nogen i et centrum, som hun ikke selv havde valgt, men som blev aktuelt, da ikoniske Ian Curtis i maj 1980 valgte at hænge sig hjemme i Macclesfield syd for Manchester, og en sang med titlen Love Will Tear Us Apart efterfølgende på singleplade grovhittede og for evigt talte om en splittet sjæl med kone og datter derhjemme.

Men som myten vil havde det, havde sit hjerte hos kvinden, der nu muligvis har sluttet sig til ham i det hinsides.

Love Will Tear Us Apart blev om nogen sangen, som symboliserede den dybe tragedie, og det blev også det titel, der pryder gravstenen hjemme i lillebyen - vel at mærke en gravsten, der er blevet scoret og blevet erstattet adskillige gange. Den er er nemlig lille nok til, at man kan have den i tasken.

Benægtede konsekvent

Det skal siges, at Annik Honoré selv i de 34 år, der er gået siden sangerens død, i de få interview hun gik med til at give, konsekvent ville benægte, at forholdet til Ian Curtis havde været andet end platonisk. Og at det nærmere var en forsmået kone, Deborah Curtis, der havde bragt påstanden til torvs, specielt da hun udgav erindringsbogen Touching From A Distance i 1995, en bog som siden skulle danne basis for Anton Corbijns meget roste film Control om Joy Division, Ian Curtis og hele miljøet omkring bandet og pladeselskabet Factory Records.

Annik Honoré blev født i Mons i Belgien i 1957. Hun blev stærkt interesseret i musik og ville ofte som teenager drage over kanalen til England, hvor hun så mange koncerter – hun har selv sat året 1976 som banebrydende, for her så hun David Bowie og Patti Smith. Ligesom hun fra 1979 boede fast i London som ansat på den belgiske ambassade. Her ville hun være ude og se bands hver aften, og begyndte at skrive som freelancejournalist for et belgisk kulturmagasin. Hun kendte allerede Joy Divisions debutskive Unknown Pleasures, men konstaterede i august 1979, at de live lysår fra Martin Hannetts eklektiske produktion var en ganske anden og rå affære.

Det lykkedes Annik Honoré at komme backstage, og hele natten ville hun og Curtis snakke sammen og ikke mindst sammen lytte til Davis Bowies album Low, en scene, som hun siden ville bekræfte som en af de få, der ikke var "det pure opspind" i henholdsvis Deborah Curtis' bog og Corbijns film. Som hun ville sige det i sit sidste interview:

- Scenen i Corbijns film er meget præcis. Ian var sød, høflig, skrøbelig og meget rar mod mig. Det var min første forelskelse. Alt havde drejet sig om musik indtil da.

Hun glemte dog ikke Belgien, og i efteråret 1979 begyndte hun sammen med en journalist at sætte koncerter op i Bruxelles, og den første koncert var med Joy Division og et andet post-punk-orkester, Sheffield-gruppen Cabaret Voltaire, som på den tid ofte turnerede sammen i England, men her var i udlandet for første gang. Joy Division var en stor succes, og de ville vende tilbage til spillestedet i Plan K, en forhenværende sukkerfabrik, i januar 1980.

Annik Honoré og Ian Curtis var på den tid blevet nære venner, altså i følge hende selv aldrig andet. Hun forstod ham og ville være en støtte, når sangeren havde sine berygtede epileptiske anfald, når han blev ramt af bivirkningerne af den medicin, han fik eller led af anfald af stor depression. Faktisk var hun til stede i London den 19. maj 1980, da bandet skulle på sin første USA-turné, for blot at få at vide, at Curtis havde hængt sig aftenen forinden.

Hun tog op til Macclesfield, hvor hun fik lejlighed til at se hans båre i kapellet, men hun var ikke med ved begravelsen og ville bruge den næste uge på at komme til hægterne hos Factory-boss, Tony Wilson. Efterfølgende ville hun kaste al sin energi ind i musikken og arrangerede koncerter med bands som skotske Orange Juice, Echo & The Bunnymen og australske The Birthday Party med Nick Cave som forsanger.

Myten – i det her tilfælde Deborah Curtis – ville, at Honoré allerede på det tidspunkt var blevet den anden kvinde i Ian Curtis' liv. Og det ligger da også fast, at hun betød meget for sangeren, ligesom hun siden ville danne en belgisk aflægger af Factory Records med navnet Factory Benelux. Her ville hun blandt andet udgive selvstændige ting med Factory-grupper som A Certain Ratio, The Durutti Column og Section 25.

For dem som ikke kender disse bands, kan jeg især anbefale førstnævnte. Udgivelsen To Each... fra 1981 er i min bog legendarisk...

Hun stod også bag pladeselskabet med meget mere, Les Disques du Crépuscule, som stadig findes, og som i tidens løb har udgivet en mængde ting, ikke mindst avantgarde. Ligesom Annik Honoré også var tæt på det banebrydende belgiske techno-orkester, Front 242, som hun blandt andet var turmanager for.

Hun opgav endegyldigt sin tilknytning til musikbranchen i midtfirserne og arbejdede i mange år i Europakommisionen. Da hun døde af kræft, efterlod hun sig to børn.

Annik Honoré var en ildsjæl, som befandt sig et centralt sted i rockhistorien. Vi vil altid ane hendes kontrafej i skyggerne, når vi hører Ian Curtis' følsomme baryton synge linjerne Love Will Tear Us Apart.

Annik Honoré 1957-2014 – Æret være hendes minde.

Se musikvideoen til Joy Divisions Love Will Tear Us Apart: